Natmad

Spejderliv

Til april er det 60 år siden, at jeg blev meldt ind i Det Danske Spejderkorps. Det var en skelsættende begivenhed, som har fulgt mig siden - og som har budt på ubetalelige oplevelser, der har præget mig og gjort mig til den person, jeg nu en gang er.

Weekenden bød - som altid i første weekend i februar - på en hjælpertjans på det årlige Wasa Wasa-løb. Og som altid nød jeg at få røg i både tøjet og øjnene. Det er sådan en mani, som plager gamle spejdere.

Selve arbejdet var forholdsvist overskueligt. Jeg - og nogle andre voksne spejdere - skulle sørge for natmad til de 180 deltagere. Selvfølgelig lavet over bål - på wok. Det har vi prøvet før. Rekorden for nogle år siden var 850 portioner, så de 180 portioner var en bagatel for den garvede flok i bålhytten ved Spejdergården i Sofiendal.

Så der blev også tid til hygge, en øl og lidt brændevin - og så fik jeg selvfølgelig en god snak med nogle af de unge løbsdeltagere, som ikke lod sig gå på af lidt sne og kulde.

Udover natmaden ved Spejdergården skulle løbsdeltagerne lave et pizzahjul og løse en temmelig svær opgave i almen spejderviden om alt fra røgvendere til et spejderbesøg på Thule Air Base i begyndelsen af tresserne.

De fleste af spejderne var fornuftig klædt på til nattens kulde og strabadser, mens et par af de hårde hunde gennemførte i korte bukser. Jeg underkender bestemt ikke den pædagogiske værdi af sådan et spejder-statement, men jeg foretrækker altså at klæde mig efter forholdene.

Det var heller ikke fordi, jeg havde det store behov for at at se korte bukser. Inden jeg tog afsted til Aalborg, var jeg forbi Brovsthallen, hvor der var Bierfest. Her var der masser af blåfrosne knæ, for dresskoden til den fest fordrer Lederhosen.

Det er mig en årligt tilbagevendende gåde, at den slags er sjovt, men læserne elsker at se billeder fra festen - og det retter jeg mig naturligvis efter.