onsdag den 26. juni 2013

Dagens ord LXI

Tænketorsk

TV når det er bedst...
I medierne - radio og TV - er det blevet moderne at sige tænke i stedet for tro, mene, vide, synes og lignende mere præcise og nøjagtige ord. "Hvad tænker du som brandmand, når du slukker en påsat brand?" eller "hvad tænker du om seksuelle overgreb?", lyder det typisk spørgsmål.

Det er egentlig mærkeligt - for tankevirksomhed er jo ikke lige det, der kendetegner de elektroniske media. Og rent journalistisk er det en uskik. Det er altså temmelig uinteressant, hvad folk tænker. Det rager mig en høstblomst - og man plejer jo også at sige, at tanker er toldfri. At tænke er ligegyldigt og overflødigt. Men det er interessant at vide, hvad de interviewede mener eller måske endda ved.

Jeg ved ikke, hvorfor denne sproglige mode er opstået - måske afsmitning fra engelsk eller behandlersprog.

Mest tror jeg, at det er fordi, det er uforpligtende at tænke. Danskerne er jo i al almindelighed blevet temmelig sarte - og hvis man så siger noget forkert, kan man altid trække sig tilbage med en bemærkning om, at det bare var noget, jeg tænkte...

Tænkemoden nåede i øvrigt et nyt højdepunkt fredag formiddag, hvor man i Nordjyllands Radio kunne høre præsten i Frejlev fortælle: "Jeg tænker, at Gud er i alting..." Uha, uha, uha - så skal det måske også til at hedde Tænkebekendelsen i stedet for Trosbekendelsen?

Ingen kommentarer: