torsdag den 5. juni 2014

Bom!

Den troløse natur

Bomlærken kaldes også kornværling.
Tirsdag aften var jeg atter en tur til Haldager Vejle.

Igen var det planen at få billeder af de imponerende rørhøge, der holder til i området - og igen glimrede de ved deres fravær.

Til gengæld fik jeg et foto - mit første nogensinde - af en bomlærke. Og sådan ganske kort fortalt har en bomlærke ikke ret meget med en sanglærke at gøre. Det er en værling - og den kaldes da også kornværling - men har fået sit navn på grund af ligheden med det åbne lands førende sanger.

Det er en standfugl og ganske talrig i vores del af landet. Andre steder blandt andet dele af Fyn og Sjælland findes den slet ikke. Bestanden faldt voldsomt i firserne, men er nu stabiliseret på et lidt lavere niveau end tidligere.

Haldager Vejle var forresten samtidig mødestedet til tirsdagens komsammen med de gamle spejdere. Vi skulle grille, skulle vi - og det gjorde vi så på bålpladsen her på Nørremarksvej. Ideen var lidt god mad, røget laks, grillkød, ægte bearnaise og grillstegt camenbert - og så efter solnedgang en nattergaletur i krattet ved Søndergårde.

Planen blev da også gennemført, men nattergalen glimrede ved sin tavshed netop denne nat. Den eneste sang, der kunne høres i Østerby, var faktisk de gamle spejderes bålsange...

Og i skrivende stund - dagen eller rettere natten derpå - synger atter nattergalen - oven i købet så højt, at det kan høres inden for bag lukkede døre i herreværelset. Den er altså ikke til at stole på, den natur...

Ingen kommentarer: