Beredskabet viste tænder
Beredskabet tog sagen alvorligt - og ankom med fuld udrykning, da gaden skulle fejes på Øland. |
Så da de for byfolk så velkendte toner af udryknings-horn og dommedags-trompeter lød over Vesterby, Hammershøj og Østerby tidligt på formiddagen, måtte alle hjemmeværende selvfølgelig af huse for at se, hvad der gik for sig.
Det var ikke så slemt, som det lød. En eller anden havde spildt lidt hydraulik-olie på Søndregårde, som en af vejene i Østerby hedder. Et rigtigt idyllisk sted med stråtækte huse, stokroseidyl
og store, skyggende træer.
Miseren skyldtes spildt hydraulik-olie - og kattegruset klarede det meste af jobbet. |
Der blev hældt kattegrus på olien - og mens gruset sugede, så det var en lyst, var der tid til en hyggelig snak mand og mand i mellem.
Beredskabets kommunale natur fornægtede sig ikke - og brandfolkene lænede sig op ad kostene med samme selvfølgelighed som en rigtig kommunalarbejder læner sig op ad skovlen. Men pyt, hvad gør det - for de lokale nysgerrige mestrede såmænd også kunsten.
Når mænd snakker, går samtalen lidt nemmere, når man har noget at støtte sig til... |
For ellers er vejret jo det, vi snakker mest om i øjeblikket - her på landet...
(Billederne er klikbare, hvis man har lyst til i detaljer at studere øboernes og brandfolkenes særlige samtaleteknik.)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar