Kølhøjhus

"Uanset hvor jeg befinder mig, så ved jeg, hvor nord er. For jeg har været spejder, og derfor behøver jeg ikke GPS i bilen", afslørede Mariagerfjord kommunes viceborgmester Mette Riis Binderup i sin tale, da spejdercentret Kølhøjhus i Astrup tæt ved Rold Skov i weekenden fejrede sit 40 års jubilæum.
Hun føjede dermed endnu en dimension til det gode gamle ord "en gang spejder - altid spejder". For det man lærer som spejder, er noget, som man kan bruge resten af livet.
Spejder er nemlig ikke noget, man går til - det er noget, man er. Og når man er spejder, har man en særlig evne til at gå løs på livets udfordringer med krum hals. For man ved, hvor nord er, man kan tænde bål i regnvejr med to tændstikker, man har et disciplineret forhold til reb og knob, man kan fælde et træ og lave mad over bål. Alt sammen ting, som i sig selv måske ikke er noget særligt, men tilsammen giver selvtillid og overskud til at tage imod store udfordringer.
I forbindelse med Kølhøjhus jubilæum blev der i weekenden holdt en lejr, hvor ungerne levede Ole Lund Kirkegårds Kalleby-univers helt ud med ræs med trehjulede barnevogne, målskydning med remoulademader og andre skæve påfund, som man ikke kan opleve andre steder end hos spejderne, hvor alt jo kan lade sig gøre.
Når man som efterhånden temmelig gammel spejder besøger sådan en lejr, er det første, man lægger mærke til røgen. Den lugt er simpelthen en integreret del af spejderlivet, og det er den lugt, som altid får den gamle cirkushest til at sparke. Men det, som også slår mig hver gang, er den ro, der er. Børn og voksne er sammen om projekterne. Der er ikke nogen, som kloger sig unødigt og er mere end andre. Alle bliver taget alvorligt, og alle er enig om målene, så der er ikke den store grund til råben og skrigen. Og det viser, at den pædagogiske model, som praktiseres i blandt andet Det Danske Spejderkorps, er noget helt særligt.
Kølhøjhus har en særlig plads i mit hjerte. Det skyldes, at min far var en af grundlæggerne. Det startede med et gammelt husmandssted på en nærmest bar mark og blev til et moderne center med en bygning på over 500 m2 - omgivet af skov og krat. Det kostede arbejde - masser af arbejde - og for 40 år siden betød det, at stort set hver eneste ledige time i den hansenske familie blev brugt på Kølhøjhus. Alene timerne i bilen - Kølhøjhus ligger 50 km fra Farsø - er blevet til adskillige - og ofte kneb det med pladsen, for der var altid fuldt læs på.
Spejdercentret ejes i dag af Rold Skov division under Det Danske Spejderkorps, og divisionen benyttede weekenden til også at sige tak til grundlæggerne ved en lille reception lørdag eftermiddag. Her kunne man høre adskillige anekdoter fra de første år. Mest morsom er nok historien om PH - Poul Bråten, som har været formand for Kølhøjhus i alle årene - og som i sin tid var modstander af projektet. I virkeligheden et bevis på, hvad spejderånden er, og at den lever i bedste velgående.
Jeg var selvfølgelig på Kølhøjhus sammen med far - og inden receptionen benyttede vi lejligheden til at besøge 1. Farsø trops lejr. Sjovt var det at se tropsstanderen, som gruppen selvfølgelig havde medbragt - og som jeg jo selv har båret en gang. Og bemærk så de blå tørklæder på et par af billederne. Det blå tørklæde har altid været 1. Farsøs kendemærke. Jeg var i garderoben og rode her til formiddag - og jeg har faktisk to af tørklæderne stadigvæk!
På det næstøverste billede er det PH, som holder tale. Ved bordet sidder fra venstre Mette Riis Binderup, viceborgmester i Mariagerfjord kommune, min far, Børge Schøler, som i sin tid var divisionschef og Marianne Karstensen, nuværende spejderchef i Det Danske Spejderkorps.

Med spejderhilsen
Jesper