fredag den 11. februar 2011

De første vintergækker















Torsdag nåede havens vintergækker skelsår og -alder med store, svulmende og bristefærdige knopper. Kombineret med lun vind og temperaturer på fem-seks grader var det svært ikke at komme i forårshumør ved det syn.
Men vi kan godt glemme enhver løssluppen tanke om forår og havearbejde. I skrivende stund falder sneen ned, og der er lovet frostgrader i løbet af dagen.
Oven i købet mener DMI, at kulden er kommet for at blive i de kommende tre ugers tid. Det bliver højtryksvejr med sol om dagen, ganske vist, men altså koldt. Det forhindrer selvfølgelig enhver tanke om at komme i jorden - men i et læfyldt hjørne af haven kan man så bruge det til at få lidt sol på de blege kinder - iført hirtshalshabit og vanter.
For vi kommer ikke uden om, at solen under alle omstændigheder er ved at vinde slaget over mørkets fyrste - i dag er den på himlen to en halv time længere end ved vintersolhverv.

Jesper

Ingen kommentarer: