Luft under vingerne VIII

Da jeg første gang skulle til Grønland i begyndelsen af halvfemserne, havde SAS stadig monopol på ruten til Søndre Strømfjord. Et monopol som selskabet havde opnået i kraft af sin pionerposition på polarflyvning. Selskabets allerførste flyvninger direkte til USA over Nordpolen indebar nemlig en såkaldt teknisk mellemlanding på den amerikanske militærbase i Søndre Strømfjord. Basen lukkede i 1992 og blev overtaget af Grønlands daværende hjemmestyre. Stedet blev omdannet til en bygd med det grønlandske navn Kangerlussuaq, der betyder den store fjord. På trods af navneskiftet bærer lufthavnen den dag i dag IATA-koden SFJ - og bygden har stadig et udpræget basepræg.
Monopolet indebar, at priserne var skyhøje, men til gengæld var servicen også i top. Prisniveauet for en ordinær økonomiklasse-billet lå omkring 12.000 kroner, så det var ikke hvem som helst beskåret at komme ud på den store tur. Det sås tydeligt i Kastrup, hvor man på lang afstand kunne se, hvorfra flyet afgik. Det var en sælsom blanding af danske håndværkere, grønlænderere og embedsmænd, som ventede på flyet, men alle synes at have den indstilling, at det var en fest - og at det skulle fejres, så det var bestemt ikke kedeligt. Det var som om rang og stand blev ophævet, når alle iført parca-coat eller Fjällræv-dress gik ombord i den store maskine.
For det var et stort fly - en Boeing 767 med plads til 220 passagerer. Denne sensommerdag var det mit første møde med et fly af widebody-typen, hvor der på økonomiklassen kunne stuves hele syv passagerer sammen på en række.
Boeing 767 fløj første gang i 1981 og blev i 1989 anskaffet af SAS som standardtype på langdistancerne. Ved sin fremkomst vakte Boeing 767 betydelig opmærksomhed, da det var det første fly, der blev godkendt til at flyve over Atlanten med kun to motorer - og med kun to piloter på flightdecket. Dette giver en god driftsøkonomi, og flyselskaberne var naturligvis begejstret. Det samme kunne man næppe sige om de stakler, som led af flyskræk. For dem var to motorer i stedet for tre eller fire naturligvis udtryk for, at nu blev det endnu farlige at flyve.
Men det er nu et ganske behageligt fly at flyve med. Som alle store fly ligger det dejligt tungt i luften, så turbulens og lufthuller kun mærkes ganske let. Fordi det er et widebody-fly, er der masser af plads til at stå op, ligesom toiletterne har en acceptabel størrelse. Det har også vist sig at være et ganske sikkert fly. Ud af de cirka 970 eksemplarer, der er produceret indtil nu, er kun 11 gået tabt.
Som sagt havde SAS monopol på ruten til Grønland. Det indebar blandt meget andet, at det var særdeles billigt at blive opgraderet til Business Class. 500 kroner kostede det - og jeg fandt hurtigt ud af, at da man måtte have ti kg ekstra bagage med, så var det en fornuftig forretning for at få ekstra benplads og SAS helt igennem eksorbitante service på Business Class. Hvis ikke turen på økonomiklasse var en fest, så var det det i hvert fald på Business. En enestående service, et altid udsøgt måltid og fri udskænkning af blandt andet rigtig gode vine - og jeg må i dag mange år efter erkende, at jeg nok er blevet lidt afhængig af den særlige stemning, der er forrest i flyet. At jeg så er vokset med opgaven og i dag kun dårligt kan skrue mig ned i et økonomiklasse-sæde er så en anden sag. På buzz er der kun seks sæder på en række - og afstanden mellem sæderne er så stor, at kan kan stå op uden at blive klemt.
Især den gode mad på SAS business class fortjener en omtale. Det kunne typisk være for eksempel en halv hummer til forret, en god bøf med kartofler og sauce, salat, tre slags ost og endelig petit-fours til kaffen. Selvfølgelig ledsaget af hvidvin, rødvin, portvin og cognac. Inden afgangen blev der serveret et glas champagne, og når vi først kom i luften stod den på drinks inden måltidet. For mig og de mange grønlandsfarere i min omgangskreds har det betydet, at når vi mødes, kan vi ikke starte et måltid uden først at drikke en gin og tonic. Og når man først var færdig med spise - cirka halvvejs i den knap fem timer lange flyvetur - stod den på flere drinks eller måske øl, så der var ærlig talt ikke noget at sige til, hvis man var godt stegt efter sådan en flyvetur.
I vore dage er tiderne skiftet. Air Greenland har fortsat en fin business class, som de kalder Nanoq Class, men priserne er faldet - og der er ikke så meget fest over flyvningerne til Grønland længere.
SAS opgav i øvrigt ruten til Grønland i 2002. Man har forsøgt igen senere, men har måttet opgive, så selv om konkurrencen nu er fri, har Air Greenland reelt et monopol på ruten. Jeg er fortsat efter mange år i tvivl, om den frie konkurrence på dette område har været til passagerernes bedste, selv om priserne nu starter ved 3.000 kroner for en weekendtur til Søndre Strømfjord.
Ud over de mange ture mellem Danmark og Grønland har jeg fløjet til Kina og USA med SAS' Boeing 767. Sidste gang jeg fløj 767 var for to år siden på en tur med Air Canada fra Heathrow til Halifax.

Jesper

Foto: SAS, Hawaian Airlines, Erik Frikke/Danish Aviation Register