A Friend in London

Der findes næppe noget fænomen, der som Melodi Grand Prix kan bringe en gnaven, gammel bloggers urin i kog.
Bevares, jeg blev ikke direkte generet af programmet, da jeg alligevel, som det sker de fleste dage, faldt i søvn foran fjernsynet. Og bevares, på trods af at jeg nu sov, virker det alligevel som om, at det var den rigtige sang, der vandt. A Friend in London og ørehængeren "New Tomorrow" har da et helt klart vinderpotentiale - og den er da klart bedre end meget af det tæppebankermusik, der ellers produceres i dag.
Men det er altså også vinderpotentialet og det gustne overlæg, som er det største problem med Melodi Grand Prix. I gamle dage var det en kamp mellem nationer og sprog, men det er i dag blevet til en slags international X-faktor, hvor vinderen er det håbefulde unge menneske, som har den bedste producer og coach.
Det irriterer mig voldsomt, at der skal synges på engelsk i stedet for vort smukke modersmål - også selv om det måske går ud over de internationale vinderchancer. Blandt andet på grund det engelske sprogs imperialistiske gøgeunge-karakter, forudser sprogforskere, at der i de kommende år vil uddø cirka et af verdens 7.000 sprog om dagen. Og i den sammenhæng er dansk også truet af analfabeter som sangskriveren Lise Cabble, der i følge dr.dk kommenterede sejren med et: "- Det er super nice".
Det er snotirriterende at høre en dame på min alder snakke som en teenagetøs og sige najz' - og DR's journalist er blevet så "anglo fil", at det sammensatte ord "supernice" absolut skal skrives i to ord. Altså!
Forresten er det også smadderirriterende at høre A Friend in London blive præsenteret som et såkaldt "indieband", for det siger absolut intet om, hvad det er for en slags musik, drengene spiller. Udtryk som rockband, bluesband og så videre er da meget mere præcise end netop indie, som udelukkende fortæller, at orkestret hidtil ikke har evnet at opnå en professionel kontrakt.
Det svarer lidt til, når firmaer reklamerer med "hjemmelavet" - for eksempel hjemmelavet syltetøj, hvor det ville være mere præcist at sige jordbærsyltetøj. Der findes helt klart industrielt fremstillet syltetøj, som smager bedre og har et højere frugtindhold end noget, der er hjemmelavet - for kvaliteten afhænger som bekendt af evnerne hos den person, som fremstiller syltetøjet.
Men nu er det søndag - og jeg gider ikke være gnaven længere. Så lad os glæde os over en Grand Prix-melodi fra dengang, der blev lavet gode, gedigne ørehængere på dansk - Otto Brandenburg med To lys på et bord:


Go' søndag
Jesper

Foto: Promotionbillede af A Friend in London