mandag den 29. august 2011

Skomagerdrenge
















Dagen i dag har budt på skomagerdrenge - dette dejlige, gamle udtryk for det, som moderne vejr-journalister kalder for skybrud.
Meteorologi er jo blevet underholdning i dagens media - en slags destruktionsporno, hvor man svælger i død og ødelæggelse som følge af vejrmæssige fænomener. Journalistikken får et skær af videnskabelighed, fordi man jonglerer med præcise definitioner som for eksempel skybrud, hvor den oplyste journalist ikke forsømmer nogen lejlighed til at brilliere med, at definitionen på dette vejrfænomen er 15 mm regn på under 30 minutter.
Meningen er, at vi skal blive skræmte og tro, at jordens undergang er nær - for den slags sælger aviser og giver seertal. Men eftersom det meste vejrstatistik bygger på opgørelser med mindre end 200 år på bagen, vil næsten hvert år byde på nye ekstremer som varsel om død og ulykke. Hvis målingerne i stedet var opgjort på basis af jordens samlede levealder på cirka 4,5 milliarder år, er der såmænd ikke så meget nyt under solen. Sammenlignet med sidste år er sommeren selvfølgelig våd, men sammenlignet med sommeren på Noahs tid er den nærmest tør.
Så er der anderledes saft og kraft i gode gamle folkelige udtryk, som for eksempel at det regner (med) skomagerdrenge.
Det har ikke videnskabens præcision, men siger alligevel meget præcist, at det regner voldsomt. Udtrykket har sin oprindelse i, at de københavnske skomagerdrenge åbenbart syntes, at det var sjovt at lege i vandet i de slet kloakerede gader i gamle dage - og derfor løb ud, når det regnede.
På engelsk siger man, at det regner med "cats and dogs" - og det er der også megen sproglig saft og kraft i.
Dagens regn var i øvrigt ikke engang et skybrud. Her på stedet fik vi over en god halv times tid knap en halv snes millimeter regn - men det var nu nok til for en sjælden gangs skyld at sætte terrassen under vand. Ikke i metervis, men blank vand stod der da i et par minutter - og det har blomsterne da kun godt af.

Jesper

Ingen kommentarer: