lørdag den 15. februar 2014

Pilluaritsi

En sælsom svinestreg...?

Bolethe Nielsen har været med i samtlige 50 år.
Ikinngutigiit, den grønlandske forening i Aalborg, fejrede fredag sit 50 års jubilæum. Det skete blandt andet med en reception i foreningens nye lokaler i cafeen Tamassa i Aagade.

Den slags er nok værd at fejre, så jeg iførte mig en fin anorak og tog til den store by.

Jan Thrysøe havde gavekort på sælkød med
 til Ikinngutigiit-formanden Rimdal Th. Høegh.
Ikinngutigiit er netop flyttet til Tamassa, efter at have holdt til i Det Grønlandske Hus ved Grønlands Torv. Tidligere havde foreningen sine egne lokaler, men tiderne og økonomien strammer. Med flytningen til Tamassa har foreningen fået et godt tilholdssted - og det blev naturligvis også fejret ved receptionen.

Tamassa er en afdeling af Det Grønlandske Hus. Lederen af huset, Jan Thrysøe, havde i den anledning et gavekort på grønlandsk proviant fra husets butik med - og fortalte, at det havde været hyggeligt at være vært for den grønlandske forening - selv om der altid lugtede af ribbenssteg, når foreningen havde haft sine møder.

Fødselsdagen blev selvfølgelig fejret
med den grønlandske fødselsdagssang.
Thrysøe ramte dermed en ting, som altid har moret mig. For jeg har sommetider kørt Dina til møder i foreningen - og det har netop været de aftener, hvor man har hygget sig med ribbensteg.

De kalder det "dansk sæl" - og det er altså et højdepunkt i den danske kogekunst, der rammer de grønlandske smagsløg. Sælsomt - selv om sæl er de fleste grønlænderes livret. Men sympatisk - for jeg skal altså hilse og sige, at ribbenssteg lugter noget bedre end suase - sælsuppe.

Tillykke - pilluaritsi - til den grønlandske forening.

Ingen kommentarer: