mandag den 2. januar 2012

2012

Så har vi taget hul på endnu et nyt år. Helt frisk - som et løg vil vi tage året lag for lag - dag for dag - og se, hvad det nu byder på.
Ingen ved, hvad der gemmer sig derinde i det nye år. Og dog! Allerede nu ved vi alligevel, at vi næppe kommer til at undgå en række begivenheder, som vil have mediernes store interesse. Og da dagens journalister er funktionærer med fast arbejde og faste arbejdstider uden egentlig interesse for nyheder, tør jeg godt garantere, at netop de begivenheder, hvor historien kan skrives på forhånd og på kontoret, vil komme til at fylde godt op i løbet af året - allerede nu er man gået i gang med at lade op.
Det er selvfølgelig Dronningens 40 års tronjubilæum den 14. januar, jeg tænker på. Men vi kommer også til at høre om Titanic i år, for den 15. april er det 100 år siden, at dette sagnomspundne såkaldt synkefri skib sank. Den 6. juni kan man opleve en fuld venuspassage, og den 6. november skal amerikanerne til præsidentvalg.
Jeg tør også godt vædde på, at det næppe vil undgå nogens opmærksomhed, at der i juni er EM i bold, i juli Olympiske lege og til december EM i damehåndbold. Ak ja, hvor forudsigeligt.
Heldigvis kan vi mennesker hverken styre økonomien, klimaet, den menneskelige dårskab eller det almindelige hændelige uheld, så året vil garanteret også byde på vaskeægte nyheder, som betyder død og menneskelig ulykke - og derfor må formodes at have offentlighedens interesse. For dårligt nyt er altid godt nyt for den gode gammeldags rugbrødsjournalist, der i festtalerne omtales som en god håndværker, der skærer hakkelse i døgnets rejsestald.
Det er som alt andet håndværk et uddøende erhverv, for i vore dage er det jo ikke nysgerrighed, der driver de unge mennesker ind i faget - men derimod en dyb trang til at være kendis. Ak ja.
Nytårsaften blev fejret her i huset sammen med min søster, min kusine og hendes mand - og de skal da have deres fem sekunders berømmelse med et foto her på bloggen.
Egentlig ville jeg gerne have skrevet om den fire retters menu, som jeg havde komponeret til lejligheden. Men jeg glemte helt at fotografere, så det kan desværre kun blive til et billede af starteren, som var grillet jomfruhummer. Derudover bød jeg på lidt røget laks og hellefisk af egen produktion, dyreryg og en Ryå-isbombe fra Aabybro Mejeri - altsammen selvfølgelig ledsaget af gode og passende vine skænket med let hånd.

Ingen kommentarer: