onsdag den 3. august 2011

I luften igen
















Mandag morgen tog jeg dette fantastisk flotte foto i CPH - lufthavnen i København. Det er ellers lidt af en sjældenhed med en helt tom ankomsthal i en af Europas travleste lufthavne.
Det var første gang, jeg var ude at flyve i godt et års tid - også lidt bemærkelsesværdigt taget i betragtning, at jeg i 2009 havde 320 flyvninger.
Det var en hurtig tur Aalborg-København mandag morgen og retur samme aften og blev til et gensyn med SAS og to af mine yndlingsfly.
Morgenflyet var en Airbus 321, hvor jeg som sædvanlig sad på 10D, der efter min mening er det bedste sæde på Airbussen. Sædet er i midtergangen ved den forreste nødudgang - og der er derfor rigeligt med plads.
Returen foregik med en noget slidt MD-80. Flytypen er temmelig bedaget og er fra den tid, hvor der stadig var god plads mellem sæderne - og da motorerne er monteret bagerst er den forreste del af kabinen utroligt lydsvag. MD-80 er en rigtig brændstofsluger og lidt af en dinosaur - men det glæder mig, at SAS har besluttet at skifte den ud med helt nye Airbus 320 NEO, som byder på bedre passagerforhold end de Boeing 737'ere, som ellers er et hit blandt lavprisselskaberne. MD-80'erne får dog lidt tid i luften endnu, da de nye fly først kan leveres fra 2016. SAS er i øvrigt det første selskab, som tager den nye model i brug.
Forresten glæder det mig også, at SAS fortsat lever op til sit ry som Europas mest præcise luftfartsselskab. Vi landede godt udbrændte i Aalborg mandag aften 10 minutter før planlagt ankomst. Bedre kan det vist ikke gøres på en flyvning, som normalt er planlagt til at tage 45 minutter.

Jesper

Ingen kommentarer: