Tid til selvbedrag

Normaltid igen

Salvador Dali: Erindringens bestandighed

-  Ååh, Herre Jemini… jeg tog mig til træt til hovedet, sukkede dybt og havde ærlig talt ikke høje tanker om intelligensen hos DR-Nordjyllands medarbejder, der søndag morgen jublede over, at vi havde fået en hel time forærende om natten, fordi vi var gået over til vintertid, som han kaldte det.

Lad os slå fast med det samme. Der er ikke noget, der hedder vintertid. Det hedder normaltid – simpelthen fordi det er normalt, at solen står højest på himlen kl. 12. Det er hele ideen med vores inddeling af døgnets 24 timer og at tro, at døgnet bliver længere, bare fordi vi fifler med uret, er både dumt, uintelligent, bluff og bedrageri.

Vi får intet som helst forærende. Intet kommer af intet – bortset fra lommeuld. Og når vi bilder os ind, at det giver gevinst, når vi flytter uret frem og tilbage, opfører vi os dummere, end Darwin tillader. Som den gamle indianer sagde i sin uudgrundelige visdom: ”Kun hvid mand tror, at toget bliver længere ved flytte lokomotivet hen i den anden ende”.

Sommertid er dumt, besværligt og generende for både dyr og mennesker, så lad os droppe det – i tide og hellere i år end til næste år.

Helt ærligt: Hvis folk har lyst til at stå tidligt op om sommeren, så er det altså deres eget problem og ikke samfundets.

Desværre nærer jeg ingen illusioner om, at sommertiden nogen sinde bliver afskaffet. For sommertid er blevet et EU-anliggende – og som alt andet fra EU’s side, bliver det kun værre. Så i takt med EU’s udvidelser mod øst, må vi forudse, at sommertiden snart bliver på både to og tre timer.

Jeg ville ønske, at danske politikere havde mod og mandshjerte til at sige fra. Men når fede kommissærlønninger er i spil, er der ingen fra det politiske establishment, der tør tale Roma og flommeeuropæerne imod.

Hvis vi endelig skal pille ved tiden, kan vi indføre vor egen danske tidszone med en halv times forskel til resten af EU. Det vil i hvert fald gøre en forskel og styrke den danske egenart.

Nu kan jeg godt høre, at læseren ryster lidt på hovedet: -Nu rabler det altså for ham der Hansen…

Men en halv times tidsforskel er rent faktisk, hvad man har på den hyggelige, canadiske ø Newfoundland – netop for at understrege områdets autonomi i forhold til Canada. Så når man lander i provinshovedstaden Sct. John’s fra det nærliggende Halifax i Nova Scotia, skal man stille uret en halv time tilbage.

Det er et smukt eksempel på lokal selvfølelse, som newfierne dyrker nærmest som en kunstart. For resten er Sct. John’s en herlig by - på størrelse med Aalborg, men med dobbelt så mange værtshuse, så der kan vi virkelig lære noget.

Nu er jeg jo ikke en ufølsom sjæl – og jeg har masser af forståelse for, at folk gerne vil have lidt mere tid til at nyde de lyse nætter om sommeren.

I stedet for sommertid kan vi gøre, som man gør i Nordnorge. Her har arbejdsmarkedets parter aftalt at fordele arbejdsugen på 37,5 timer sådan, at man arbejder 35 timer om ugen, når det er sommer og lyst og 40 timer om ugen i den mørke vintertid – som altså i denne betydning intet har med normaltid at gøre...

Lad os indføre den ordning – i stedet for det selvbedrag, som det er, når vi to gange om året rykker rundt på klokken. Og så kan vi også slippe for at høre journalisternes belærende og temmelig dumme forklaringer om uret og havemøblerne.

Bragt første gang i Nordjyske Stiftstidende 31. oktober 2014

Efternøleren

Sjusk med lugejernet

Jeg har åbenbart ikke været flittig nok med lugejernet - eller også har jeg i hvert fald sjusket...

For pludselig for en måneds tid siden begyndte denne lille, selvsåede solsikke at skyde op midt i haven. Det var sådan lidt i utide, så den fik en chance. Og nu - på tærsklen til november - kvitterer den med den sødeste lille solsikkeblomst.

Egentlig måtte det for min skyld gerne snart blive vinter - om ikke andet for at slippe af med myggene, der fortsat sætter stor pris på mit ædle blod. Men når det nu skal være, er det da meget sjovt med blomster på denne årstid - selv om solsikkefrøene egentlig er tænkt som fuglefoder.

Første spadestik

Gang i bålhytten

Skabsentreprenøren slår til igen.

Endelig har vi fået ordentligt efterårsvejr med kulde, tørvejr og bleg efterårssol - og i det hele taget vejr til at være ude i.

Så onsdag tog jeg første spadestik til vinterens store projekt. Denne gang gælder det en bålhytte.

Det viste sig jo i sommerens løb, at det var ganske hyggeligt med en pavillon ved udepejsen. Den blev improviseret i forbindelse med sommerens ene regnbyge, og stod så ellers resten af sommeren, indtil et voldsomt regnskyl tog livet af den en gang i september. Regnen samlede sig simpelthen på tagdugen, og vægten fik stellet til at brase sammen.

Men ideen til at overdække terrassen foran pejsen var født. Allerede i midten af oktober fik jeg materialerne fra tømmerhandelen, og har siden bare gået og ventet på opholdsvejr.

Så er jeg i gang...

Det kom onsdag, så jeg kunne tage det første spadestik sådan helt bogstaveligt. Jeg laver overdækningen som et sadeltag. Allerførste opgave var derfor at grave ud til og støbe punktfundamenter til stolpeskoene, der skal bære taget.

Jeg har lånt et pælebor af Birger, så det med spadestikket var egentlig mest af symbolsk karakter, men da den ene side skal stå i et flisebelagt underlag, blev spaden i hvert fald brugt til at lette herregårdsstenene.

Så nu er jeg i gang. Jeg håber på en hurtig byggeproces - for det kan da blive et ganske hyggeligt supplement til de kommende julefrokoster, hvis vi kan forlægge julegløggen og æbleskiverne til haven...

Kålrabistappe

Gammel norsk mad

Hansens lille roemark på Nørremarksvej.

Det siges, at verdens mindste bog er den norske kogebog - og Norge er under alle omstændigheder mere kendt for den smukke natur end for den nationale kogekunst.

Men der er enkelte lyspunkter i mørket. Jeg faldt i hvert fald pladask for saltet fårekød med kålrabistappe, da jeg for mange år siden frekventerede Lofoten Folkehøgskole i Kabelvåg så langt uden for lands lov og ret, at tiden nærmest var gået i stå.

Siden har jeg benyttet enhver lejlighed til at spise denne norske specialitet, der blandt andet føres på restaurant Kaffistovan på Hotel Bondeheimen i Oslo, der har som motto "Her skal intet forandres". Restauranten er et kulturelt centrum for norsk nationalchauvenisme og etnocentri og lidt af en tidslomme i en forstyrret storby med internationale restauranter, kinesergriller, pizzariaer og cafeer på hvert eneste gadehjørne.

De friske råvarer til kålrabistappe.

Siden Kielerfreden i 1814 har Danmark og Norge bevæget sig væk fra hinanden - og jeg forstår ikke helt de sproglige mekanismer, der har ført til, at kålrabimos på norsk hedder kålrabistappe. Men sådan er det altså gået. Stappe betyder slet og ret mos, og kålrabistappe er altså kålrabimos.

Det er guf efter min beskedne smag, så da jeg på et tidspunkt i foråret fik fingre i en håndfuld kålrabi-frø, satte jeg roer i haven. To beskedne rækker med syv planter i hver. Roerne har nu vokset sig store, og i dag tog jeg de første. De skulle ledsage en stor pose saltet fårekød, som jeg erhvervede for den nette pris af 210 NOK/kiloet, da vi var i Tromsø for et par måneder siden.

Gulerødder giver kålråbimosen en flot gul farve.

Kogekunst er som sagt ikke norsk spidskompetence, og de fleste nordmænd laver i dag kålrabimos af pulver, som kan købes i alle supermarkeder - akkurat som pulverkartoffelmos, men det er altså lige en tand for primitivt efter min smag. Så jeg lavede det rigtigt med hjemmeavlede kålrabi, kartofler og gulerødder - vel vidende at gulerødderne kan give mange diskussioner i de små hjem. da der oprindeligt temmelig sikkert ikke har været gulerødder i retten. Men gulerødderne giver en pæn farve, og netop i år har vi store mængder gulerødder i haven.

Kålrabi, gulerødder og et par kartofler koges i en halv times tid, til det hele er godt mørt. Så tilsætter man en ordentlig klat smør og en sjat fløde. Det hele køres med stavblenderen og smages til med salt og peber. Så enkelt er det at lave.

Så er der serveret.

Saltet fårekød er lige så nemt. Det kommer i en gryde med vand, skummes når det er i kog og simrer derefter i et par timer, til kødet begynder at falde fra benene.

Jeg gav rugbrød til. Rugbrød er noget af det mest unorske, der findes, men jeg synes altså, at det klæder denne urnorske ret ganske fint.

Men prøv det selv. Det er nemt at lave - hvis man ellers kan få fat i saltet fårekød og kålrabi.

Løvfaldstid

Bladene får nyt liv

Før!

Endelig - efter næsten tre uger med regn hver eneste dag fik vi en tørvejrsdag.

Det var efterhånden hårdt tiltrængt, for græsplænen trængte ærlig talt til en sidste tur med slåmaskinen inden vinteren.

Plænen havde såmænd nok klaret sig uden at blive slået, men jeg plejer at bruge plænen til at slippe af med alt det faldne løv fra den store bøg. De visne blade er en plage for mange ordensmennesker, som møjsommeligt samler bladene i sække og kører dem til genbrugspladsen.

Efter!

Det gider jeg ikke, og jeg synes i øvrigt, at det er dumt at fjerne biomasse fra parcellen.Så jeg løser ganske enkelt problemet ved at feje bladene sammen og så fordele dem over græsplænen. Så kører jeg bioklipperen igennem bladene, der bliver forvandlet til smulder i bunden af græsplænen - og foder til ormene, som kvitterer med lort i form af fint, beriget muld.

Det er det, der på moderne dansk hedder winwin. Der var så mange blade på gårdspladsen, at vi dårligt kunne gå ind ad dørene uden at slæbe blade med, så det var på høje tid at få noget gjort ved det. Og med tørvejr hele søndagen er jeg nu sluppet af med et mindre bjerg af vissent bøgeløv til græsplænens store fornøjelse.

Nostalgi-lørdag

Gang i de gamle LP'er

Lørdag morgen kørte jeg Dina til Fjerritslev-bussen - og så er der jo lagt i kakkelovnen til spil-højt-lørdag.

Så lørdag eftermiddag blev brugt foran stereoen med en god flaske rødvin og en tur ned ad Mindernes Alle. Denne lørdag dykkede jeg et lag længere ned i samlingen end normalt og hørte plader, som ikke har været støvet af i årevis.

Ikke mindst blev det til et genhør med Nice, som var blandt pionererne i den symfoniske rock. Det er musik, der sjovt nok stadig holder vand. Det gør også nu afdøde John Lords noget senere Sarabande - men den virker alligevel lidt kalkuleret og fortænkt i forhold til Nice's uskyldige leg med de klassiske temaer. Min favorit er helt sikkert Nice-fortolkningen af Sibelius' Karelia-suite.

Det blev også til et sjældent genhør med en hel Cream-LP - I feel free. I øvrigt en ganske problematisk LP. Det er en tysk genudgivelse fra 1973 af Creams første LP - Fresh Cream, der blev udgivet i 1966. Problematisk i mixet, fordi det var i den periode, hvor man gik fra mono til stereo - og det problem er løst på flere af sangene ved ganske enkelt at lægge guitarsporet til højre og trommer og bas til venstre. Det lyder ikke godt. LP'en har forresten også et par bonusnumre i forhold til Fresh Cream.

Creams musik bliver ofte betegnet som syrerock - men det er alt for unuanceret. For den her LP har det hele: Ballader, blues, jazz og rock i en skøn, afslappet stemning.

Det var som sagt første gang i mange år, at jeg hørte en hel Cream-LP fra ende til anden. Det ligner altså næsten en tanke, at vi senere på dagen måtte erfare, at Jack Bruce - bassisten i Cream - netop døde lørdag.

Mens jeg lavede aftensmad skruede jeg forresten helt op og tog et genhør med LP'en Nightflight to Venus med Boney M. Det er jo en hel anden boldgade. Men med masser af minder fra kollegietiden, HA-studiet, fester og Diskoteque Tordenskjold i Gaden...

På YouTube fandt jeg tilfældigvis en live-optagelse af Nice og Karelia-suiten - og så vidt jeg kan høre, er det den samme indspilning, der er brugt på min Nice - Greatest Hits-LP. Indspilningen er fra 1969 - og det var altså temmeligt revolutionerende dengang.

Flådeudvidelse

Fra legetøjshylden

Min nye Dash-8.

Jeg har fået en ny flyver...

Hvis du nogen sinde har stået og ventet i et rejsebureau, har du sikkert fået tiden til at gå med at se på modeller af de fly, som mange flyselskaber bruger som reklamegaver - og som rejsebureauerne så stiller på hylder og diske mellem alle katalogerne og de gode tilbud.

Jeg har i mange år haft lidt af en mani for disse flymodeller og har efterhånden en hel pæn samling omend samlingen tydeligt afspejler, at jeg jo især har fløjet med SAS og Air Greenland.

Dash-7, Airbus A300, en ikke særlig strømlinet
 USB-gadget og Tintins måneraket.

Jeg har netop fået en fin Dash-8 fra Air Greenland og har således udvidet min flyflåde med den flytype, der vel nærmest må betegnes som state-of-the-art i grønlandsk indenrigsflyvning. I en menneskealder var det ellers den navnkundige Dash-7, som Air Greenland på et tidspunkt var oppe på at have syv styks af. Der er nu tre tilbage, mens selskabet opererer seks Dash-8 af 200-modellen, der ikke må forveksles med Q400-modellen, som for år tilbage voldte SAS mange problemer.

Den nyerhvervede Dash-8 var strengt taget en gave, men den blev altså stoppet i tolden - og jeg måtte bløde 260 kroner i moms og afgifter for at få den udleveret. Jeg må konstatere, at danske skattemyndigheder ikke nærer stærke følelser for Rigsfællesskabet - og man må spørge, om det overhovedet giver mening at tale om et fællesskab, når myndighederne uartigt åbner alle pakker, der sendes mellem Grønland og Danmark, samtidig med at østeuropæiske kriminelle frit kan strømme ind i landet. Det forekommer ikke særlig velovervejet.

Udover Dash-7 og -8 består min flåde af Air Greenland-modeller også af en meget lille skalamodel af Airbus A300 og så en USB-flyver. Grønlandsflyene er i fint selskab, for de står på samme hylde som - splitte mine bramsejl -Tintins flotte raket fra Månen Tur-Retur.

Herudover har jeg et par SAS-modeller. En MD-80 selvfølgelig - oven i købet i Carlzon-bemalingen fra SAS storhedstid - og så en Airbus A400, som har bragt mig til både USA og Kina en del gange.

Huggehuset

Skriften på væggen

Huggehuset emmer bare af hygge...

 Huggehus er sådan et hyggeligt gammelt, ruralt ord for træværksted.

Det dækker over stort set alt, hvad jeg forbinder med eget lille og ganske hyggelige værksted. Så hvorfor ikke gøre lidt reklame for sagen og det fine håndværk?

Under alle omstændigheder fandt jeg på, at jeg ville have et skilt uden på døren, så man kan se, at her på parcellen har vi altså et huggehus. Og skiltet skulle naturligvis udformes og designes, så det rigtigt signalerede gammel håndværk - også selv om jeg snød og brugte maskiner til at fremstille dette stykke ægte, ølandsk håndværk.

Værkstedet har fået skilt på.

Først fandt jeg et stykke gammelt kirsebærtræ, som jeg længe har haft liggende, og som derfor er tørt og klar til brug. Det var et grenstykke, en god halv meter lang og 10-15 centimeter i diameter. Jeg skar træet igennem på langs tre gange, så der kom to bræddestykker og noget affald ud af det.

Jeg besluttede at bruge det ene bræddestykke, som jeg glattede med høvlen og målte op. Herefter satte jeg mig til pc'en og skrev teksten i fuld størrelse og printede det ud. Det måtte jo gerne se lidt gammeldags ud, så jeg valgte en tillempet runeskrift, som jeg havde erhvervet på sommerens vikingelejr i Sønderjylland.

Papiret med teksten limede jeg med spraylim fast på planken som skabelon. Herefter fræsede jeg bogstaverne ud med min dremel, så bogstaverne fremtræder som fordybninger i træet. Så malede jeg overfladen oven på papiret med svenskrødt og sørgede for, at malingen kom ordentligt ned i fordybningerne.

Da malingen var tørret, blev papir og maling slebet af med rystepudseren, og bogstaverne fremtræder nu som røde fordybninger på en forgrund af naturtræ. Afslutningsvis behandlede jeg det fem gange med en olieholdig endelak, som skal gøre træet modstandsdygtigt mod svingninger i temperatur og luftfugtighed.

Så var det blot at bore et par huller og montere to dyvler på bagsiden - og så bore to huller i døren og lime det hele sammen.

Så nu sidder skiltet på sin plads på døren til huggehuset - og minder alle forbipasserende om, at her har Hansen sit hyggelige huggehus.

Øvelse gør mester. Så når jeg en gang får tid, skal jeg prøve det hele en gang til. For jeg har stadig et stykke kirsebær-brædde i skiltestørrelse tilbage. Det bliver nok røgeriet, der selvfølgelig skal have påskriften "Roykstovan" - et dejligt gammelt, nordisk ord for røgeri.

Men det bliver ikke lige med det første. For det er ved at være sæson for skovning, så vi også har brænde til næste vinter. Og så har tømmerhandlen været her med materialerne til mit kommende bålhus, der bliver vinterens byggeprojekt.

Ode til Heimaey

Instrumentalt hit

Heimaey røg i luften med et brag
 den 23. januar 1973. Foto: WikiPedia.

Forleden fortalte jeg lidt om mit forhold til Sume - og rent fortælleteknisk undlod jeg et par mellemregninger, for at historien ikke skulle blive alt for akademisk.

For helt glemt var Sume faktisk ikke i perioden mellem halvfjerserne og frem til halvfemserne, hvor jeg kom til Grønland. En enkelt af Sumes melodier blev nemlig ved med at spøge i baghovedet.

Det er instrumentalnummeret Ode til Heimaey. Melodien er Sumes eneste instrumentalnummer og en ørehænger af rang, som jeg i hvert fald aldrig har fået slået helt ud af hovedet. I virkeligheden nok også den egentlige årsag til, at jeg efter min ankomst til Grønland købte min første Sume-cd til fuld pris - noget jeg ellers har en voldsom aversion imod, fuld pris, altså.

Den flotte melodi er en slags duet mellem Per Berthelsen på lead guitar og Ole Høst på sax. Som bekendt er saxofonen det eneste instrument, hvor man ikke kan høre, om musikeren øver sig eller spiller - men netop her bliver det spillet så fantastisk flot, at også almindelige mennesker kan holde ud at høre på saxen.

Ode til Heimaey stammer fra Sumes første LP. Den er indspillet i Rosenberg-studiet, der i begyndelsen af 70'erne var Danmarks mest avancerede med blandt andet 24-spors båndoptager. Studiet blev brugt af alle tidens store navne som for eksempel Gasolin, Sebastian og Gnags.

Per Berthelsen har fortalt mig, at arbejdstitlen var "Seks kilometer i timen". Det kom fra en motionscykel, der stod i studiet - og tempoet i melodien svarede til, at man trådte motionscyklen med netop seks kilometer i timen.

Kort tid inden indspilningen - den 23. januar 1973 - var vulkanen Eldfell på den største af Vestmannaøerne ved Island, Heimaey, imidlertid eksploderet og havde begravet den lille havneby på øens nordøstlige side i lava og aske.

Det var en voldsom begivenhed, som vi alle husker. Men islændingene er jo seje og holder sammen, når det gælder. Så de islandske studerende i København arrangerede blandt andet støttekoncerter til fordel for genopbygningen af Heimaey, og her optrådte også Sume. I pausen under koncerten diskuterede man vulkanudbruddet og blev så enig om at dedikere melodien til Heimaey. Det vakte naturligvis vild jubel blandt det overvejende islandske publikum.

Titlen "Ode til Heimaey" kom senere til - vistnok inspireret af forfatteren Ib Michael og den grønlandske forfatter Aqqaluk Lynge, der havde samarbejdet om at oversætte de Sumes grønlandske tekster til dansk. Den grønlandske titel er Heimaey Eqqaallugu.

Ode til Heimaey har et voldsomt hitpotentiale. Den var med i opløbet om at blive kendingsmelodi til DR's lørdagsunderholdning en gang i de tidlige hlavfjersere, men blev desværre slået på målstregen af Bob Dylans Wigwam. Det var en skam -for det kunne ellers have løftet det danske kendskab til Sume og dermed Grønland betydeligt, selv om Wigwam da også - bevares - er en god melodi.

Revolutionens børn

Varm modtagelse af grønlandsk film

Judithe Jørgensen varmede op med kendte Sume-sange
 - og fik improviseret hjælp fra Ikingutigiit-koret.

Der var ikke alene udsolgt i hele to sale, men også overbooket til en del af et ellers forventningsfuldt publikums irritation og vrede, da Biffen i Aalborg torsdag havde premiere på den grønlandske film "Sume - lyden af en revolution".

Biffens problemer med systemerne slog skår i et fint arrangement med et veloplagt publikum, som var mødt i endog særdeles god tid for ikke at gå glip af den store begivenhed - og i øvrigt hilse, snakke og sige tak for sidst.

Et forventningsluldt publikum glæder sig
til et gensyn med gamle Grønland.

For det var en rigtig grønlænderbegivenhed, og i det miljø kender man hinanden. Det Grønlandske Hus i Aalborg bidrog til den gode stemning og havde organiseret opvarmning. Det var Judithe Jørgensen, som spillede og sang en stribe af Sumes kendte sange. Det gjorde hun så medrivende, at Ikinngutiit-koret på stedet stillede op med lidt improviseret backing.

Så bortset fra overbooking-problemerne, der blev løst af en ganske effektiv biograf-dame, var stemningen høj, da tæppet gik fra.

"Sume - lyden af en revolution" er en gribende film. Den fortæller hele historien om bandet, der i perioden 72-77 satte strøm til den grønlandske sang og ord på følelserne hos et folk uden indflydelse på egen tilværelse.

Filmen krydsklipper mellem nye interviews med Sumes medlemmer og gamle smalfilmsoptagelser fra Grønland i 79'erne. Det var en brydningstid, hvor bygder blev nedlagt - og man endda talte om, at det grønlandske sprog slet ingen fremtid havde.

De grønlandske studerende i Danmark satte hælene i. Med Sumes populære musik som døråbner skaffede de sig ørenlyd hos befolkningen og satte gang i den udvikling, der førte til Hjemmestyret i 1979 og selvstyret i 2009.

Publikum blev modtaget i Biffen med grønlandske flag.

Der var også masser af nostalgi i de gamle filmstrimler. Det alene gør filmen til en stor oplevelse - og man hørte det tydeligt i biografen, når kendte personer eller scenerier dukkede op på lærredet.

En enkelt eller to blandt publikum kunne heller ikke lade være med at synge med på nogle af de kendte sange. For Sumes musik er fortsat populært i Grønland. Sikkert på grund af filmen sidder Sume på fem af de ti øverste pladser på den grønlandske Top-ti netop nu - 40 år efter.

"Sume - lyden af en revolution" er instrueret af Inuk Silis Høegh og Emile Hertling Pêronard. Makkerparret har skabt en moderne klassiker, der helt sikkert bliver en bestseller på det grønlandske marked, men som også har en masse på hjerte til danskere, der vil blive lidt klogere på det grønlandske samfund.

Sume-filmen er i øvrigt også populær blandt de danske filmanmeldere. Fem stjerner i Jyllandsposten og Ekstrabladet, fire i Berlingske Tidende, Nordjyske Stiftstidende og DR2's Filmselskabet.

I forbindelse med premieren er makkerparret bag filmen, Høegh og Përonard, taget på roadshow for at fortælle om filmen. De kan tirsdag opleves i Biffen i Aalborg efter forestillingen kl. 16.50 oplyser direktør Søren Stach Nielsen fra Det Grønlandske Hus i Aalborg.

Lyden af en revolution

Ny film fortæller grønlandsk rock-historie

Sume - unge grønlændere på uddannelse
 i Danmark blev til alletiders rocknavn.

”Lyden af en revolution” er undertitlen på filmen om det grønlandske band Sume, der har dansk premiere torsdag. Det lyder voldsomt, men Sume var en revolution, og bandets betydning for grønlandsk musik og kultur kan ikke undervurderes.

Det vidste jeg intet om dengang i 73. Jeg sad på gulvet i et tilrøget værelse hos Peter Grønlænder i Farsøs udkant og lyttede til Sumes første plade.

Jeg fattede ikke et hak, selv om pladen havde masser af hakker efter flittig brug – for Sume sang på grønlandsk. Krakimut, tullimut, ivittut… Men musikken var god og i tidens stil. Aggressiv, pågående og med hyppige temposkift.

Det gav egentlig god mening, at grønlændere sang på grønlandsk, for det var i samme periode, at den danske modersmålsrock havde sin glansperiode med navne som Gasolin og Skousen og Ingemann.
Tiden var også til politisk musik – revolutionær musik, og Røde Mor tordnede mod USA, Vietnamkrigen, imperialisme og kapitalisme i al almindelighed.

Netop kunstnerkollektivet Røde Mor og deres forlag Demos tog imod grønlænderne med kyshånd, for Grønland var jo i deres perspektiv et godt eksempel på, at selv lille Danmark var et imperialistisk foretagende og via Thulebasen et viljesløst redskab for USA.

I dag er det de færreste unge i Danmark, der kender Røde Mor, men i Grønland kender alle unge Sume.

Der var næppe nogen på Demos, der havde forestillet sig, at revolutionen skulle komme i Grønland og ikke i Danmark. For Sume blev en revolution. Orkestret gav stemme til den spirende grønlandske selvstændighedstrang og blev et samlingspunkt gennem generationer.

Det var nu ikke, fordi vi gik så meget op i politik dengang. Vi var teenagere, vi var langhårede og livet en fest med hormoner, afghanerpelse, knallerter, bajere, smøger og måske lidt tossetobak. Så da Sume på et tidspunkt spillede på Ranum Seminarium, tog vi turen på knallert fra Farsø. 25 kilometer med 30 i timen en råkold og diset aften.

Ærlig talt erindrer jeg ikke så meget fra koncerten. Det var temmelig larmende, men det var en kvalitet i sig selv, og sådan lød al live-musik dengang. Det var før digital-lyd, mixere og PA-anlæg, så lyden styrede man ganske enkelt ved at skrue op for baggearet, så den enkelte musiker i det mindste kunne høre sig selv, har Per Berthelsen fra Sume senere forklaret mig.

Så jeg glemte alt om Sume, der for resten også blev opløst i 1977 – og historien kunne nemt være endt her.

Men i 1993 fik jeg job i Sisimiut på den grønlandske vestkyst. Her levede Sume i bedste velgående og blev spillet på det lokale værtshus, Pub Raaja – Rejen, hver aften. Der gik for resten lidt tid, før jeg lærte at høre forskel på Sume og andre grønlandske rockbands – for de lød alle som Sume.

Det var også i Sisimiut, at jeg mødte den danske journalist Karsten Sommer. Vi var den lille bys to eneste medlemmer af Dansk Journalistforbund, så vi holdt generalforsamling på Rejen i ny og næ.

Jeg var nysgerrig, for Karsten Sommer var jo et af radioidolerne fra P3 i min teenagertid. Hvad jeg ikke vidste var, at Sommer var producer for Sume – og det havde ført ham til Sisimiut som chef for det grønlandske pladeselskab Ulo, der med over 100 udgivelser i en årrække dominerede det grønlandske marked.

Rygraden i selskabets økonomi var afgjort Sume-pladerne, der fortsat solgte godt - nu som cd’er – og det var her, jeg begyndte at forstå revolutionen. For Sume bar simpelthen en hel generation af grønlandske musikere frem. Enhver dreng, der havde fået en elektrisk guitar i konfirmationsgave, prøvede at spille som Sume.

Persersume er min favorit...

Ulo blev stiftet i 1975, da Sume brød med Demos, og selskabets første udgivelse var Sumes tredje LP, som i mange år så ud til at blive den sidste.

Men i 1994 samlede Karsten Sommer orkestret i Sisimiut – og man indspillede en stribe gamle sange fra begyndelsen af 70’erne, som aldrig havde været indspillet før.

Det blev til den helt forrygende Persersume (snefog). Lyden var blevet digital og moderne, men musikken var stadig den gode gamle. Knald på derudaf – stadig med mange temposkift og lyriske øjeblikke. Og på grund af den ny teknik kunne der virkelig skrues op, uden at højttalerne blev flænset som en sæl. Så Persersume er helt afgjort den bedste af Sumes plader.

I forbindelse med udgivelsen af Persersume mødte jeg også medlemmerne af Sume. Det blev blandt andet til et varmt venskab med guitaristen, sangeren og sangskriveren Per Berthelsen, der sammen med kollegaen Malik Høegh er blevet kaldt Grønlands svar på Lennon og McCartney.

Efter Sisimiut flyttede jeg til Nuuk, hvor jeg i mange år var informationschef i kommunen – og her var Per Berthelsen i en periode viceborgmester. Jeg producerede en del videoer i perioden, og Per lavede musikken til flere af dem. I en af videofilmene optræder forresten Pers papdatter. Det er Julie Berthelsen, som vel er kendt af de fleste i Danmark. Hun bærer nu arven fra Sume videre.

Persersume fra 1994 ligger for resten netop nu på førstepladsen på den grønlandske salgsliste. Efterfulgt af Sumes tre andre plader på de næste pladser – og en opsamling på syvende pladsen. Fem ud af ti pladser på top-ti-listen! Det er altså ret godt gået.

Det siger lidt om, hvilken enorm betydning har haft for Grønland. For Sume er meget mere end bare rock. Det er også giro 413, det er minder om de gode gamle dage, det er sangen, der blev spillet, da mor og far mødte hinanden. Det er det moderne Grønlands historie.

Man skal ikke opholde sig længe i Grønland, før man hører Sume. I weekenderne strømmer Sume ud af vinduerne, når der holdes fest. Det er Sume, der bliver spillet i musikskolen. Det er Sume, der bliver spillet i morgenradioen, når alle pendlerne holder i kø mellem Nuuk og Nuussuaq. Og for os, der har boet i Grønland, er tonerne af Sume med til at genkalde minderne.

Grønlandsk politik kan til tider virke kaotisk. Meget er sket siden 1973. Først hjemmestyre og nu selvstyre. Snart skal grønlænderne til valgurnerne igen. Den daglige politik er genstand for masser af diskussioner og uenighed. Det kan gå temmelig voldsomt til – og temperamenterne koger. Men når Sume kommer på grammofonen, rykker man sammen og føler fællesskabet.

Derfor giver det mening, når den nye film om Sume har undertitlen ”Lyden af en revolution”.

Artiklen er bragt første gang i Nordjyske Stiftstidende 16. oktober 2014.

Agurketiden er slut

Efteråret er over os

Drivhuset er et dejligt sted om efteråret, når gasovnen er tændt.

Det var en mørk og regnfuld efterårsdag...

...Og i det hele taget er efteråret over os. Det betyder, at agurketiden er slut. Jeg plukkede årets to sidste agurker i drivhuset. De var godt nok ikke så store, som vi har været vant til - men nu voksede de altså ikke mere, og agurkeplanterne er også lige så stille begyndt at smide bladene.

Nu falder bladene trindt om land.

Paradoksalt nok er bladdøden indtrådt, selv om agurketiden er slut.

I det hele taget har den sidste uges tid budt på et rigtigt møgvejr, men heldigvis har vi drivhuset, undskyld, jeg mener orangeriet...

Her er rigtig dejligt at sidde, når gasovnen er tændt. Specielt om morgenen med dagens første kop kaffe og avisen, så det var helt sikkert årets bedste ide, da jeg i foråret shinede det gamle drivhus op og forfremmede det til pavillon - eller orangeri, som jeg har hørt i fjernsynet er tidens store trend. Også selv om vi ikke dyrker oranger...

Årets sidste agurker.

Hr. Hansens syltede rødløg

Lidt køkkenskriverier

Per Gissels fint etikerede udgave af de syltede rødløg.
Foto: Per Gissel

En af denne blogs trofaste læsere, Per Gissel i Skalborg, lod sig inspirere, da jeg for nogen tid siden fortalte om de syltede rødløg, som jeg havde fået på en restaurant i Tromsø.

De smagte så godt, at jeg bad om opskriften, som jeg også bragte her på bloggen. I følge Per Gissel er opskriften ikke meget sværere end opskriften på blødkogte æg, og Gissel har nu været i gang med sylteriet.

Her i huset har vi sparet etiketten væk.

Det er rigtigt. Det er ikke så svært at lave syltede rødløg, og jeg har også været i gang. Men jeg har dog ikke forsynet mine rødløg med en flot etiket, der tillægger mig paterniteten til opskriften, sådan som Gissel gør.

Men jeg er da dybt beæret over, at der nu er en familie i Skalborg, der sætter Hr. Hansens syltede rødløg på bordet. Tak for det.

For en sikkerheds skyld gentager jeg lige opskriften:

200 gram sukker, 2 dl vand og 3 dl eddike koges og hældes over 8 udskårne rødløg - trækker i 24 timer og er så klar til servering.

Berlin bleibt Berlin...

En blandet landhandel

Så enkel kan en pølsevogn være - vi kan jo kalde ham for Pølse-Vagn.

Vi runder lige Berlin-temaet af med en blandet samling af fotos, som jeg af den ene eller anden grund godt kan lide - og som jeg derfor vover at belemre læserne med.

Morgenstemning. Bemærk den lille sky,
 der dækker TV-tårnet på Alexanderplatz.

Hestevæddeløb på toppen af Brandenburger Tor.

Der er ikke meget tilbage af Muren
 - og det, der er (DDR), er dækket af graffiti.

Lidt Wirtschaftswissenschaft om
 das Wirtschaftswunder på Potsdamer Platz.

Snøfte på jagt

Grislingerne er blevet store

Der er masser af fede snegle ved gulerodsnettet.

Vinteren nærmer sig - og pindsvinene bruger hele deres vågne tid på at opbygge fedtdepoterne til det lange vinterhi.

Derfor kan man i øjeblikket også se pindsvin i dagtimerne, selv om pindgrisen egentlig er et natdyr.

I dag fangede kameraet denne halvvoksne grisling, mens den snøfte rundt i rodfrugtbeddet mellem pastinak og kålråbi. Bedst var dog gulerodsbeddet, hvor der stadig er net over. For på kanten af nettet kan sådan en lille fyr hurtigt guffe nogle snegle i sig.

Det er sjovt at se - men desværre betyder det også, at jeg nu skal til at være forsigtig med at flytte mine bunker med haveaffald. For den lille, knap udvoksede pindgris betyder, at jeg helt sikkert har overvintrende pindsvin et eller andet sted på parcellen.

Fra nazi til Stasi

Besøg i Stasi-hovedkvarteret

Kommunismens sande ansigt.

Østtyskland og Øst-Berlin kom nærmest fra asken og i ilden, da anden verdenskrig sluttede.De stakkels mennesker gik direkte fra det modbydelige nazi-regime til det lige så modbydelige kommunistiske regime.

Stasi-hovedkvarteret fyldte en hel bydel bag mure.Det 
mørkegrå komleks er fængslet. Stasi havde i sin tid 91.000 
heltidsmedarbejdere samt næsten 200.000 freelance-stikkere.

I krigens sidste dage nåede de kommunistiske "befriere" at voldtage to millioner kvinder - og i Berlin-Hohenschönhausen etablerede man en lejr - angiveligt med det formål at internere nazister. Stedet skulle dog også vise sig nyttigt, når det drejede sig om at få trotskister og andre kommunistiske afvigere til at forsvinde. Det er værd at bemærke, at Stalin i sin tid dræbte flere kommunister end nazisterne.

Lejren blev i 1951 hovedkvarter for det frygtede østtyske sikkerhedspoliti, Stasi - og det meste af historien herefter bør være kendt af de fleste. Østtyskerne var mere raffinerede end russerne. De betragtede den psykologiske nedbrydning af fangerne som en kunst - og man brugte derfor ikke vold som russerne. Fangerne skulle holdes i live, men nedbrydes. Men derudover var der ingen forskel - og målet var det samme: At undertrykke anderledes tænkende.

Her lades alt håb ude.

Vi mødte Hohenschönhausen på en dejlig efterårsdag - men solen forsvandt hurtigt, da vores vært, den tyske forfatter og politiker Vera Lengsfeldt, fortalte om sine egne oplevelser som fange i dette Stasi-helvede.

Egentlig var der ikke noget nyt i det. For kommunisterne har aldrig respekteret afvigelser fra partilinien - koste hvad det koste vil - og derfor har det været helt naturligt efter den syge kommunistiske idelogi at spærre dissidenter og individualister inde.

I Stasitiden var dette en celle til tre fanger - i sovjettiden
betydeligt flere. Sengen måtte kun bruges i nattetimerne.

Men alligevel blev jeg vred ved mødet med denne ondskab. For flere i den delegation af danske journalister, som jeg var en del af, gav udtryk for, at de ikke var klar over, hvor slemt det havde været - og de delte ikke min forargelse over, at vi stadig den dag i dag har folketingsmedlemmer, der har været bekendt med denne systematiske undertrykkelse af det tyske folk og andre folketingsmedlemmer, der sympatiserer med den kommunistiske ide. Tænk blot på hvor mange danskere, der flirter med partier som SF og Enhedslisten.

Det bekræfter mig i, at kampen ikke er slut - og det er godt, at vi har folk som Vera Lengsfeldt, der kan berette om kommunismens sande væsen.

Den tyske forfatter og politiker Vera Lengsfeldt har selv været fange i
Hohenschönhausen. Hendes beretning gjorde betydeligt indtryk
på journalist-delegationen.

2.711 betonklodser

Das Denkmal für die ermordeten Juden Europas

Midt i Berlin, tæt ved Brandenburger Tor, ligger Das Denkmal für die ermordeten Juden Europas - mindesmærket for de dræbte jøder under anden verdenskrig.

Jødedrabet var en stor forbrydelse - og det kræver et stort mindesmærke. Og stort er Peter Eisenmans mindesmærke fra 1999, som består af en 19.000 kvadratmeter - næsten fire tønder land - stor skov bestående af 2.711 betonklodser i varierende højde.

Der er ikke nogen særlig forklaring eller symbolik i monumentet, så fortolkningen er op til den enkelte. Men mellem betonklodserne, er der i hvert fald rigelig plads og lejlighed til at tænke over tilværelsen sådan i al almindelighed - og sandelig om der ikke også var plads til en kineser, der dyrkede tai chi den morgen, vi besøgte mindesmærket.

Das Denkmal für die ermordeten Juden Europas har i øvrigt kostet den nette sum af 27,6 millioner euro betalt af den genforenede tyske stat.

Det er sagt, at historien altid skrives af krigens vinder. Der skal nok være noget om snakken - for mindesmærket ligger kun et stenkast fra Rigskancelliet og Hitlers underjordiske førerbunker, hvor drømmen om det tredie rige endte med et skud for panden - for Hitlers eget vedkommende.

På stedet ligger nu en parkeringsplads - og nogle tons beton forhindrer adgang til førerbunkeren. De tyske myndigheder er hunderæd for, at stedet kan blive et turistmål eller monument for ekstremistiske grupper. Derfor er der kun en beskeden orienteringstavle på stedet.

Trane-sport

En bonusoplevelse

Trækkende traner tæt på Berlin.

Traner er virkelig kæmpefjerkræ...

Turen til Berlin bød på en lille bonusoplevelse - som faktisk var af de helt store...

Det meste af turen foregår på motorvej gennem et relativt fladt landskab. Somme tider gennem lidt skov og somme tider med store marker på alle sider - og vi så blandt andet adskillige rådyr, som fredeligt gik og græssede på markerne et stykke fra motorvejen.

Men på en strækning over nogle kilometer ganske tæt på Berlin, vrimlede det med traner i tusindvis. Denne kæmpefugl, der sådan lige i forbifarten nemt kan blive taget for et får på marken. Men da turen foregik i bus, var der tid til at se nærmere efter - og jo, det var traner.

Der var traner i tusindvis...

Det er guf for en fuglekigger - og kameraet kom frem. Billederne er desværre ikke alt for skarpe - for det er altså svært at fotografere med 100 kilometer i timen i en bus med tonede ruder. Jeg forsøgte at få os stoppet - men desværre blev min passion for store fugle ikke delt af selskabet på 45 ret sultne journalister og en næsten hviletidsramt buschauffør, så det blev altså ikke bedre.

Men et flot syn var det...

Checkpoint Charlie

Der var engang...

Dovregubben gik lige i turistindustriens fotofælde. Foto: Ulla Arlbjørn

De seneste dage har Dovregubben været i Berlin. En spændende by med en spændende historie - og vel at mærke en historie, hvor mange af kapitlerne er skrevet i vores tid.

Grotesk koldkrigsromantik midt i Berlin Her er
den kolde krig blevet til kult.. Foto: Ulla Arlbjørn

Det vender jeg tilbage til i løbet af den kommende uges tid, når de mange fotos er gennemset. Men som en lille forsmag er her den lidt bizarre historie om Checkpoint Charlie.

Under den kolde krig var Checkpoint Charlie en af grænseovergangene mellem den sovjettiske og den amerikanske sektor i Berlin. Stedet er blevet kendt fra utallige agentromaner og film - og det har været med til at give Charlie et lidt mytologisk skær. Grænseovergangen blev nedlagt i 1990 i forbindelse med den tyske genforening - og så burde den historie ikke være længere.

Der var ikke megen romantik over virkelighedens
Checkpoint Charlie. Foto; WikiPedia

Ikke desto mindre er stedet blevet til en sand turistfælde. Charlie er nu genopført - og turister kan blive fotograferet sammen med unge mænd iført amerikanske MP-uniformer foran dette symbol på det delte Berlin. Og med min dårlige smag in mente, skulle jeg selvfølgelig også ofte to euro på det. De to statister gjorde stramt, militært honnør, og jeg kvitterede med et spejderhonnør - for jeg kan ikke andet.

I nærheden af Charlie findes der i øvrigt flere museer for Trabis - denne underlige østtyske bil med en sjov lyd, hvor hvert enkelt eksemplar forurener lige så meget som en middelsvær kemikaliefabrik - og det gør kvarteret omkring Charlie til et hotspot for koldkrigsromantikere.

Det er bizart - for der var ikke meget romantik over den kolde krig - men derimod særdeles megen dårlig smag. Og dårlig smag trives som bekendt i bedste velgående - både i øst og vest.