Verdens ende
Forleden overværede jeg åbningen af udstillingen Possible Greenland i Utzon Center i Aalborg.
Udstillingen handler om grønlandsk arkitektur på godt og ondt. I forbindelse med åbningen var der et seminar, hvor den grønlandske professor Minik Rosing venligst frabad sig udenlandske arkitekters - heriblandt den verdensberygtede danskerBjarke Ingels - ønsker om at skabe en særlig arktisk arkitektur med udgangspunkt i snehuler og lignende.
Det fik mig til at tænke på Iqaluit. hovedstaden i den selvstyrende canadiske provins Nunavut, der blandt andet omfatter Baffin Island.
Det er et af de mest besynderlige steder, jeg har besøgt - og en af gangene var det sammen med en arkitekt, der var på sammenbruddets rand efter en halv times ophold i Iqaluit. Det dulmede vi med adskillige øl om aftenen i den lokale club.
Det er et af de mest besynderlige steder, jeg har besøgt - og en af gangene var det sammen med en arkitekt, der var på sammenbruddets rand efter en halv times ophold i Iqaluit. Det dulmede vi med adskillige øl om aftenen i den lokale club.
Nogen arkitektonisk perle er byen da heller ikke - tværtimod er den særdeles præget af statslig canadisk funktionalisme og mangel på planlægning. Men de værste øjebæer er nu nok de forsøg, der er gjort med blandt andet at bygge en kirke med udgangspunkt i snehuler.
Jeg har været i arkivet og fundet en stribe fotos fra Iqaluit i den forbindelse.
En restaurant bygget som en snehytte. Smuk byggeskik er ikke lige det første ord, der ligger på tungen. |
Højt på en bakke i det ellers flade Baffin-landskab ligger en kommunal skole - sandsynligvis bygget i moduler på et skibsværft. |
Byens hotel ligger også højt - og foran er der endnu en kommuneskole fra skibsværftet. |
Foran skolen finder man i øvrigt det lokale stadion. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar