Det er efterhånden nogen tid siden, at vi sidst har været nede ved dæmningen, så lad os lige se nærmere på, hvad ulvedybet byder på af fugle i øjeblikket.
Det største hit er nok en stor flok brushane-ungfugle, som fouragerer tæt ved dæmningen - og ikke er særlig sky. Der er mange - efter DOF-hjemmesiden over 100, og det er ellers ikke en fugl, der normalt sådan lader sig beskue i Danmark. Der var i 2009 52 ynglepar - og det er lidt synd, for den er ellers ganske spektakulær, især når hannerne om foråret kæmper om hunnerne. Jeg har oplevet det et par gange i Norge - og det er sjovt.
I øjeblikket trækker brushanerne mod syd - og det er de trækkende ungfugle, som vi nu kan se nogle stykker af ved Ulvedybet.
De unge brushaner drillede mig i øvrigt en del, da jeg aldrig har set sådanne før - og mange af vadefuglene ligner altså hinanden ganske meget. Så efter at have tjekket fuglebogen, mente jeg, at det sikkert var krumnæbbet ryle. For en sikkerheds skyld spurgte jeg min kusine, som nok plejer at have styr på den slags - og hun gættede på kærløber, men spurgte så en rigtig ekspert, Hans, der kunne give os det rigtige og lidt overraskende svar.
Ellers er det mest spektakulære i Ulvedybet fiskehejrerne, som der er mange af. De er desværre sky - og reagerer fluks på ethvert forsøg på at få et billede. Men et enkelt foto af en hejre, som er ved at gå på vingerne, blev det da til.
Dagens bonusbillede er en stille morgen-stemning fra Limfjorden, når den er allersmukkest.
Jesper
Cycling instead of running
1 time siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar