Drik vin og støt naturen
|
Udsigten over the Wetlands fra Banrock Station. Ren Crocodile Dundee-idyl. Foto: Banrock Station |
Win-win er en fortærsket floskel, men den giver faktisk mening, når man taler om den australske vinproducent Banrock Station. Firmaet er nemlig stiftet med det ene formål at redde naturen i de sydaustralske Wetlands. Så når man drikker en flaske vin fra Banrock, så støtter man også naturen. Det kalder jeg vin-vin...
|
Flemming Jons fra Accolade Wines fortalte om naturgenopretning og vin. |
The Wetlands er vådområder, som vi kender det fra Crocodile Dundee-filmene. Området ved Banrock Station var i 1994 i en elendig forfatning. Jorden var udpint efter mange års fejlslagent landbrug, og erosionen havde ødelagt de ellers frodige flodenge, da området blev overtaget af folkene bag vinfirmaet, som anlagde vinmarker på den tidligere fårefarm og begyndte på et omfattende naturgenopretningsprojekt i stil med det, vi ser her i Danmark på Vejlerne og Lille Vildmose - og såmænd også Ulvedybet her i kvarteret.
Projektet blev en succes og området ved Banrock Station blev i 2002 omfattet af Ramsar-konventionen som et vigtigt vadefugle-område. Successen er faktisk så stor, at der er blevet penge til mange andre naturprojektet over hele verden. Banrock Station har blandt andet støttet
Dansk Ornitologisk Forenings lærke-projekt.
Ligheden med Vejlerne og Vildmosen er i øvrigt så stor, at området selvfølgelig er udstyret med boardwalks (træbelagte gangstier) og fugleudkigstårne, for i vore dage kan man jo ikke lave natur uden at tænke formidling.
|
Danmarks-premiere på Banrocks nye bobler. |
Alt dette hørte jeg på mandagens vinsmagning med Flemming Jons fra Accolade Wines, der markedsfører vinene fra Banrock Station og er Australiens største vingruppe. Vi smagte syv vine, heriblandt en ny mousserende vin, som kommer på markedet i slutningen af marts. Den mousserende vin er en ganske let tilgængelig sag, der rigtigt prissat kan være med til at sænke barren for de anledninger, hvor danskerne sætter bobler på bordet. Men som bekendt har vi her i huset ingen udfordringer i den henseende, for der findes næppe en anledning, der ikke er værd at fejre med bobler...
Ellers er Banrocks produktion koncentreret om enkle og ukomplicerede hverdagsvine til konkurrencedygtige priser. Det er allesammen friske vine beregnet til at drikke her og nu. Min personlige favorit er hvidvinen i Reserve-serien, der er lavet på Chardonney og Vendelho. Den er tør og let syrlig med et strejf af lime - og vil her i huset kunne forrette tjeneste som terrassevin til sommer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar