Det nordiske køkken

I Kalmarunionens baghjul

Margrethe I er i eftertiden blevet udlagt som arkitekten bag Kalmarunionen.

I vore dage ville man nok have kaldt hende spindoktoren og ikke arkitekten, men under alle omstændigheder var det med en særlig hilsen til netop Margrethe ettal, at Oldermand Birger kunne byde velkommen til junimødet i Ølands royale sildelaug.

Norske lakserøgede sild er en himmerigsmundfuld
 - og festligt ser det også ud.

Han har også netop haft rund fødselsdag, så det er jo lige før, at han er samtidig med Margrethe I, men ellers siges det, at Margrethes første ord sin tid var "mor" og "far - i morgen er der atter en dag", hvorefter den spæde dronning lyste op i et stort smil og sagde "Peter Thuesen"...

Hun var ellers en hård banan - og udnævnte sig selv til Dronning af Danmark, Sverige og Norge på et meget tidligt tidspunkt - for at køre sønnen Oluf i stilling som konge over de tre riger. Han døde imidlertid, hvorefter det blev Erik af Pommern, der med Margrethes mellemkomst fik stillingen. Og så videre og så videre.

Under alle omstændigheder tog Oldermanden udgangspunkt i Kalmarunionen og det forenede Norden i sit oplæg til aftenens kulinariske udskejelser.

Så vi lagde ud med lakserøget sild fra Norge. Det er jo en kær gammel kending for denne skribent - og bedre kan man ikke starte et måltid. Flot garneret med eggerøre, græsløk og fintskårne reddiker. Hertil akvavit som havde rundet ækvator.

Anledningen lagde op til afsyngelse af "Ja, vi elsker dette landet...", men det blev dog kun til en halvkvædet vise - for hvem kan lige huske hele teksten til dette norske nationalskryderi?

Russisk inspireret hakkebøf från hinsidan...

Hovedretten var bøf Lindstrøm. Det er jo ærkesvensk, men i virkeligheden en russisk inspireret hakkebøf, som - når man er i ondt lune på dem hinsidan - bekræfter deres slægtskab med de vilde asiater. Sådan havde vi det ikke denne aften, hvor vi blot nød den fine hakkebøf, der blev fulgt til hals af nye kartofler og herlig tyk, brun sovs, sådan som rigtige mænd gerne vil have det.

Her burde vi nok også have afsunget "Du gamla, du fria, du fjällhøga Nord" - der med lidt god vilje også kan tolkes som en hyldest til Kalmarunionens samlede Norden. Igen blev det kun til spæde pip - for heller ikke den tekst lå helt fremme i hukommelsen.

Oldermanden napper et jordbær - og Svend Aage lige så.

Finalen på det hele var selvfølgelig dansk. En rød-hvid dessertsymfoni bestående af kærnemælskkoldskål, jordbær og så en klat flødeskum på toppen sammen med kammerjunkere Dette bagværk, hvis navn leder tankerne hen på gæve laugsbrødre - og derfor også var en velvalgt finale på et herligt måltid. I ren befippelse og den megen velsmag glemte vi helt at afsynge "Der er et yndigt land..."

Denne misere blev der imidlertid rådet godt og grundigt bod på, da aftenen sluttede - og vi traditionen tro afsang Ølandssangen, så ikke et øje var tørt.