Flugten fra den løftede pegefinger
 |
| Nordboerne har en tradition for at drage i leding. |
Fjernsynet er fyldt med intellektuelle eksperter og hængemuler, der bekymret diskuterer den fortabte og forbandede ungdom – og ordensmagten har sendt såkaldte dialogbetjente til den tjekkiske hovedstad.
Jeg fryder mig og er stolt over, at den danske ungdom holder en tusindårig national tradition i hævd. Allerede vikingerne for 1.000 år havde jo for vane at besøge vore europæiske naboer i en blandingscoktail af øl, mjød og rød fluesvamp. Og hvad enhver, der har været på charterferie, kan bevidne, er nordboerne sandsynligvis genetisk disponeret for denne adfærd.
Sådan til daglig kan jeg godt være lidt skeptisk over for de unge. Jeg synes, at moderne musik er noget larm, de unge taler et frygteligt sprog, har ikke pli og så deres frisurer…. En gammel mands typiske bekymring for ungdommen – helt efter manualen for generationskløften.
Men inderst inde forstår jeg godt, at de unge drager til Prag for at slippe for det danske samfunds velmenende og socialdemokratiske omklamring af fornuft, mådehold og ordentlighed. Ungdommen har brug for et frirum uden voksnes løftede pegefingre.
De unge kan jo ikke gå to meter i Jomfru Ane Gade uden at møde bekymrede curlingforældre, der pådutter mindreværd, fornuft og forsigtighed i deres latterlige gule natteravnejakker.
Jeg forstår godt de unge – for i dagens Danmark har vi taget barndommen fra dem. Allerede fra børnehavealderen skal de unge måles og vejes, testes og eksamineres. Det er et frygteligt overgreb mod børn, som det danske samfund begår i disse år. Ungdom er der heller ikke meget af – for i Danmark går man direkte fra spædbarn til voksen.
Turene til Prag er det naturlige ungdomsoprør – en reaktion på et samfund, der ikke lader børn være børn og ødelægger ungdommeligt livsmod og optimisme med et uendeligt krav om eksamensbeviser i store ringbind.
Vi giver ikke de unge mulighed for lære om livet og samfundet i deres eget tempo. De skal tage stilling og forholde sig – og det i en alder, hvor de unge hjerner mest af alt er påvirket af hormoner og den store kærlighed.
De unge skal partout deltage i vore valg – uanset om de er klar til det. For vore eksperter mener jo, at det er et demokratisk problem, når de unge ikke stemmer.
Jeg synes også, at det er synd for de unge, at samfundets fjende nummer et er den sociale arv. Skam få den unge, der bare har ambitioner om at blive det samme som forældrene. Så står en hær af pædagoger, psykologer, coaches og degne klar til at hjælpe med et omklamrende ”du kan jo nok forstå, at…”
Nej, når man er ung, kan man ikke forstå det. For der er så mange andre og mere spændende ting, der skal opdages – ikke mindst kærligheden, det mystiske modsatte køn og, oh fryd og rygmarvsrislen, ikke mindst sex. Også selv om terapeuter, forfattere og journalister i vore dage er godt i gang med at snakke den del af underlivet ihjel.
For vi lever i en tid, hvor den talende klasse dominerer. Det er den type af mennesker, der aldrig har forstået, at der er forskel på teori og praksis. Vi skal snakke os tilrette – magten udøves med ord og ikke rå vold - og den talende klasse mener, at man med uendelige strømme af ord kan mildne den frydefulde smerte ved eksistentielle erfaringer.
Men de unge er opdagelsesrejsende i livet. De skal gøre deres egne erfaringer – og det er svært i et gennemreguleret Forbudsdanmark.
Og så er det proppen ryger af. De unge flygter fra det omklamrende samfund for i en uge at beruse sig i øl i stride strømme – uden voksne pegefingre og for at gøre egne erfaringer med livet, det svære liv, i en koncentreret cocktail.
Ih, hvor jeg forstår de unge i Prag.
Kun ved at krydse grænsen, ved man, hvor den går.
"Synspunkt" i Nordjyske Stiftstidende 13. februar 2014.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar