Pantone

Pantones farvevifte fejrer i år 50 års jubilæum. Det er en begivenhed, der helt sikkert vil blive anledning til lidt snak over fyraftens-bajeren - hvis en sådan fortsat findes - rundt om i den grafiske branche.
Farver skal jo have den farve, som farver har - og det er ikke altid lige nemt at styre.
Vi har jo visse kulører i vort sprog - grøn, gul, orange og så videre, men det kan dårligt gøre det. Både i teknisk og kunstnerisk sammenhæng er dagligdags ordbrug ganske utilstrækkeligt, blandt andet fordi vurderingen af farven i den sammenhæng beror på skøn og smag. Tag for eksempel den mørkegrønne farve, der af nogle beskrives som army-grøn og af andre som lortegrøn. For at lette kommunikationen mellem for eksempel designere og producenter har man nogle systemer til at beskrive farver mere nøjagtigt.
Velkendt blandt pc-brugere er RGB-koden, der tager sit udgangspunkt i en kombination af rød, grøn og blå, som er de tre grundfarver i en TV-skærm.
Når man taler om foto og trykteknik, bruger man CMYK, hvor de enkelte farver angives som den procentuelle farvedækning i sort, magenta, gul og cyan, der er de fire grundfarver, når man trykker på et stykke hvidt papir.
Herudover findes der et farvesystem, der nærmest betragtes som international standard inden for tryk og design. Systemet kan både beskrive rene farver og oversætte dem til for eksempel CMYK.
Systemet hedder Pantone - og det fejrer netop i 2012 sin 50 års fødselsdag. I 1962 lancerede det amerikanske firma Pantone sit Color Matching System - PMS - der sidenhen er blevet en del af dagligdagen i industrien, på tegnestuer og aviser, blandt designere og trykkere - og som det ses i det øverste billede også et redskab blandt pc-brugere, der redigerer billeder i PhotoShop.
Overalt i verden har man Pantones farvevifte liggende, når der skal vælges farver. Farveviften viser dels alle farver i givne nuancer - også fluoriscerende og metallic som ikke kan gengives i CMYK - men ikke nok med det. Man kan også se, hvordan farverne opfører sig på forskellige typer af papir, mat, glittet og så videre.
Modsat CMYK kan farverne på et trykkeri blandes som rene farver, så man undgår raster i for eksempel logoer og grafik, hvilket får tingene til at stå klarere.
Pantone markedsfører også håndbøger med små pap-chips, der kan rives af og sendes med en tegning til en trykker eller skiltemaler, så man kan være sikker på, at den får den rigtige farver. Jeg kan blive helt nostalgisk ved tanken om de små papstykker, som er et nærmest ikonisk udtryk for den fysiske side af arbejdet på et reklamebureau.
Nu skulle man tro, at sådan noget med at producere afrivningsark med små papstykker er en nærmest dødsdømt virksomhed i vore dage, men Pantone lever i bedste velgående og kan altså fejre sin 50 års fødseldag i år. Firmaet har blandt andet gjort det ved at udgive en bog om de farver, der dominerede de forskellige årtier i forrige århundrede. For eksempel 70'ernes lilla bleer og interiører i brun og orange. Jeg har desværre ikke læst bogen, men et kortfattet dansksproget referat med hovedpointerne kan læses her.
I dette århundrede har virksomheden blandt andet markedsført sig ved at udpege årets farve - en begivenhed der følges med interesse blandt grafikere, modefolk og trendsettere. Og skal vi tro Pantone, bliver det kommende år præget af en orange nuance, der beskrives som Tangerine Tango. Personligt tror jeg nu ikke rigtig på den - den giver altså lidt for mange associationer til laksefarvet, og det har jeg det altså svært ved at forestille mig skulle være moderne. Men lad os se om et års tid, når året er omme.
Men tillykke til Pantone. Hvis virksomheden ellers formår at følge med teknologisk, er det system nu nok kommet for at blive.

Foto: Wikipedia, Pantone