Lammekrone
For da jeg første gang serverede lammekrone med flødekartofler for det kære, lille væsen, udbrød hun, at det var ligesom at spise på en restaurant - og nu lokker hun mig ud af busken ved en gang i mellem at foreslå, at vi skal have restaurantmad.
Det kan jeg ikke stå for, men det er nu heller ikke så svært at lave, så skaden er til at overse.
Jeg foretrækker at lave ting så enkelt som muligt, så jeg spækker ganske enkelt lammekronen med fire - fem fed hvidløg, giver den et drys salt og peber, og så sætter jeg den i ovnen ved 200 grader i en time. Længere er den historie ikke.
Som tilbehør bruger jeg gerne flødekartofler: kartofler i skiver med endnu mere hvidløg, lidt urtebouillon, salt og peber samt en kvart liter fløde. Det går i ovnen 10 minutter efter lammet, så det er færdig på samme tid.
10 minutter før serveringen giver jeg en håndfuld rosenkål tre til fire minutter i kogende saltet vand - og det er det hele. Så er jeg klar til at servere og modtage fruens begejstring...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar