Kvan

Kvanen er noget af det mest urnordiske, vi har.
Allerede i vikingetiden blev den dyrket og brugt i madlavning - både på grund af sin smag og sit store indhold af C-vitamin. Både frisk og syltet kvan var således et effektivt middel mod skørbug på vikingernes lange rejser.
Kvanen findes i Grønland, hvor især børn holder af at spise stilkene - lidt ligesom rabarber.
Smagen er dog anderledes end rabarber. Stærkt krydret, aromatisk og særegen. Det gør kvanen velegnet også til kryddersnaps - hvad den også bliver brugt til i Grønland, ligesom kvan er en væsentlig ingrediens i gin og med til at give dette produkt sin særegne duft af barbersprit.
Jeg må indrømme, at selv om jeg bestemt ikke har noget imod gin, så er jeg ikke så vild med smagen af kvan - og der skulle derfor gå mange år, før jeg begyndte at eksperimentere med brændevin krydret med kvan. Da vi i 2008 boede i Straumsbukta uden for Trømsø, havde vi imidlertid kvan i haven - og det var altså for stor en fristelse, så der røg et par kvanstilke i en flaske vodka. Dette skal ske tidligt på året, da den mister smagen efter blomstringen.
Efter tre dage var væsken blevet fin lysegrøn - og kvanen blev taget fra og skulle således i teorien være klar til at drikke. Kvansmagen var imidlertid ganske overvældende - og da jeg som sagt ikke er så vild efter den, blev det kun til et par glas.
Flasken røg derfor ned i gemmerne - og det var først for ganske nylig, at jeg åbnede den igen. Der var sket et lille under. Farven var skiftet fra den lysegrønne til en dyb brun - nærmest mahogni. De tre års lagring havde fået alle kvanens gode egenskaber til at gå op i en højere enhed med spritten - og jeg vil uden at blive rød i hovedet påstå, at min kvansnaps giver smagsoplevelser hen i retning af en fin cognac. Så nu er kvanen pludselig blevet et hit her i huset - men da jeg ikke har meget af den kun i små afmålte doser ved passende lejligheder. Og da min kvan-brændevin er af norsk oprindelse, synes jeg da også, at jeg kan tillade mig at bruge glassene fra den norske linie-akvavit til formålet. Polarcirklen er jo også en slags linie.
Da historien således endte lykkeligt, overvejer jeg i disse dage seriøst om vi ikke skal til at have en kvan i haven. Den trives nemlig også glimrende i Danmark - blandt andet på strandengen ned ved Øland-Gjøl-dæmningen.
Kvan kan ved et hurtigt øjekast godt minde om bjørneklo, hvilket kan få grimme følger - men et sikkert kendetegn er blomsten, der er skærmformet hos bjørnekloen, mens den hos kvan er kugleformet.
Forresten er kvan et af de få ord fra nordbo-perioden, som har fundet ind i det grønlandske sprog. På grønlandsk hedder kvan kuannit. På latin hedder kvan angelica archangelica, hvilket jeg finder er et ganske smukt navn med klare mindelser om himmelsk fryd - og det kan kvanen altså byde på, hvis bare man gemmer den tre år, inden man begynder at drikke den.