På frihedens vinger

Ara'sk forår

En ara i bøgen - måske et varsel om at den
 globale opvarmning er kommet til Øland?

Den lille landsby emmede af sommer. De flittige øboere hyggede sig i haverne. Der blev sået, plantet, beskåret og drukket kaffe i mængder.

Efter en lang kold vinter skulle livet leves udendørs. Termometret havde passeret de 22 grader, klokken var 13.27, da idyllen blev flænset af angstskrig så høje og gennemtrængende, at blodet frøs til is i åreknuderne - og veneklapperne gav et ekstra klap.

-AARRHH, lød det igen og igen. De kurtiserende småfugle tav - og hundene begyndte at gø...

- Hva' dælen var det? råbte jeg til Dina. Det lød som kom det oppe fra et af træerne. Det må være husskadens dødsskrig - og jeg beredte mig på at følge den tyvagtiges dødskamp i kløerne på en musvåge.

Men der var nu stille og roligt i toppen af træerne - altså bortset fra de gentagne skrig. Pludselig så jeg det. I toppen af naboens bøg, godt gemt mellem bladene sad en papegøje. En af smedens araer var åbenbart på springtur.

I det samme kom Sanne ind i gården - og hun havde en forklaring på dramaet.

De havde haft besøg af en journalist fra Hjemmet, der skulle skrive om den særprægede familie og dens mange fugle. Til ære for verdenspressen havde de taget to af araerne ud af volieren for at demonstrere fritflyvning.

Men nu kan sådan en damejournalist fra den store by jo skræmme selv fuldvoksne mandfolk fra vid og sans - og Bobo og Aya havde i hvert fald taget flugten.

Nu sad Bobo oppe i træerne i præstegårdshaven - og Aya i naboens bøg. Der er vel 300 meter i luftlinie - og de to store fuglede diskuterede ivrigt på fugletelegrafen, mens de nægtede at komme ned. Det var det, vi havde hørt - og det havde egentlig ikke noget med angstskrig at gøre. Men lyden af skræppende araer er en voldsom høj lyd - og vi er altså mest vant til solsorte og grossenolliker.

Vi bød på kaffe, og Sanne kaldte på Aya - forgæves. Efter nogen tid gik hun tilbage til Bobo ved præstegården - og vi genoptog arbejdet i den lille have, mens Aya fortsat tronede i bøgen.

Senere kom smeden himself - og så var det åbenbart ikke sjovt med dette flyven rundt. Aya satte sig på skulderen af den flinke mand. Den lille familie var atter samlet - og freden sænkede sig igen over den lille landsby på Øland.

Gang i fugletelegrafen i den lille landsby.