Det er næppe forbigået læsernes opmærksomhed, at det i dag er 25 år siden, at Olof Palme blev skudt - men jeg synes også, at det er værd at notere, at det i disse dage er 25 år siden, at Bang og Olufsen lancerede det epokegørende fjernsyn, Beovision M20.
Jeg arbejdede dengang i reklamebranchen og var blevet introduceret til M20 allerede nogen tid i forvejen - og designet tog mig med storm. Det røg øjeblikkeligt øverst på ønskelisten.
Det var Palme-mordet, som blev den direkte anledning til, at jeg købte M20. På det tidspunkt var der jo ikke internet og slige sager, så nyhederne kom frem med nogen forsinkelse. Jeg husker, at den 1. marts 1986 var en lørdag, og at jeg var vågnet ved syv-tiden, hvor jeg hørte om det stockholmske skuddrama i radioavisen. Det blev samtidig annonceret, at der ville komme en ekstra TV-avis samme dag kl. 10.00. De trykte aviser havde naturligvis intet med om begivenheden.
Da mit gamle sort-hvide fjernsyn af et mærke, jeg i dag intet erindrer om, få dage tidligere var brudt sammen, var der derfor ikke noget at betænke sig på - nyhedshund som jeg jo er. Da den nærmeste Bang og Olufsen-forretning åbnede klokken 9, stod jeg parat - og forlod butikken med et flunkende nyt M20 - parat til at se ekstra TV-avis samme dag kl. 10.00.
Jeg har ikke sidenhen nænnet at skille mig af med fjernsynet, som er et rigtigt design-ikon, og det henslæber i dag tilværelsen som TV-monitor i mit arbejdsværelse, tilsluttet en digital modtager og en gammel VHS-maskine.
Fjernsynet har gennem alle årene fungeret uden problemer - og den dag i dag står billedet knivskarpt, omend det er tydeligt, at der er sket en stor teknologisk udvikling på området - blandt andet med fremkomsten af bredformat-billeder, som gør 20 tommer skærmen forbløffende lille. Men jeg sender fjernsynet en tanke hver gang, computeren skal genstartes. Kunne man da bare opfinde en computer, som var lige så stabil som et 25 år gammelt Bang og Olufsen-fjernsyn - så ville tilværelsen i vore dage være meget nemmere.
M20 er tegnet af David Lewis, som har stået bag de fleste af Struer-virksomhedens fjernsyn gennem nu snart en menneskealder, og det var ved sin fremkomst ganske banebrydende med sit monitor-look og minimale design. Fjernsynet var en forløber for MX og LX serierne 6000 og 8000, der kom på markedet tre år senere, og i en lang årrække var Bang og Olufsens stor-sælgere inden for TV - indtil fladskærm-teknologien brød igennem for fire år siden.
Mens jeg arbejdede i Grønland, havde jeg forresten en kollega, som gik under navnet "Palme-morderen". Dette lidt uheldige øgenavn erhvervede han under en julefrokost. Hans brøde bestod i, at han under voldsom indflydelse af juleøl og brændevin faldt, og ved den lejlighed væltede og knækkede en stor palme i selskabslokalet.
Jesper
Foto: Bang og Olufsen
Min egen frokostavis
11 timer siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar