søndag den 30. juni 2013

Kartoffelpremiere

Endelig...

Det store og spændende øjeblik. Mon der i det
hele taget er kartofler under alt det grønne?
Så er de her. De længe ventede nye kartofler af egen avl.

En tommelfingerregel siger, at en kartoffelplante er 57 dage om at udvikle sig til spiselige kartofler.

Jeg satte mine første kartofler den 4. maj - så med fingeren på vægten kunne det vel lige blive til 57 dage lørdag.

Første dag med nye kartofler - så må man godt fråse.
I hvert fald kunne jeg ikke vente længere. Normalt har vi nye kartofler til Grundlovsdag - men på grund af den hårde vinter skulle vi altså helt hen i maj, før jorden var tjenlig til kartofler.

Det var ikke uden spænding, at jeg satte greben i jorden lørdag eftermiddag - men jo, der var de fineste, spæde og nye kartofler. Udbyttet af de første planter er sjældent stort - men det lover godt for sæsonen i øvrigt.

De nye kartofler er en festspise i sig selv, men hvorfor ikke lave et helt festmåltid ud af det? Så de nye kartofler blev garneret med en rødspætte, lidt persille og tyttebærsyltetøj - og skyllet ned med en liflig Chablis.

Det er simpelthen bare dansk sommer, når den er bedst - og så pyt med, at det blæser en halv pelikan udenfor...
Stegt rødspætte og nye kartofler med persille og
tyttebær - det er dansk sommermad i verdensklasse.

Ingen kommentarer: