Frikadiller

Sodoma og Gomorra - og dog...

En herlig gang "frikadiller".

Bortset fra et par grønne koncerter i mine unge dage har jeg aldrig været til en musikfestival.

Udsigten til at kombinere en telttur med massivt druk forekommer mig ikke særligt tillokkende – og det er bestemt ikke, fordi jeg er nogen kylling. Jeg har været på adskillige teltture året rundt, blandt andet på fjeld i snestorm, og jeg pakker også teltet i år for at tage på spejdertur, så alt i alt er jeg noget mere dreven end de fleste festivaldeltagere i den gebet. Med til at være dreven hører også, at jeg piller teltet ned og rydder op efter mig. Den disciplin mestrer festivalfolket som bekendt i kun ringe grad.

I den sammenhæng er det for mig ingen undskyldning, at festivalerne angiveligt er vore dages genopførsel af Sodoma og Gomorra – ganget med ti. Druk, narko, hor, voldtægt, lattergas og vold er nogle af ingredienserne i et miljø, hvor det tilsyneladende er normen, at man springer på alt, hvad der er 37 grader varmt.

Men folk gør det jo frivilligt, og det er svært at tro, at der er nogen, der med fuld ret kan føle sig krænket.

Alligevel har festivalledelsen i Roskilde netop følt sig kaldet til at gribe ind i udskejelserne. Det er så – al alle – gået ud over den lokale spejdergruppe, der siden 1982 har haft en frikadellebod på festivalen. Boden har alle år reklameret med ”frikadiller” på grund af en stavefejl, og de hungrige festivaldeltagere kan så formedelst en beskeden betaling, som går til gruppens fortrinlige spejderarbejde, stille sulten med en omgang ”diller”.

Det er for hård kost for festivalledelsen, der har nedlagt forbud mod reklameskiltet, for diller er jo krænkende.

Nu ved jeg jo ikke, hvorfor det lige skulle være krænkende for en festival, der blandt andet arrangerer nøgenløb  og normalt ikke har indvendinger mod, at fyrige ungersvende lufter deres diller i frit løb. Men det har nok noget med tidsånden at gøre. For festivalledelsen meddeler, at frikadiller er"ude af trit med det udtryk, som festivalen samlet set gerne vil opnå".

Det lyder for mig som noget management-bavl, der er ude af trit med virkeligheden. For lige ved siden af dillerne ligger der en bollebod. Så dagsordenen er nok en anden – og det fylder mig ærlig talt med kastrationsangst og konspirationsteorier.

Festivalledelsen er blevet infiltreret af damer fra kvindekollektivet ”Skær-den-af”. De militante kvinder er krænkede over fokus på mandlige kønsorganer og  ser dilleren som en trussel mod deres etkøns-politik, hvor anstændig formering foregår ved insemination – akkurat som i en sostald.

Så meget for dette Sodoma og Gomorra, som deltagerne ellers gerne betaler tusindvis af kroner for at deltage i. Og så meget for det frisind, som vi ellers plejer at bryste os af her i Danmark.

Jeg føler mig krænket – af krænkelsesentusiasterne, som vælter frem som rotter over alt i samfundet. Men jeg er en fredens mand, så hvis der er nogen, der har lyst til at blive krænket, skal de være meget velkommen til at besøg i slyngelstuen i værkstedet her på parcellen.

Der er der heldigvis stadig plads til rå og uhæmmet mandelatter, mens vi slynger dåseøl fra Fleggaard ned i halsen – langt ned i halsen – og omgivet af kalendere med fotos af frodige, vidunderlige kællinger, som ligger langt fra tidens magre, tatoverede og muskelsvulmende kvindeideal.

Det har dog sin pris, for man er tvangsindlagt til at høre mine gamle sjofle vittigheder. Det var nogen, jeg lærte i gymnasiet, hvor jeg som sproglig student var ene hane i kurven – og var der nogen, der kunne fortælle sjofle vittigheder dengang, ja, så var det pigerne, der med fryd fortalte om både diller og det, der er værre.

I dag vil man sikkert kalde det sex-chikane….

På kanten, Nordjyske Stiftstidende 5. juli 2019