Luft under vingerne XVI

Luft under vingerne er igen airborne - og vi lægger ud med at se nærmere på Boeing 757.
Strengt systematisk burde flyet egentlig være omtalt i forbindelse med Boeing 767, som den deler cockpit og teknik med. Den væsentligste forskel er, at 767 er et såkaldt widebody-fly, hvorimod 757 har en normal rørformet kabine - og indretningsmæssigt minder mest af alt om Boeing 737, hvilket ikke er særlig pænt sagt.
Når jeg alligevel vælger at skrive en særlig artikel om 757, skyldes det, at det i sin tid var det første såkaldte atlantfly i Grønlandsflys flåde - og derfor har spillet en særlig rolle i mit liv som flypassager.
Grønlandsfly åbnede i 1998 under stor grønlandsk bevågenhed en rute mellem Kangerlussuaq og København og satte gang i en konkurrence med SAS, der indtil da var det eneste selskab på ruten. Konkurrencen endte med, at SAS i 2002 i forbindelse med luftfartsindustriens krise efter terrorangrebet på New York kastede håndklædet i ringen og indstillede sine operationer på Grønland. Konkurrencen var egentlig lidt besynderlig, da SAS er en af aktionærerne i Grønlandsfly/Air Greenland - men den havde stor betydning for den grønlandske selvfølelse. Personligt har jeg stor respekt for den grønlandske selvstændighedstrang, men alligevel gjorde det lidt ondt på mig, da SAS jo har haft en betydende pionerrolle i beflyvningen af Arktis og ikke mindst Grønland.
Vi var nok også et par stykker, der måske var lidt i tvivl om Grønlandsfly kunne løfte opgaven - men der skal ikke herske tvivl om, at selskabet i dag er opgaven voksen, og med den Airbus A330, som man bruger på ruten i dag, er der såmænd ikke den store forskel på at flyve SAS og Air Greenland.
Starten på ruten var imidlertid lidt kikset, da Grønlandsflys Boeing 757 havde en fortid som charterfly - og derfor ikke var særlig velegnet til en fragttung rute til Grønland. Det har jeg blandt andet diskuteret tidligere med en læser i forbindelse med en anden artikel, og jeg vil ikke gå dybere i den problematik. Blot lige nævne, at der ikke gik så lang tid, før Grønlandsfly gik i markedet efter en anden flytype til ruten - og i forbindelse med anskaffelsen af Airbussen også skiftede navn til det internationalt klingende Air Greenland.
I de første år fløj Grønlandsfly og SAS nærmest vinge mod vinge på ruten - og da 757 ikke er nær så komfortabel som 767, som SAS dengang benyttede - specielt på Business Class - fløj jeg de første år kun ganske få gange med Kununnguaq, som flyet blev døbt på grønlandsk efter Store Knud - Knud Rasmussen.
Senere blev det til en del ture, da Air Greenlands Airbus A330 var for stor til at lande i Narsarsuaq - og man brugte derfor Kununnguaq specielt på denne rute. Ellers fløj flyet mest charterflyvning i de senere år, indtil det blev afhændet i 2010 - og dermed også satte en stopper for den direkte beflyvning af Sydgrønland.
Som sagt var Kununnguaq født som charterfly - og Business Class sæderne var derfor almindelige standardsæder. Dog sådan at der var anbragt en slags bakke på det midterste sæde, og der derfor kun var fire sæder pr. række forrest i flyet. Maden og serveringen var selvfølgelig den sædvanlige, glimrende business-standard - og henset til min beskedne bredde gik det an, når der ikke sad nogen i midtersædet.
Rent flyvemæssigt er der ikke noget i vejen med Boeing 757, der ligger stabilt og sikkert i luften - også under den turbulente indflyvning til Narsarsuaq. Sikker er den også. Der er produceret i alt 1050 eksemplarer - og kun otte er gået tabt, herunder to eksemplarer den skæbnesvangre 11. september i 2001.
Den mest gruopvækkende tur, jeg har haft med flyet, var en charter fra Whitehorse i Yukon til Kangerlussuaq i 2000. Gruen skyldtes, at man havde glemt isterningerne - og den obligatoriske gin og tonic var derfor lunken. Det var ikke godt.
Jeg har forresten også fløjet 757 med Icelandair, dels på den relativt korte tur mellem Kastrup og Keflavik, men også på en charterrejse til New York. Den tur kunne være blevet slem, da det var på økonomiklasse, men her kom rutinen mig heldigvis til hjælp - og både frem og tilbage fik jeg charmet mig til en plads ved nødudgangene. Her er der nemlig ekstra plads, så det gik da an, selv om serveringen fra New York bestod af en besynderlig bearnaiseburger og slatne pommes frites.
Nu kan smag og behag jo diskuteres, men lad mig lige nævne til sidst, at jeg ikke synes, at 757 er et særlig pænt fly, især sammenlignet med søsteren 767 der er meget mere harmonisk i linierne. 757 har et mærkeligt højt landingsstel, som får den til at ligne en struds, når den stor på jorden. Desværre har jeg ikke fundet et foto uden copyright, som viser denne detalje, men prøv selv at søge på Airliners Net.

Foto: Wikipedia, Air Greenland, SeatGuru