søndag den 7. august 2011

Nyt guld

Weeekenden har budt på regn - masser af regn.
Jeg har derfor tilbragt det meste af tiden på værkstedet, hvor jeg har restaureret de to relieffer, som jeg har haft hængende på gavlen til mit udhus.
Reliefferne er resultatet af et forsøg på at lege træskærer sidste år - og de har siden hængt på vestgavlen i al slags vejr, i sol og varme, i regn og slud, i frost og sne samt ikke mindst den allestedsnærværende nordjyske vestenvind. Og det er bestemt ikke gået sporløst henover mine små kunstværker af egen tilvirkning.
Vejret har sat sit tydelige præg på reliefferne - træet er tørret voldsomt ind og slagmetallet havde mistet noget af den gyldne glans. Så da billederne alligevel skulle ned, fordi jeg har malet udhuset, kunne jeg lige så godt give dem en ordentlig overhaling - også fordi jeg måske siden sidste år er blevet en lille smule klogere på, hvordan de skal behandles , ligesom det hårde vejrlig har afsløret et par håndværksfejl.
Under alle omstændigheder har jeg lagt bladguldet, som altså kun er slagmetal, om og givet det en ordentlig lakforsejling. Jeg har rettet et par småfejl og givet træet olie - masser af olie, som det begærligt har suget til sig.
Nu - i den kommende uge - skal billederne så ud at hænge igen. Denne gang på en lidt anden måde, for jeg har også fundet ud af, at selve ophænget har haft indflydelse på, hvordan træet tager temperatursvingningerne og luftfugtigheden. Så alt i alt skulle det nu blive bedre.
Men sker det ikke, er det såmænd hyggeligt arbejde - og så må jeg jo tage dem ned og shine dem op igen om et års tid.

Jesper

Ingen kommentarer: