fredag den 13. februar 2026

Sølv fra gemmerne

Arvesølvet

Jeg er i gang med at rydde op i vitrineskabet i spisestuen.

Det er tiltrængt. Det har sikkert været pænt, ordentligt og ryddeligt, da vi flyttede til Øland for efterhånden 17 år siden, men tiden er gået, og der er blevet bakset flere og flere ting i skabet - og det fremstod efterhånden temmelig kaotisk og usystematisk.

Det er noget rod - og det kan jeg ikke tåle. Så skabet blev tømt og indholdet sat ud på spisebordet.

Inde i et af hjørnerne dukkede en frysepose op med nogle godt anløbne sølvting - primært gaver fra min dåb for snart 68 år siden.

Først og fremmest den obligatoriske skub-opper samt en ske og gaffel og en servietring med navnet Jesper indgraveret og så datoen 13.7-58, som var den dag, hvor jeg blev holdt over dåben i Vordingborg kirke.

Der var også en fødselsske - med navnet indgraveret, så den stammer nok også fra dåben. Af fødselsskeen fremgår det, at jeg kom til verden den 6. april 1958 kl. 6.10. Skeen afslører også, at jeg ved fødslen var 49 cm lang og vejede 2,5 kg, så selv om jeg fortsat er lille af vækst, er der dog løbet en del kilo på siden.

Sølvtøjet var temmelig anløbent, så jeg måtte finde pudsegrejet frem. Det sker ikke hver dag - og dåsen med pudsemiddel stammer fra de glade dage i Norge: Sølvpuss - Utviklet av en gullsmed, så flasken har mindst 17 år på bagen. Men nu er den tom - og jeg har skrevet almindelig dansk Silvo på indkøbssedlen.

Der var også en sølvgaffel med et motiv af Gåsetårnet i Vordingborg. Den er indgraveret KM 28/2 1953. Jeg har ingen anelse om, hvem KM er, eller hvad anledningen er. Det må jeg så prøve at finde ud af - engang når jeg bliver gammel. 

Ingen kommentarer: