Søens folk

Weekenden blev tilbragt i Farsø. Det var egentlig en hurtig smuttur for at besøge mine forældre, og jeg havde ikke engang et kamera med - troede jeg da, indtil jeg kom til at tænke på, at der er kamera i mobiltelefonen.
Jeg har aldrig rigtig brugt kameraet før - og jeg synes unægtelig også, at billederne er meget lidt skarpe og noget flade i det. Men med PhotoShoppen har jeg prøvet at rette op på det - tilført lidt mere kontrast og lys - og ikke mindst brugt "unsharpen mask" funktionen, der får billedet til at fremstå optisk skarpere end i virkeligheden.
Mine forældre bor i en ældreboligforening, som hedder Syvsovergården. Opkaldt efter Johannes V. Jensens fantastiske Himmerlands-fortælling om nogle nytårsløjer, der måske gik lidt for vidt. Angiveligt skulle historien have foregået i virkeligheden ikke langt fra mine forældres bopæl. Adressen er i øvrigt Gråbølle, der jo var Johannes V. Jensens litterære spejling af Farsø. Syvsover-gården ligger idyllisk ved siden af den sø, der har givet byen sit navn.
Da jeg var dreng, morede vi os med, at vi havde den gamle konges særlige bevågenhed. Han sluttede jo altid sine taler med en hilsen til søens folk - og vi var jo "Far-søens folk." I øvrigt var både Kong Frederik og Dronning Ingrid ofte gæster i byen, som ligger ikke langt fra kongefamiliens sommerhus i Trend.
Dengang fandtes der i øvrigt en købmand i selve Trend - en rigtig rodebutik af en blandet landhandel og vandingssted for blandt andet posten og rutebilschaufførerne, der altid stoppede op for at få en håndbajer i butikken. Det fortælles, at købmanden en dag gik og rodede i kælderen, da døren gik. Han troede, at det var posten og råbte til ham, at han bare skulle slå røven i sædet og ta' en bajer. Og det var netop, hvad kongen gjorde. For selvfølgelig var det ikke posten, men derimod Kong Frederik, der var kommet ind i butikken.
Den gamle konge var kendt for sin folkelighed - og sine mange tatoveringer - og han morede sig sikkert glimrende over den bramfri købmand.
Jeg vendte tilbage til Tromsø søndag aften med ankomst klokken halvto om natten. Sent, men egentlig er det ganske charmerende at ankomme ved den tid og se, at solen stadig står højt på himmelen. Mandag har også budt på rigtig sydeuropæisk sommervejr med temperaturen liggende omkring de 23 grader.

Ha' det
Jesper

Den tyvagtige skade

Torsdag morgen ved fem-tiden snuppede jeg denne tyvagtige skade på foderbrættet.
Det er ellers yderst sjældent, at vi ser skaderne gå op på selve brættet. Dina gør i hvert fald sit til at skræmme dem væk af hensyn til småfuglene, men den her har sikkert vidst, at på denne tid af morgenen er der fred og hverken fare eller Dina.
Skaden er en utrolig fascinerende fugl. Jeg har set husskaderne sidde i mejsebollerne i vinter, men på grund af størrelsen kneb det ærlig talt med elegancen. Så fandt de ud af at slå til bollerne med vingerne. Så faldt der altid lidt til jorden, som så var til at få fat i. Man fristes til at kalde det et ordentlig slag i bolledejen! Prøv også at klikke på billedet og se forstørrelsen. Læg mærke til dens øje - det er helt tydelig, at der er en form for intelligens inde bag de sorte fjer.
Om den tyvagtige skade kan jeg ellers fortælle, at det jo er titlen på en af Rossinis operaer med den meget populære ouverture, som du kan nyde til morgenmaden ved at klikke her. Det er selvfølgelig også tilladt at høre den festlige musik på andre mere passende tider af dagen, men det er altså tidlig morgen, mens jeg skriver.
Ouverturen blev også brugt i Stanley Kubricks "A Clockwork Orange" som en slags musikterapi, der skulle vænne filmens hovedkarakter af med, ja, netop at være tyvagtig.
Og ikke at forglemme, så optræder den tyvagtige skade i et af de allerbedste Tintin-hæfter, Det gådefulde juveltyveri, hvor det er skaden, der er skurken.
For mange år siden, da jeg arbejdede hos Møller og Bjørnstrup, havde vi en udstoppet husskade som en slags vandrepokal, der blev tildelt, hvis man dummede sig. Den bar påskriften "Af skade bliver man klog".
Og ellers er det bare at fortælle, at jeg tager et smut til Farsø i dag. Hjemme igen på søndag. Ha' en rigtig god morgen og en god dag.

Jesper

Tulipanorama

Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Denne gamle sandhed kommer mig i hu, når jeg sidder på mit arbejdsværelse og kigger ud på vores tulipaner. De har nu stået i fuldt flor i to uger og viser endnu ikke de helt store træthedstegn. Det skyldes givetvis den forholdsvis kølige og meget regnvåde sommer, som vi har heroppe i år.
Tulipanen er på mange måder en superæstetisk plante. Dens enkle og klare form gør, at selv små børn kan tegne den. Og dens næsten brutale farvesymfoni gør, at alle synes godt om den. I en snæver vending kan kronbladene bruges som fyld og pynt i en salat. Desuden er den nem at avle, og har som salgsblomst en forholdsvis lang sæson. Jeg har læst, at der sidste år blev solgt 80 millioner afskårne tulipaner i Norge.
Hvis folk kendte lidt til tulipanens historie, så ville de måske være lidt mere forsigtige på børsen. Verdens så vidt vides første tilfælde af en børs-bobbel, der brast, skete i Holland i 1600-tallet, hvor efterspørgslen efter tulipaner steg, uden at udbuddet kunne følge med, så priserne steg til helt urimelige højder. Folk satte deres sparepenge i tulipaner - og selvfølgelig kollapsede denne tilstand, for kunderne kunne sagtens finde andet at bruge pengene til. Nogle få blev rige, mens mange tabte alle deres penge. Akkurat som det skete med IT-aktierne for nogle år siden, og som det nu ser ud til at ske med boligmarkedet både i Norge og Danmark.
Tulipanen stammer oprindeligt fra Tyrkiet og Iran, hvor den blev dyrket i haver allerede omkring år 1000. Den kom til Europa i begyndelsen af 1600 tallet. Navnet tulipan er afledt af den arabiske hovedbeklædning turban.
Og så lader vi billedet stå et øjeblik, så vi alle kan nyde synet.

Ha' det
Jesper

Sankthansaften

Nu er det midsommer, og det skulle selvfølgelig også fejres i Straumsbukta. Dina har i løbet af foråret flere gange støvsuget stranden for drivtømmer, så vi havde faktisk brænde til et forsvarligt sankthansbål.
Ved halvni-tiden tændte vi op. Nu er drivtømmer ikke det nemmeste at tænde, idet salt er en kendt brandhæmmer, så jeg smed alle fine spejderfornemmelser overbord og ofrede en halv liter tændvæske - og så kan selv en blind mand jo tænde bål. Og resultatet udeblev da heller ikke. I løbet af en fem minutters tid havde ilden godt fat, og bålet brændte smukt - sammen med alle de andre bål rundt i bugten og til forhåbentlig glæde for de tre krydstogtskibe, der sejlede rundt for at give turisterne mulighed for at se på dette særprægede tilfælde af nordisk tradition og folklore.
Dina og jeg havde i øvrigt droppet aftensmaden på denne aften. I stedet lavede vi snobrød og pølser - og skyllede efter med et par glas vin. Dina havde aldrig før prøvet at bage snobrød - og den slags tager altså tid - men hun holdt flot ud, og jeg tror, at hendes brød var næsten gennembagt.
Nu er jeg jo lidt mere dreven i den ædle kunst at bage snobrød, og det lykkedes mig at bage to meget fine snobrød, som var gennembagte, men unægtelig også lidt sorte i skorpen. Men serveret sammen med ketchup og sennep samt en god røget pølse, så smager det jo godt.
Sankthansaften er desværre også et varsel om, at vi nu går mod mørkere tider, men indtil videre har vi midnatssol til slutningen af juli, så vi kan jo stadig se frem til mindst en måneds dejligt sommerlys.

Ha' det
Jesper

Driveri

En drivbænk er ikke - som navnet ellers antyder - en bænk til at drive den af på - snarere tværtimod måtte jeg sande, da jeg lørdag gik i gang med at bygge en drivbænk. Det første hold gulerødder har nemlig vist mig, at jeg er nødt til at kæle lidt mere for havens spirende vækster. og en drivbænk, som nærmest er et transportabelt minidrivhus, kunne være et af midlerne til at sætte lidt mere fut i grøntsagerne.
Lørdag stod jeg tidligt op og byggede en af slagsen. Jeg havde ikke den store viden om det, og jeg syntes heller ikke rigtig, at jeg kunne finde en brugbar tegning på internettet. Så det blev som så meget andet, jeg laver, i mit helt eget design, men som det ses, har jeg fået en ganske nydelig drivbænk ud af anstrengelserne. Flot ser den da ud med både bærehåndtag og støtteben. Den er stor - to gange en meter. Og den fungerer nu som den perfekte rugekasse for en ny portion gulerødder, lidt salat og rødbeder.
Ellers går det helt fint med haven. Den gamle gruekedel midt i græsplænen er fyldt med blomstrende valmuer. Et par tulipaner er der også, og primulaerne er allerede blomstret af.
I stenbedet er der også god fremdrift i væksten, selv om timianen i forgrunden stadig ser lidt sølle ud efter omplantningen fra vindueskarmen. Dog ikke så blåfrossen, som Anne og Henriks roser på kanten af den grumsede, grågrønne Limfjord i Thisted.
I krukkerne i indkørslen stortrives stedmødrene, og vi har dag set den første blomst i vores tagetes af egen avl.
Endnu er det alt for tidligt at sige noget om, hvordan jordbærhøsten bliver, men de første planter er nu begyndt at blomstre, og det ser da ikke så ringe ud.
I morgen er det Sct. Hans, så hvis ellers vejret arter sig, skal vi have bål på stranden.

Ha' det
Jesper

Regntid

Den seneste uges tid har været præget af regn - sommerregn. Det er lunt med ganske høje varmegrader, sådan omkring de 15-17 grader. Regnen kulminerede fredag aften, hvor barometeret var nede og runde de 995 hPa.
Det var en passende anledning til at indvie den paraply, som jeg fik af kollegerne til min fødselsdag. Som det ses er det en pæn lyseblå model, og motivet er meget passende den arktiske del af globen. Og jeg kan nu garantere, at den holder vand.
Fredag aften havde vi besøg af min canadiske kollega Tana. Staklen har brækket sit ben, og kan ikke rigtig komme nogen steder ved egen hjælp. Så jeg tog hende med til Straumsbukta fredag eftermiddag og kørte hende hjem igen lørdag.
Fredag aften gik med gode vine og god mad. Jeg havde kreeret en forret bestående af torskefilet og grønne asparges omviklet med bacon og bagt i oven. Hertil en sennepsdressing som kunne få englene til synge. Hovedretten var ganske enkelt entrecote med salat og hjemmelavet thousand island dressing og til dessert fik vi rabarberkage - selvfølgelig lavet af friske rabarber fra haven.
Vi benyttede i øvrigt lige lejligheden til at prøvesmage den rypesnaps, jeg satte over ved juletid - og den udvikler sig ganske fantastisk. Jeg er bange for, at den ikke overlever den kommende jul.

Ha' det
Jesper

Theo

For fire uger siden døde Theo pludseligt. I den forbindelse ristede Mogens Brinkmann og jeg en lille minderune til den grønlandske avis Sermitsiaq. Af uransagelige årsager har avisen imidlertid ikke bragt indlægget, så det følger her:
Det var med stor sorg, at vi modtog meddelelsen om Theodora Frederiksens, Theos pludselige død.
Theos bortgang er et stort tab for spejder- og gildebevægelsen. Theo var indbegrebet af en spejder og alt det, som betegnelsen står for. En god kammerat. Åben, beredvillig, venlig og til at stole på – altid beredt til at give en hånd med og altid beredt til at tage et ansvar. Blandt andet var Theo Grønlands første spejderchef i perioden fra 1975 til 1977, og i 1984 blev hun medlem af Sct. Georgs Gildet, hvor hun var med til at videreføre spejderbevægelsens idealer.
Her trak hun altid et stort læs, når Sct. Georgs Gildet hvert år i august holder Tivoli for hele Nuuk. Som gildemester og skatmester i gildet har vi i en årrække arbejdet tæt sammen med Theo, som i samme årrække i en del år beklædte posten som gildets sekretær – gildekansler.
En anden af Theos store interesser var koret – og det kan nok være, at vi i Sct. Georgs Gildet satte pris på hendes smukke og klare sangstemme, som mange gange var med til at redde os ud af situationen, når det kneb med at huske melodien til en af de gamle spejdersange.
I denne svære stund går vores tanker og dybeste medfølelse til Theos familie. Til Poul, til børnene og ikke mindst de elskede børnebørn. For dem må tabet være ubeskriveligt.

Æret være Theos minde.

Mogens Brinkmann
Jesper Hansen

Agurketid

Blandt avislæsere er agurketiden frygtet og berygtet, men her i Straumsbukta er det et af årets store lyspunkter.
I april plantede vi fire tomatplanter og fire agurkeplanter i køkkenvinduet, der vender mod sydvest. Planterne er vokset med raketfart, og forrige weekend høstede vi den første agurk.
I dag blev det så til de to næste, og en mere kommer nok til i weekenden. Men så er det altså også slut i denne omgang. Planterne virker lidt trætte, men lad os se, om ikke der bliver afsat nye frugter, nu hvor de er blevet befriet for de tunge og meget vandkrævende agurker. Jeg kan stadig huske det første år, vi havde agurker, hvor det blev 21 stykker på to planter.
Tomaterne sætter også fine frugter, der dog ikke er modne endnu, men jeg har desværre tidligere oplevet, at det alligevel er gået galt. De to sidste år i Nuuk høstede jeg sammenlagt fem tomater, så vidt jeg lige kan huske. Men ind til videre ser det altså lysere ud, så vi krydser fingre.
Dagen i dag er ellers gået med heldagsregn. Det lyder trist, men det har altså været af den dejlige sommermodel, der får alting til at se lidt mere grønt ud og spreder en duft af sommer, så det er nu ikke så galt endda.

Ha' det
Jesper

Kautokeino

I sidste uge var jeg som tidligere omtalt i Kautokeino. Byen er blandt andet kendt i Grønland for sin venskabsforbindelse med bygden Kapisillit i Godthåbsfjorden og er vel også en slags hovedby for den samiske rendrift og udviklingen af samisk kunsthåndværk. Men når det så er sagt, er det altså også en by populært sagt in the middle of nowwhere.
Byen består af cirka 3000 sjæle, som bor i huse spredt ud over sandbankerne langs Alta-elven 130 km syd for Alta. Størstedelen af de 130 km går gennem den nordskandinaviske vildmark - et birkekrat i et omfang, der for mange vil virke ret ensformigt.
Kautokeinos største chance for en anstændig fremtid er udvikling af vildmarksturismen. Derfor åbnede Thon-kæden et fint konferencecenter med 60 værelser i weekenden, men derudover byder byen på et par campingpladser og et par benzinstationer, og da vi ankom ret sent tirsdag aften bestod det kulinarisk udbud af et par kogte pølser fra Statoil - lige inden lukketid.
Vi var imidlertid budt ud at spise onsdag aften på byens hidtil førende restaurant, Alfreds kro. Og det var nok værd at køre langt efter. Først en velsmagende, fast roulade af laks og gedde på en bund af spæd salat, dernæst braisseret småkød af rensdyrkølle i rødvinssauce og nye kartofler og afslutningsvis blåbærtærte med råcreme. Kroen var åbnet denne aften kun til ære for os - og det kan undre. Så lækker mad burde der da være et publikum til også om aftenen. Alfreds kro være hermed anbefalet med med fem rensdyrtakker!
Til gengæld er det svært at sige noget pænt om vejret i Kautokeino. Trods det at byen ligger lidt sydligere end Tromsø, var vejret cirka en måned bagefter. Det vil sige, at træerne endnu ikke var sprunget ud - og at vi både oplevede sne, slud og regn i de par dage, vi var der. Faktisk mindede vejret temmelig meget om vejret i Nuuk her i juni, hvor vi jo flere gange har oplevet snevejr på den grønlandske nationaldag den 21. juni - og det er der jo forresten også kun et par dage til.

Ha' det
Jesper

Friluftzzzliv

Jeg har altid holdt af at sove udendørs - og nu hvor det er sommer, og vi har vores egen have, er der faktisk ingen undskyldning for ikke at gøre det.
Natten til lørdag skulle det være. Jeg faldt i søvn i midnatssolens skær og fuglene fik sig sikkert en rystende oplevelse, da min snorken satte i gang og givetvis overdøvede deres sang. Men når man ligger der midt på plænen, bliver man alligevel et med naturen - og det var tydeligt at se, at fuglene hurtigt vænnede sig til deres nye kammerat. Jeg husker også en gang i Blokhus, hvor jeg fik besøg af Mikkel Ræv der midt om natten. Det er en spændende måde at opleve naturen på - og det kan stærkt anbefales.
Desværre gik lynlåsen i min sovepose i stykker sidste sommer - så polarsovepose ned til -25 grader eller ej og på trods af Birgittes hjemmesyede fleece-lagenpose måtte jeg desværre bide i det sure æble og krybe indendørs ved fem-tiden om morgenen. Det er ellers det tidspunkt, jeg normalt står op, men lørdag blev det altså sengetid i ordets aller bogstaveligste forstand, hvor jeg krøb ned under den dejligt varme edderdunsdyne fra Jysk. Birgitte har lovet at hjælpe mig med en ny lynlås - så nu må jeg huske at tage soveposen med til Danmark næste gang.

Ha det
Jezzz...per