Endelig lidt regn
Det regnede i ti minutter - og det nåede dårligt at blive overskyet. |
Tirsdag aften ved 8-tiden kom det - nærmest som et lyn fra en klar himmel. Solen skinnede i hvert fald samtidig med, at det både lynede, tordnede og haglede. Næsten fem millimeter blev det til på 10 minutter.
Vi havde haft en mindre byge tidligere på dagen - og vi fik da også et par millimeter i lørdags. Så alt i alt bringer det nu junis nedbør op på syv millimeter.
Haglene var ikke så store som dueæg, som man ellers plejer at sige. Men der var mange af dem... |
Det er andet år i træk, at vi er tørkeramt. Jeg kan ikke lide det - for jeg kan ikke tåle at se planter lide.
Det truer også hele ideen med at være selvforsynende. Ikke at jeg er det - eller bilder mig ind, at det kan lade sig gøre - men kunstvandingen gør i hvert fald de hjemmeavlede grøntsager betydeligt dyrere end dem, som man køber i supermarkederne.
Det er et godt eksempel på, at afgifter, der indføres af hensyn til miljøet, ofte virker stik modsat hensigten. For hvis der ikke er et økonomisk incitament til at dyrke naturlige grøntsager i egen have, går det faktisk ud over både miljø og betalingsbalance.
Men sådan er det jo - der er nok ikke så mange stemmer i havetosserne, som der er i miljøtosserne, og så kan det ikke blive anderledes.
Nu er der måske dem, der mener, at jeg bare har taget skade af at bo sammen med bønder - for de klager jo altid. Måske - men se lige DMI's tørkeindeks. Vi er altså hårdt ramt her på egnen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar