lørdag den 14. februar 2026

Sjagger-komsammen i havtornen

Fuglegilde

For nogle år siden var havtorn en vældig og stærkt overvurderet dille på den gastronomiske scene. Det har heldigvis fortaget sig - for havtorn er altså noget surt stads, der smager modbydeligt og er svære at plukke uden at stikke sig til blods.

Men sjaggerne kan bruge havtorn nu i den kolde tid. Når havtorn får frost, bliver bærrene sødere - og sjaggerne er eminente til at ribbe en havtornbusk uden at stikke sig.

Det oplevede jeg, da jeg fredag eftermiddag var en tur i Tranumstrand til åbningen af Spiseriet - en ny restaurant. Her var der sjaggere i tusindvis i de havtornbuske, som står overalt på de kanter.

Lisa og Peter, som står bag den nye restaurant, fortalte, at sjaggerne var kommet fra morgenstunden i det frostklare, men kolde vejr - og så var de ellers gået i gang med havtornen. Helt systematisk fra oven af og nedefter - og da jeg ankom ved 16-tiden, var festen næsten forbi.

Jeg havde heldigvis det rigtige kamera og objektiv ved hånden. Bare for tilfældets skyld - det var jo solskin - og det gav pote. Så her er lige et par sjaggerfotos.

Ingen kommentarer: