Møde med fortiden

Dafolo Video

For 30 år siden - i perioden 88-90 - var jeg ansat i den grafiske koncern Dafolo i Frederikshavn. Hovedproduktet var blanketter til den offentlige sektor - som regel trykt i selvkopierende såkaldte Idem-sæt til gennemslag. Det var der mange penge i, for det var før digitalisering og IT, så alt, hvad man lavede i det offentlige, skulle dokumenteres med mange kopier.

Blanket-guldet gav plads til store armbevægelser og ambitioner. Blandt andet oprettede man en videoafdeling, der fik til huse på en nedlagt landbrugsejendom nær Knebel på sydsiden af Djursland med en formidabel udsigt over Kalø Vig.

Det hele var temmelig luksøriøst. Foruden kontorer, mødelokaler, studier og editeringssuiter var der en fløj med værelser til overnatning, vinkælder, en stor pejsestue og swimmingpool. Det var overalt indrettet med Bang & Olufsen-grej og danske designermøbler, så der manglede ikke noget...

Jeg brugte temmelig meget arbejdstid i afdelingen, hvor jeg især arbejdede med TV-reklamer, der dengang var noget nyt i Danmark, så jeg overnattede der ofte. Der var ansat en pedel - vistnok en tidligere militærmand - der sørgede for morgenmad og frokost. Ellers havde firmaet en aftale med fiskerestauranten Overmøllen i Femmøller, så mange gange kørte jeg til Femmøller for at spise aftensmad, hvilket jeg bestemt satte stor pris på.

De fine forhold og de naturskønne omgivelser var tænkt som et forsøg på at stimulere medarbejdernes kreativitet - og der blev da også tænkt store tanker. Blandt andet af videoafdelingens direktør - en vis Ingolf Gabold. Armbevægelserne var som sagt store.

Tiderne har ændret sig. Blanketter er ikke noget stort marked længere - og efter de seneste regnskabstal ser det ud til, at Dafolo er cirka en tredjedel så stort et firma som dengang. Både videoafdelingen og reklamebureauet, der var mit ansættelsessted, er for længst afviklet.

Da jeg forleden var i Ebeltoft, benyttede jeg lejligheden til at smutte forbi Femmøller og Knebel, for at se lokaliteterne, som det ser ud i dag.

Bygningerne i Knebel ligger der fortsat og fremtræder velholdt, men jeg vil ikke udelukke, at nogle af bagbygningerne, der rummede de tekniske afdelinger er væk. Det var lidt svært at se, da der var vokset en del træer op på grunden, men der var jo også gået næsten 30 år siden sidst...

I følge krak.dk er der to virksomheder registreret på stedet. Smykkefirmaet By Dengsø, der vistnok er temmelig spirituelt foretagende. Hjemmesiden oplyser blandt andet, at firmaets "smykkesten genoplades/renses med lydfrekvenserne fra en krystal-hjerte-syngeskål og vi tilføjer yderligere energierne LOVE – POWER – WISDOM." Så frit svævende kreativitet trives åbenbart fortsat på stedet i de smukke landlige omgivelser.

Det andet firma på adressen er et foretagende med navnet GJ Entrepreneurs. Det er en nystartet enkeltmandsvirksomhed, der i følge CVR-registret beskæftiger sig med "Anden agenturhandel med føde-, drikke- og tobaksvarer".

Jeg var som sagt også forbi Overmøllen i Femmøller. Stedet ligner sig selv udefra, men fungerer i dag i følge hjemmesiden som selskabslokaler. Det så lidt slidt ud - og firmaets Facebook-profil er ikke opdateret siden 2015.

I slutningen af 80'erne var Overmøllen en fiskerestaurant med mange varianter af ørred på menuen. Ørrederne gik i mølledammen, og man kunne som gæst selv udpege den ørred, som man havde lyst til at spise.

I øvrigt var turen gennem Femmøller og Mols Bjerge et spændende gensyn med en vej, som jeg har kørt adskillige gange i min barndom, når vi besøgte min mormor og morfar i Ebeltoft. I dag kører man som regel en anden vej uden om Rønde og direkte til Ebeltoft. Det er også en nydelig vej gennem skovklædte bakker, men måske knap så romantisk, som de små krogede veje gennem Femmøller og det kuperede og åbne landskab i Mols Bjerge...

Vin, vin og mere vin

Lidt overvældende

Gode sager: Syv forskellige fra Bordeaux. Jeg nåede kun at smage 
Margaux'en fra 2016: Blød og venlig, masser af smag. Og 
undskyld mine manerer, men den vin kan jeg godt drikke uden mad...

Tirsdag og onsdag stod i vinens tegn. Jeg var i Ebeltoft til det årlige vinmandstræf i Bilka (og Føtex), så det blev to dage, hvor alt drejede sig om vin. Smagninger selvfølgelig, men også spændende oplæg fra branchefolk fra både ind- og udland.

Sjov og charmerende franskmand.

Det er næppe en overdrivelse, når jeg påstår, at Eric Remlinger fra franske Badet Clément charmerede alt og alle med sit oplæg, hvor han reducerede flosklerne til blablabla - og humoristisk fortalte om firmaets udvikling, firmaets vine og især om sine teorier om rosé-vinenes store succes i øjeblikket. Det begyndte, da Angelina Jolie og Brad Pitt købte et fransk slot til deres bryllupsfest i 2014, hvor der blev serveret spandevis af rosé. Det blev fulgt tæt af den amerikanske presse - og når de to amerikanske skuespillere kunne drikke rosé, så kunne alle amerikanere gøre det. Det gjorde de så, resten af verden fulgte efter, og i dag sælges der mere rose end hvidvin globalt.

Rosé var i øvrigt ikke ukendt for Eric Remlinger, der som barn ofte gik på pizzaria med sine forældre. Rosé er det ideelle valg til pizza, der som bekendt hverken er fugl eller fisk. Børnene fik et glas vand med et par dråber rose i, så vandet tog lidt farve - og det var ifølge Remlinger den måde, de fleste franske børn får et naturligt forhold til alkohol på, så den metode anbefalede han bestemt også danske forældre.

Den charmerende franskmand introducerede os til Les Jamelles-brandet, der er opkaldt efter det sommerhus, hvor det blev opfundet. Det betyder ikke noget, men er nemt at udtale over hele verden - også af ikke-franskkyndige.

Santiago og Juan havde taget turen fra Chile
 over Andesbjergene og Atlanten for at møde os.

Samme lidt selvironiske fortællestil  var der også hos Santiago Margozzini og Julan Pablo Quijada fra chilenske Montgras. Jeg har tidligere mødt Margozzini, der er en meget lun fætter, men havde helt glemt historien om, hvordan firmaets storsælger Quatro blev opfundet ved et uheld - som så meget andet i firmaet, som han beskedent føjede til. Kældermesteren havde hældt nogle rester sammen af Cabernet Sauvignon, Syrah, Carmenére og Malbec. Det viste sig at være det perfekte blend - og en storsælger var født.

Hver årgang af Quatro har sin egen etiket, og 2018-vinenes etiket er designet af den canadiske kunstner Fanny Rice, der har en dansk mor. Hun fortæller på sin hjemmeside, at hendes abstrakte landskabskunst blandt andet er inspireret af rejser til Danmark. Se også video her.

Vinmanden fra Føtex på Østerbro i København
fortalte om sine erfaringer med vores nye grej.

Vi så også nærmere på udviklingen i det danske vinmarked. Kort fortalt: Rose vokser - og skubber især til rødvinen. Rosé er nu helårsvin. Markedet for rødvin bevæger bevæger sig fra de tunge, lidt søde vine mod de mere lette og tørre vine. Men fortsat er appasimento-vinene og puglia-vinene danskernes favoritter. Danskerne elsker portvin: Forbruget i Danmark er fire gange så stort som i de øvrige nordiske lande tilsammen.

Intet vinkursus uden smagninger. Det var lidt overvældende, så jeg brugte kameraet til at holde styr på det - så længe det varede... Mine noter kan ses i billedteksterne:

Fire fremragende franskmænd: Lækker Bourgogne-Chardonney
fra Mâcon Aze og Montagny og Sauvgnon Blanc fra Poilly-Fumé
og Sancerre i Loire. Dagens første smagning, så de bestod
allesammen. Selvfølgelig - for jeg elsker god hvidvin.

Jeg er ikke vild med whisky, men smagte dog denne Johnnie Walker
Black Label både ren og suppleret med ginger ale og is. Jeg foretrækker
 sidstnævnte mix, hvis det skal være, men det skal nu ikke
lægges Johnnie Walker til last...

Henrik fra Globus Wine præsenterede et nyt skud på stammen,
Osso d'oro - Den gyldne bjørn. Kraftfuld italiensk vin designet
 til det danske marked. Og så Kaweka: Sauvignon Blanc fra New Zealand.
Fin frugtagtig duft, men mangler måske lidt syre. Kaweka er navnet 
på en bjergkæde på den New Zealandske Nordø.

Jeg smagte syv forskellige portvine. Roséen fra Menéres er sagen til
portonic, tror jeg. I øvrigt er påskriften på Menéres-flaskerne påført i hånden.

"Dit hjerte er i fare, Andresen", sang Osvald Helmuth i 1936. Så gammel
 var dagens favorit-portvin dog ikke, men 10 år kan da også gøre
 det for en god Tawny. Min favorit blandt dagens portvine, men
 jeg foretrækker altså også Tawny fram for Ruby. Andresen er firmanavnet 
på et familiefirma, der blev grundlagt i 1826 af den danske Johann 
Heinrich Andresen, der stammede fra den nu tyske ø Föhr.

Fleurie fra Georges Duboef: En duft af vingummi. Fed terrassevin.

Umiddelbart dagens favorit: Sauvignon Blanc fra New Zealand.
Duft af citrus, smagen lidt krydret og så masser af syre og
sikkert også lidt crispy. Det var ikke sidste gang, jeg drak den.

Dagens overraskelse: Dansk mousserende frugtvin fra Frederiksdal.
60 procent kirsebær, 40 procent pærer. Meget elegant kirsebærsmag
og sikkert et godt bud til ris a l'amanden til jul, hvis man vil
 prøve noget nyt og spændende.

Eric Remlinger præsenterede otte forskellige vine under
 Les Jamelles-brandet. Det var dagens sidste vine - og på det tidspunkt
 var smagsløgene slidt op. Jeg drak døg pinot noir'en til aftensmaden
 - og den var god i den sammenhæng. Selv om jeg bestemt ikke
 trængte til mere vin, gik det forbløffende godt med den
 forholdsvis lette og knastørre vin.

Blod, sved og gylle

Naturens små glæder

Jeg går gerne gerne gennem ild og vand og ofrer også gerne både blod, sved og tårer for et godt naturfoto, men i dag gik det alligevel for vidt...

Jeg var onsdag aften på sæsonens første krondyr-tur til Tingskoven. Det er lidt tidligt på sæsonen, så der var ikke noget at gøre på min sædvanlige plads, men fra bilen fik jeg da øje på en flok hinder og kalve, der gik og græssede bag et læhegn. De var lidt langt væk, men alt kan jo ske, så jeg kravlede ned i en grøft og ventede - og ventede...

Men intet skete, så ud fra devisen - hvis bjerget ikke vil komme til Muhammed, må Muhammed komme til bjerget - kravlede jeg op af grøften og begyndte forsigtigt at krabbe over marken mod et læhegn, hvor jeg sikkert kunne få nogle gode fotos.

Desværre var marken nygyllet, men det tog jeg i første omgang som et plus, for så ville færten af mig næppe skræmme dyrene. Uheldigvis fik remmen til kameraet fat i en gren, da jeg kom frem til læhegnet. Knak, sagde grenen - og så vendte alle dyrene rumpen til Jesper. Ingen stjernefotos denne aften...

Slukøret vendte jeg tilbage til bilen, hvor fruen rynkede alvorligt på næsen og gjorde opmærksom på, at jeg hørmede ganske frygteligt af gylle. Hun havde ret. Bukser og sko var lidt mogede, for nu at sige det på nordjysk. Det var faktisk temmelig slemt, så turen gik hastigt med åbne bilvinduer hjemover til vaskemaskinen og en udendørs skorensning. Så nu er de gamle sko så fine som nye - i hvert fald når de får lidt skocreme. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget...

Og selv om det gik stærkt med at komme hjem, var der alligevel tid til at skyde et enkelt rådyr i et skovbryn. Sjovt nok ser det ud, som om det også rynker på næsen. Men det kan man vel ikke fortænke det stakkels kræ i...

Storbrand ved Sisimiut

Kampen mod flammerne

I disse dage tænker jeg meget på brandfolkene i Sisimiut, hvor brandvæsenet, der overvejende består af frivillige, i over en måned har kæmpet med en stor fjeldbrand cirka 10 km øst for byen i bunden af Førstefjorden, Kangerluarsuk Tulleq.

Sisimiut er indhyllet i tunge røgskyer.
 Foto: Qeqqata Kommunia

For en uges tid siden troede man, at branden var slukket, men den blussede op før weekenden, samtidig med at vinden skiftede retning mod Sisimiut, der nu er indhyllet i røgskyer mellem fjeldene.

- Slukning af branden er vanskeliggjort af, at det ikke er kun overfladen, der brænder, men også underlaget. Derfor er det svært at bekæmpe branden, da brandens placering er højt oppe i fjeldet og er svær at nå med vand. Brug af helikopter slukker ikke branden i underlaget, oplyser indsatsleder Poul Olsen fra Qeqqata Kommunia.

Jeg kender Poul Olsen glimrende fra sidste år, hvor jeg vikarierede i Qeqqata Kommunia. Poul Olsen er frivillig brandmand - og arbejder ellers som konsulent i Skole- og Fritidsforvaltningen.

Beredskabschef Ole Kreutzmann, Sisimiut.

Jeg har også kendt Sisimiuts beredskabschef Ole Kreutzmann helt tilbage fra begyndelsen af halvfemserne, hvor vi begge var ansat i KNI. Dengang var Ole en af de frivillige brandmænd, der var med til at slukke branden på den grønlandske bygge- og anlægsskole i 1994. Den brand bliver anset for Grønlands største bygningsbrand.

Beredskabsstyrelsen har offentliggjort dette
 satellit-foto af brandområdet. Foto: Sentinel2

I det hele taget havde jeg et fint samarbejde med brandvæsenet i Sisimiut, som jeg flere gange hjalp med fotos i forbindelse med øvelser - og det er selvfølgelig også derfor, at jeg følger den nuværende fjeldbrand tæt.

Branden ved Førstefjorden bliver bekæmpet af 15 brandmænd fra Qeqqata Kommunia, der får hjælp af cirka 20 frivillige borgere. Blandt andre boghandleren i Sisimiut kan jeg se på Facebook. De har fået assistance fra brandvæsenet i Grønlands nordligste kommune, Avannaata, der har sendt 10 brandmænd. Nogle af brandfolkene nordfra har blandt andet erfaring fra sidste års store brande i Sverige.

Brandslukningsgrej til Grønland.
Foto: Beredskabsstyrelsen

Desuden sendte Beredskabsstyrelsen i Danmark tirsdag eftermiddag 38 brandmænd til Kangerlussuaq med en chartret CRJ-200 fra Global Reach Aviation. De er i løbet af natten blevet fragtet til brandstedet af Arktisk Kommando, der blandt andet har indsat støtteskibet Absalon, der er et af de største skibe i den danske flåde.

Den tungtlastede C-130 foran den kun 800 meter lange
 landingsbane i Sisimiut. I baggrunden ses
 støtteskibet Absalon. Foto: Qeqqata Kommunia

De danske brandfolk fik følge af C-130 Hercules fra Air Transport Wing i Aalborg med grej til slukningsarbejdet. Flyet, der i sig selv vejer næsten 35 tons, vejede ved landingen i Sisimiut 65 til 70 tons inklusive reservebrændstof og payload - og det er i følge fartøjschef TEC på kanten af det muliges kunst at lande et så tungt fly på den kun 800 meter lange landingsbane i Sisimiut.

Kontingentet på 38 brandfolk består af værnepligtige, frivillige og ansatte fra alle Beredskabsstyrelsens beredskabscentre samt to frivillige fra kommunale redningsberedskaber. Fem af deltagerne er fra vores lokale beredskabscenter i Thisted.

Indsatsen ventes at vare to uger og koste tre millioner kroner, der betales af Forsvarsministeriet. Arbejdet handler primært om at etablere standsningslinjer, som ilden ikke kan komme forbi. Det sker helt lavpraktisk ved at gennemvæde jorden, blandt andet med jordspyd, der sender vandet en meter ned i undergrunden.

Området ved Førstefjorden er fjeldrigt, men underlaget er tørvemose. Stedet er et populært hytteområde, ligesom den populære vandrerute til Kangerlussuaq går gennem området. Brandvæsenet i Sisimiut har arbejdet på at undgå, at flammerne når nogle af hytterne, men mandag måtte man konstatere, at to hytter under opførelse er blevet flammernes bytte. Qeqqata Kommunia har derfor tirsdag bedt de øvrige hytteejer om at tømme husene for brændbare materialer og væsker.

Branden er højt oppe i fjeldet.
Foto: Basse Vængtoft, Beredskabsstyrelsen

Der er hvert år fjeldbrande i Grønland, men som regel fjernt fra beboede områder i det enormt store land. Brandene går normalt ud, når vinteren kommer - og derfor fastslår den grønlandske beredskabslov også, at de kommunale beredskaber ikke er forpligtet til at slukke naturbrande. Da den nuværende brand truer et hytteområde, har beredskabet i Qeqqata Kommunia dog prioriteret af få denne brand slukket, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Selve Sisimiut by er også generet af røgen - og landslægen opfordrer folk, der føler sig generet til at gå indendørs og lukke vinduerne. Røgen er ikke giftig, understreger landslægen.

Solen står i dag op kl. 4.59 og ned igen kl. 22. Temperatur mellem 5 og 9 grader og svag vind fra syd, oplyser DMI. Men på grund af temperaturforskellene ved en naturbrand er der stor risiko for endog kraftige kastevinde i ulykkesområdet.

Selv om brandfolkene arbejder hårdt og skal passe deres arbejde, skal det med, at det er ganske behageligt at opholde sig i fjeldet i øjeblikket, da myggesæsonen er slut. August er som ofte også et godt tidspunkt for nordlys.

Svaneungerne lever

Nu begynder trækket

Det er lidt tid siden, jeg sidst har været nede ved Ulvedybet. Dels har vejret ikke været til det, dels er der ikke så meget sjov om sommeren.

Men nu er de store gåsetræk på vej fra Island og Svalbard, så søndag skulle det da have en chance.

Det blev nu ikke gæs, der kom i søgeren, men de efterhånden store svaneunger. Det er det samme kuld, som jeg tidligere har bragt billeder af - og det glæder mig da, at alle seks unger har overlevet den første, svære barndom. Det var næppe sket, hvis der havde været gedder i Ulvedybet...

Dagen bød også på en del vadefugle i søgræsset i vandkanten. Jeg kan med sikkerhed fastslå, at der var rødben, men de øvrige vadefugle - sikkert noget ryleværk af en slags og noget ubestemmeligt yngel - skal jeg nok holde mig fra at sætte navn på. Jeg er ikke særlig sikker i bestemmelsen af vadefugle, der dels ligner hinanden temmelig meget - dels fremtræder meget forskelligt alt efter årstid og alder.

Blæsten går frisk...

Hård kuling

Den 10. august 2018 drog orkanen Johanne hærgende over Øland og knækkede blandt andet flere af mine tomatplanter. Næsten på årsdagen - natten til den 11. august 2019 - gentog historien sig så.

Ganske vist ikke orkan, men kun hård kuling. Men resultatet var det samme. Knækkede tomatplanter og så gik det også hårdt ud over de mange solsikker, som jeg med mild hånd har spredt ud over parcellen til glæde for fuglene.

Nu er blæsevejr jo ikke ligefrem ekstremvejr i Han Herred - og mange af planterne skal nok rette sig de kommende dage - men alligevel irriterer det mig.

Tankerne gik såmænd også til Sisimiut, hvor det næsten aldrig blæser. Men der er der jo så koldt, at røven fryser af - og der kan man i hvert fald ikke dyrke tomater udendørs.

Sommetider er livet altså ikke nemt...

Midt i al kviden kan jeg så glæde mig over, at der trods alt stadig er folk, der morer sig på Øland. For natten til søndag var der nogle sikkert feststemte mennesker, der forklædte brandhanen på Østerbyvej som hund. Hvad meningen er, ved jeg ikke - men festligt ser det da ud.

Grønland i Tivoli

Folkefest

Grønland i Tivoli var præget af regn, og familien
Grønland - her repræsenteret af familien Jensen-Mørch fra
 Ilulissat - havde investeret i regntøj under sommerferien. Det var
 første gang, familien deltog samlet i Grønland i Tivoli.

I sidste uge var jeg til Grønland i Tivoli - og jeg lovede at vende tilbage til den historie, når jeg lige fik ro på efter et par dage i København.

Festen er lidt af et mødested. Jeg mødte blandt andet
en tidligere kollega fra Nuup Kommunea, arkitekten Per
Siliam, som jeg ikke har set i 15 år, siden sygdom
 sendte Siliam hjem til Danmark i 2004.

Grønland i Tivoli er en stor begivenhed - i Grønland. Måske den største grønlandske fest overhovedet. I de to dage, festivalen forløber, anslår man, at Tivoli har cirka 10-12.000 gæster, der kun kommer for festivalens skyld. Det svarer faktisk til en femtedel af den grønlandske befolkning - og siger lidt om begivenhedens størrelse.

Jeg rapporterede løbende fra begivenheden til Sermitsiaq - og tog masser af fotos undervejs. Her er nogle stykker med lidt forklarende billedtekst.

For 12. år i træk var Carsten Siegstad konferencier og havde
 i dagens anledning fundet guldlame-anorakken frem. Til daglig
er Carsten Siegstad, der er bosat i København, purser på Air
Greenlands Norsaq og et velkendt ansigt for alle, der flyver
mellem Danmark og Grønland.

Første optræden var selvfølgelig Avaat-koret, der holder til
 i hovedstadsregionen - og regnen forhindrede ikke koret i at lade
milde grønlandske kor-toner regne ned over publikum.

Maalia er et meget grønlandsk underholdningsfænomen, hvor sjove
grimasser og underlige positurer er en væsentlig del af optrædenen.
Den slags vækker lykke blandt et grønlandsk publikum. Musikken er
country-jazzet og ligesom Vaigat-genren inspireret af musikken, der
strømmede ud til grønlænderme fra de store amerikanske militærbaser
under og efter krigen. Det er også en meget karakteristisk
grønlandsk genre, men dansevenligt og bestemt ikke ueffent.

Mange grønlandske virksomheder har salgsboder i Tivoli. Her
er det iværksætteren Louise Lynge Berthelsen fra Nuuk Couture, der
 blandt andet er kendt fra TV-programmet Løvens Hule, der viser,
at hun er chefen i butikken.

KNI - det tidligere Kongelige Grønlandske Handel - har stor succes
 med at sælge grønlandske retroprodukter, skibskiks (som er
 en stor vare i Grønland) og selvfølgelig Araba - Kalaallit Nunatta
 Kaffia- især til de cirka 18.000 grønlændere, der bor i Danmark.

Flittigweekend

Havevejr

Det dejlige weekendvejr lokkede mig i haven allerede fredag eftermiddag - og siden er det gået slag i slag i stort set hvert eneste vågent øjeblik i weekendens løb.

Først og fremmest er jeg blevet færdig med at male bålhytten. Det er sandelig også på tide, for det var et projekt, jeg begyndte på allerede i april. Nu mangler jeg lige at genetablere strømmen til terrassevarmeren og så få sat et par lamper op. Så er bålhytten klar til at forlænge udesæsonen helt frem til november.

Jeg er også kommet godt i gang med at give alle teak-havemøblerne den årlige gang olie. Det skete ikke sidste år, så det er hårdt tiltrængt. Det lykkedes da også at få Dina til at give en hånd med, så jeg har gjort de meste af hårde arbejde med at afrense træet, mens Dina så smører tykt på. Vi er ikke helt færdige, mangler et par stole, men det er undervejs.

I weekendens løb har jeg også glædet mig over georginerne, der nu er begyndt at blomstre. De fleste er af avl - sået i foråret og nu så store, at de blomstrer. Egentlig lidt af nødløsning fordi jeg har mistet mange georginer sidste år - men nu overvejer jeg seriøst, om det overhovedet kan betale sig at overvintre den smukke blomst. De nye planter er knap så store som de gamle, men de blomstrer villigt, så det er i hvert fald en seriøs overvejelse værd.

Årets ribs og kirsebær blev der ikke meget ud af. Dem åd fuglene, fordi vi ikke lige var hjemme i sæsonen, men vi nåede at da at redde lidt af solbærrene. Et par kilo blev det til. Jeg nuppede en halv liter af den smagfulde saft til gele - og så bruger Dina resten til at drikke de næste par uger.

Victoriablommetræet giver netop nu blommer i stort tal. De er ikke så store, for jeg burde nok have tyndet lidt tidligere på sæsonen. Men de smager godt - og jeg plukkede lørdag et par kilo, som nu er blevet til blommesyltetøj.

Det er er godt tilbehør til et ostebord, så de bliver nok en af husets specialiteter det kommende år.

Ellers er jeg nogenlunde på omgangshøjde. De fleste af de nye kartofler er spist - og kun en række mosekartofler får lov at stå til kartoffelferien.

Løgene er taget, og jeg har plantet 10 tomatstiklinger på stedet. Det er et eksperiment, men hvis det lykkes, bliver hjemmelavet tomatpure en del af husholdningen det kommende års tid.

Det første hold gulerødder er også klar, mens porrerne og sellerien fortsat er i vækst.

Lad børn være børn

Fritidshjem

Spejder er ikke noget, man går til. Det er noget, man er
 - og så er der ikke brug for SFO og fritidshjem.

Forleden meddelte Statsradiofonien, at flere og flere forældre tager deres børn ud af SFO-ordningerne og fritidshjem, fordi nogle kommuner har sat priserne op på denne offentlige foranstaltning. 

Præmissen var, at det er for dårligt, at priserne er så høje, at ikke alle børn kan komme på fritidshjem. Det skal man vistnok være offentligt ansat journalist i Danmarks Radio for at mene.

Det ville være forfriskende, hvis medierne bare en gang i mellem tog skyklapperne af - og vender historien om i stedet for bare at forlange mere og mere lighed og offentlig service.

For hvad er egentlig problemet? Det er da lykken at slippe for fritidshjem og SFO.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg i sin tid ville have tvivlet på mine forældres kærlighed, hvis de sendte mig på fritidshjem - istedet for at lade mig passe mig selv.

Hvis jeg var barn i dag, ville jeg da være lykkelig for at slippe for pædagogernes knugende greb om min fritid efter skolen. Jeg ville tage min cykel og uden cykelhjelm drage på togt ude i den virkelige verden.

Jeg ville tage ud til et af egnens vandhuller og med risiko for at drukne måske sejle rundt på en tømmerflåde lavet af et par gamle olietønder. Måske fange haletudser og salamandre og blive klogere på verden. Senere ville jeg måske lægge mig på lur i en grøft for måske at se et par harer hoppe rundt på ageren.

Jeg har selvfølgelig ikke madpakke med, men sulten klarer jeg med et æbleskud i en forfalden gammel have, hvor ejeren godt ved, at jeg kommer forbi, men tænker Herregud, lad dog barnet... Jeg kan alligevel ikke nå at spise alle æblerne.

Midt på efterdagen er det frie liv forbi - og pligterne kalder. Der skal køres aviser ud, så jeg kan tjene mine lommepenge. For mine forældre har den holdning, at man skal yde, før man kan nyde - og det koster jo penge at være spejder. Kontingent, ny rygsæk, sovepose og så ikke mindst at deltage i de spændende ture og kurser, som spejderbevægelsen tilbyder.

Jeg er glad og stolt over at være vokset op i Farsø i tresserne, hvor der hverken var fritidshjem eller børnehaver. Dengang fik vi lov til at være børn - og jeg ville ønske, at børn i vore dage også havde denne mulighed.

I den forløbne uge har medierne også omtalt, at flere og flere danske familier betaler sig fra de sure pligter. De køber madpakker og rengøringshjælp - og altså også fritidshjem og SFO-pladser - for at slippe fra de sure pligter, når de endelig har fri for det angiveligt hårde arbejde, som begge forældre i en husstand har.

Det er for mig at gå over åen efter vand. Hvorfor ikke arbejde lidt mindre for penge og så bruge tiden på selv at klare opgaven med madlavning og rengøring? Gjort rigtigt kan det faktisk blive kvalitetstid for hele familien - og oven i købet give børnene en solid ballast med på livets store rejse: Stoltheden over at kunne klare sig selv - uden offentlig hjælp!

Og så ville vore dages forældre også slippe for min lille mistanke om, at vore dages børn er et statussymbol på linje med bil, sommerhus, charterferie - pg ikke resultatet af ægte kærlighed. For hvis forældrene virkelig elskede deres børn, ja, så ville det vel også insistere på selv at passe dem i stedet for at overlade det til betalte pædagoger. 

Kærlighed kan jo ikke købes...

På Kanten, Nordjyske Stiftstidende 2. august 2019. 

Tivoli

To hektiske dage

Onsdag og torsdag hed arbejdspladsen Tivoli i København, hvor jeg dækkede den traditionelle grønlandske komsammen, Grønland i Tivoli, for Sermitsiaq.AG. Jeg oprettede et midlertidigt kontor på restauranten Fru Nimb - meget centralt lige ved siden af plænen og den store scene.

Fru Nimb bød på en udsøgt behandling, så den restaurant vil jeg gerne anbefale alle, der skal i Tivoli. Deres stjerneskud smager fantastisk med godt rugbrød under og håndpillede rejer som pynt.

Jeg skal nok vende tilbage til Grønland i Tivoli, men er ellers glad for at være hjemme på fredelige Øland igen. Jeg befinder mig altså ikke så godt i store menneskemængder og slet ikke i København, hvor menneskene er i særklasse forstyrrede.

Natten til torsdag blev tilbragt på Wakeup-hotellet i Bernstorffsgade - og jeg kan ikke lade være med at overveje, om alle københavnerne er enten syge eller kriminelle. I hvert fald var der et evindeligt køren med udrykning, som var det District be-careful-out-there Hill Street.

Alle københavnere render også rundt med uklædelige hørebøffer, så de er sikkert hørehæmmede af al den larm - og så synes jeg altså, at tidens herremode med håret samlet i grønlænderknude på toppen af hovedet er temmelig grimt.

Jeg brugte også tid på et enkelt møde, som foregik i Kødbyen på et Black Sabbath-inspireret sted med navnet Warpigs. Interiøret var en gammel slagtehal med beton på gulvet og hvide fliser på væggene. Rundt på gulvet stod en række havebænkesæt af den solide slags, hvor bord og bænk hænger sammen - og det var vist meget hipt.

Jeg har været på et tilsvarende sted i Nuuk i halvfemserne - Krostuen foran Hotel Godthåb - og det var knap så hipt. Havebænkene var boltet til gulvet, så publikum ikke kunne kaste rundt med dem og betongulvet gjorde det nemt at klare morgenrengøringen med en højtryksrenser. Der var for resten også hønsenet foran baren, så personalet ikke kunne rammes med kastede flasker. Måske det var af samme grund, at de halvtreds kroner dyre sodavand på Warpigs blev solgt i politisk ukorrekte plastbægre?

Da jeg skulle hjem torsdag aften, havde jeg lidt god tid i Kastrup og gik derfor ud foran den nyrenoverede Terminal 2 for at få en smøg i aftensolen. Jeg ledte i en rum tid efter en bænk, før det gik op for mig, at de smukt svungne og temmelig sikkert arkitekttegnede kanter på blomsterbedene var træbeklædte - og det var meningen, at bedkanterne skulle fungere som bænke. Sådan går det, når jyder kommer til staden.

På plussiden vil jeg lige notere et besøg hos købmanden Kihoskh på Vesterbro. Her har man landets største ølsortiment - cirka 500 forskellige - men det var nu især navnet, som jeg faldt for. Det er taget fra Tintinhistorien om Faraos Cigarer - og er ellers betegnelsen for en lumsk sammensværgelse af ækle og snu narkohandlere - men altså også navnet på Københavns største ølpusher. Det er god humor.

Og uanset hvad man måtte mene om København i øvrigt - så er Tivoli i hvert fald en meget fotogen oplevelse, når mørket falder på.