Så er den gal igen - ulven er løs. Det er - undskyld udtrykket - en gammel traver i pressehistorien og hører med til vinterstoffet i aviserne: En eller anden person mener at have set en ulv i en af de danske skove - og er det ikke en ulv, så er det en los, der er løs.
Sidste år var der en ulv i en sønderjysk skov - og det viste sig at være en slædehund! I år går rygterne på, at der skulle være en ulv her på vore kanter. Forrige weekend var den gal i Tranum Klitplantage og midt i ugen var ulven så i Langdalen ved Fosdalen.
Vi hilser naturligvis en sådan berigelse af den lokale fauna velkommen - hvis det virkelig skulle være rigtigt. En gang har der sikkert været ulve på egnen. Få kilometer herfra - ved Birkelse - ligger Ulveskoven, så ulve er såmænd ikke så fremmede for os. Og skulle ulven glippe, kan vi da sagtens nøjes med en los!
Ulven bekymrer mig ikke - for den rene er alting jo rent - og jeg vil da sige ligesom Averell Dalton (den dummeste af de fire brødre) i "Dalton-brødrene i den kolde sne": - Sikke da nogle søde vuffebasser, hvis jeg skulle møde ulven, tror jeg nok. (Læs mere om mine praktiske erfaringer med ulve i Ulveloven og En rigtig samehistorie.)
Under alle omstændigheder tror jeg nok, at vi i løbet af weekenden bliver nødt til at snuppe en travetur i en af klitplantagerne. Det kan jo være, at vi er heldige og får et glimt af en ulv - eller en slædehund. Hvis det sker, lover jeg, at bloggens læsere vil blive de første til at høre det.
Jesper
Foto: Steve Hillebrand/USFWS (ulven) og undertegnede (lossen)
Min egen frokostavis
12 timer siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar