Tora Tora Tora

En film for nørder

Flotte flyscener.

Fredag var det nøjagtig 71 år siden, at japanerne angreb Pearl Harbor. Det var en passende anledning til et gensyn med alletiders flyverfilm - Tora Tora Tora.

Den nu 42 år gamle film er betegnet som en af  verdens mest kedelige film. Den er blevet kritiseret for ikke at have en hovedperson, som seeren kan identificere sig med. Det er muligt, at det rent filmteknisk er kritisabelt, men som det tydeligt demonstreres i filmen Pearl Harbor fra 2001, bliver denne typisk amerikanske mainstream-holdning til film også en akilleshæl. Pearl Harbor-filmen er et ligegyldigt melodrama sammenlignet med Tora Tora Tora.

Filmplakaten.

Tora Tora Tora skildrer angrebet og dagene før angrebet set fra begge sider. Vi følger den minutiøse japanske planlægning, og vi følger et katastrofalt disorganiseret amerikansk forsvar, der slås med bureaukratiske forhindringer, skrankepaver, selvtilstrækkelighed og alt for lidt rettidig omhu.

Angrebet på Pearl Harbor er i eftertiden blevet betegnet som en krysteragtig handling, fordi japanerne ikke havde erklæret krig, som man jo rettelig skal efter Geneve-konventionen - men rent taktisk betragter jeg nu angrebet som en genistreg, hvor japanerne effektivt udnyttede alle hullerne i det amerikanske forsvar. Som terrorangrebet den 11. september også viste, er vi i den såkaldte demokratiske verden ganske sårbare over for mennesker, der har viljen til at udfordre os i vores magelige selvtilstrækkelighed. I den situation kan det ligesom ikke rigtig nytte noget at hænge sig i juridiske spidsfindigheder.

På trods af de negative anmeldelser blev Tora Tora Tora nu alligevel en solid kassesucces - ikke mindst i Japan, forresten. Og som sagt er filmen en af mine personlige favoritter.

Tora Tora Tora!

Filmens ambition er at lave et historisk korrekt billede af angrebet på Pearl Harbor. Sådan en ambition er farlig, for alle nørderne står parat til at finde fejlene i filmen. Og fejl er der. Den værste er modellen af den japanske carrier Akagi, der har broen i sin styrbords side, hvad der er mest almindeligt på såkaldte hangarskibe - men netop i Akagis tilfælde er det altså en fejl, for her var broen på bagbords side af flydækket.

En anden alvorlig historisk fejl, der også ses i traileren nedenfor, er det store kors, som ses på et fjeld i en af sekvenserne. Netop dette kors skulle angiveligt være rejst som minde om angrebet på Pearl Harbor.

Men bortset fra de uundgåelige fejl er filmen altså temmelig historisk korrekt - og på et enkelt punkt særdeles autentisk. I en scene - som også er med i traileren - ser vi en jager, der under taxiing pludselig kommer ud af kurs og kører ind i nogle andre fly. Dette skete i virkeligheden under optagelserne - og de statister, vi ser springe for livet, gjorde det altså for alvor.

Nørder vil bemærke, at flyene i den pågældende scene er P-40 Tomahawk. Dette fly blev i senere udgave, Kittyhawk, et af de fly, USA i stort tal fragtede til Europa via blandt andet Grønland. Og det er så oplægget til en lille sidehistorie til Pearl Harbor...

Bernt Balchen.

For nok var amerikanerne uforberedt i Pearl Harbor, men alligevel havde andre dele af det amerikanske forsvar overvejet mulighederne for, at USA skulle blive indblandet i anden verdenskrig. Allerede i sommeren 1941 - et halvt år før Pearl Harbor - begyndte man at anlægge de amerikanske baser i Grønland, blandt andet Kangerlussuaq og Narsarsuaq. En af nøglepersonerne i dette arbejde var nordmanden Bernt Balchen. Han fortalte efter krigen, at han - da han blev nærmest shanghaiet til opgaven - havde haft forskellige indvendinger. Blandt andet at USA ikke var med i verdenskrigen. Balchen fik den besked, at det skulle han ikke tænke på. "For det kommer vi", lød svaret fra det amerikanske forsvarsministerium.

Historien om Pearl Harbor er også historien om, at man sagtens kan vinde slaget og tabe krigen, for netop taktisk overlegenhed gør det ikke alene. Den japanske kommandør for angrebet, admiral Yamamoto, så klart, at Japan med Pearl Harbor begik en strategisk brøler. Han er i filmen temmelig bedrøvet efter sejren og siger: "Jeg frygter, at vi har vækket en sovende bjørn og fyldt ham med en frygtelig vrede". Og det havde den gode Yamamoto jo så ganske ret i.