Farvel til Bell

Flynørderi

Lørdag aften sluttede et kapitel i den grønlandske luftfartshistorie, da B212 helikopteren OY-HCY  lettede fra  Kulusuk på den 10 minutter lange flyvetur til Tasiilaq. Det  var sidste gang, helikoptertypen blev brugt i Air Greenlands fartplan efter at have opereret i selskabet i over 40 år.

Den vil blive savnet. Ikke på grund af sin komfort. Tværtimod. For der er hverken komfort eller god plads i 212. Men den karakteristiske flap-flap-lyd er en del af mit grønlandske lydbillede - og jeg elsker lyden.

Jeg har kun fløjet med Bell 212 en halv snes gange. Men jeg er glad for at have prøvet det, for her får man virkelig noget for pengene. Den ryster og larmer - og den larm er virkelig fed. For når man sidder på passager-pladserne, sidder man med ryggen op af den gigantiske Pratt & Whitney PT6T-motor, der yder noget i retning af 1800 heste. Det kan mærkes og høres - sammen med rotorbladenes flap..

Min sidste tur med Bell 212 foregik for ti år siden mellem Tasiilaq og Kulusuk. Det er også herfra billederne i artiklen kommer fra. Og helikopteren var dengang også OY-HCY, for resten.

Bell 212 afløses i Air Greenland af H-155.

Air Greenland har produceret en mindevideo for Bell 212. Den er lidt lang, men hvis du elsker lyden af 212 ikke et sekund for lang. Det er sød musik i mine ører...

Sprængt oksespidsbryst med spidskål

Gyldenspjæts livret

Onsdag aften havde jeg besøg af et par af de gamle spejdere. En hyggelig tur i skoven for at studere anemoner og ramsløg, som det er højsæson for netop nu.

Det blev også lige undskyldningen for at traktere med en nem og hurtig treretters menu, hvor hovedretten var sprængt oksespidsbryst med stuvet spidskål, der som bekendt var Gyldenspjæts livret.

Det er nem mad, selv om det kræver lidt forberedelse. Sprængningen tager nemlig tid, men passer sig selv. Så allerede fredag smed jeg oksekødet i en saltlage - 80 gram salt, 20 gram nitritsalt og 20 gram sukker pr liter vand. Og da jeg nu var i gang, røg der også lige en kalvetunge i lagen. Det er jo det samme arbejde - og så havde jeg også et godt udgangspunkt for forretten.

Her serverede jeg en lille anretning med kalvetunge og hjemmegjort italiensk salat, en håndfuld håndpillede grønlandske rejer med ramsløgmayo og så en smagsprøve på Kamiks rensdyrspegepølse, som jeg hentede i Kangerlussuaq forleden. Hertil hvidløgsflutes af supermarkedets præfabrikerede type, selv om det ikke fremgår af billedet.

Når oksespidsbrystet er sprængt efter fem dage i lagen, skal det koges i et par timer i vand tilsat et par gulerødder, et par løg, et par stykker selleri, en håndfuld peberkorn og et par laurbærblade. Suppen var i øvrigt genbrug fra dagen i forvejen, hvor jeg tilberedte kalvetungen til min frokost.

Nu gik snakken jo, mens oksekødet simrede, så det fik lige en time for meget. Det gjorde kødet  rigeligt mørt, så det var svært at skære pænt. Nærmest pulled oksespidsbryst vil jeg sige - men det smagte herligt alligevel, så pyt..

Desserten var god, gammeldags gul budding. Det er sådan en dille, jeg har i øjeblikket. Efter måske 35 år uden budding har jeg genopdaget denne skønne gamle dessert, der smager herligt i sig selv, men bestemt ikke bliver ringere af lidt lune amarena-kirsebær på toppen.

Det lyder voldsomt med en treretters til en almindelig onsdag aften, Men det hele kan stort set laves i forvejen, så når først gæsterne er gået til bords, kører det egentlig bare derudaf. Og heller ingen tømmermænd dagen derpå. Det var kørende gæster, så det hele blev skyllet ned med Pepsi Max og sligt.

Drama i mølledammen

Sortsvaner på flugt

Forleden kørte jeg tilfældigvis forbi Haverslev Mølledam, hvor jeg fik øje på et sortsvanepar, der snadrede i grøden i den vestlige ende.

Men inden jeg fik standset og fundet kameraet frem, var der røre i mølledammen. Der bor nemlig også et knopsvanepar, hvor hunnen i øjeblikket ligger på rede. Knopsvanefar var synlig utilfreds med de sorte gæster, så de blev jaget på porten. Straks og øjeblikkeligt.

Så jeg måtte nøjes med et foto af de forsmåede sortsvaner, som fortrak til mere sikre farvande.

Men pyt. så kunne jeg lige konstatere, at alt var efter årstiden i mølledammen. Masser af blishøns, krikænder og så selvfølgelig den gamle kending fra dammen - den gråstrubede lappedykker, som der er mange af på det sted. Det blev også et foto af et troldandepar, som netop nu samler kræfter inden trækket nordpå.

Sortsvanerne er gamle kendinge på egnen. Jeg så dem første gang for et par år siden ved Aabybro - og de holder jævnligt til i Gjøl Bredning.

Sortsvanen stammer fra Australien og er sikkert undslupne eksemplarer fra en dyrepark eller en voldgrav. Til gengæld har aussierne importeret europæiske knopsvaner til deres parker. Flot ser knopsvanen også ud, men den giver angiveligt problemer for især australske børn med dens hidsige temperament, har jeg hørt.Så måske er det bedst, at hvert bord passer sit - og vi lader dyrene blive, hvor de hører hjemme. 

Så gik der 65 år

Kagelysten

Så viser kilometertælleren 65 år. Dybest set er det tegn på, at jeg efterhånden er ved at være godt brugt, men det vælger jeg at betragte som patina.

Der har været bump undervejs, så tændrørene virker lidt slidte, men overordnet set har det været sjovt - og jeg bilder mig ind, at jeg har oplevet mere end de fleste, så helt ringe har tilværelsen nu ikke været.

Fødselsdagen blev fejret på selve dagen. Det var skærtorsdag og fridag - og med flere efterfølgende fridage til at sove den ud i, så det blev en fest uden lige. Dog med den lille begrænsning at det var lidt i sidste øjeblik, at jeg kom efter, at der skulle være fest. Så det var kun en lille sluttet kreds, der deltog.

Foto: Henrik Jespersen

Det var familien og et par gode venner, der har været en stor støtte i tiden efter Dinas død, som jeg godt ville sige tak til - og så var fødselsdagen en god anledning til at kræse for dem med nogle små godbidder fra køkkengemakkerne.

Foto: Henrik Jespersen

Det var en god fest, så jeg fik ikke fotograferet det helt store, men sådan går det ofte, når først snakken går. Det gjorde den nemlig - og det skal da ikke være nogen hemmelighed, at meget af snakken handlede om Grønland. Sådan er det jo.

Grønland var også temaet i maden. Jeg lagde ud med en lille appetizer - lidt rensdyrspegepølse fra Kamik i Nuuk, som jeg hjembragte fra Kangerlussuaq forleden. Serveret med rugbrødssnacks med kvan venligst sponsoreret af Air Greenland. Hertil ramsløgmayonnaise, for det er jo sæson for ramsløg.

Så fulgte den berømte laks baroque, som har været en af mine tilbagevendende serveringer, siden jeg lærte retten at kende på madlavningsholdet i Sisimiut for næsten tredive år siden. Så fulgte en lammekølle med bagte rodfrugter, flødekartofler og en lille klat sauce på lammefonden.

Finalen blev den grønlandsk kaffeinspirerede kage, som jeg over de seneste måneder har udviklet sammen med Jørn Bager, der også beredvilligt hjalp mig i køkkenet om morgenen, selv om han ikke deltog i festen. Stor tak for hjælpen til Jørn. For resten også en stor tak til Birgitte og Leo, som hjalp med serveringen gennem dagen.

Kagen blev godt modtaget - og jeg mener selv, at den nu har fået sin endelige form. Henrik har lavet videoen nedenfor, som viser det store øjeblik, hvor Rikke skar for - og det viste sig, at kagen havde det helt rigtige snit. Jeg skal nok dele opskriften på et senere tidspunkt, men foreløbig må du nøjes med billederne. 

Dagens vine var Cremant fra Alsace, Giersberger, Macon d'Ace fra Bourgogne, Ventoux i Cotes du Rhone fra Vidal-Fleury samt en tiårs tawny.

Tak fordi I ville være med til at fejre min fødselsdag - allesammen. Også en stor tak for alle hilsenerne på Facebook og Linkedin. Jeg er ikke så pjattet med sociale medier, men når man har fødselsdag, er det en ren fornøjelse.

Et minuts stilhed, baconbrændevin og herremad

En bevæget aften

Martsmødet i Øland Sildelaug blev indledt af viceoldermanden, da oldermand Palle Strandgaard pludseligt døde for  tre uger siden under en ferie på Gran Canaria. Oldermanden blev bisat torsdag den 30. marts i Nørre Tranders Kirke.

Palle Strandgaard flyttede til Øland i 2014 og faldt hurtigt til med sit åbne sind og gode humør. Allerede efter få måneder blev han optaget i sildelauget, hvor han bidrog til de kulinariske udskejelser med stor flid og dygtighed. I kraft af en lang militær karriere havde han et stærkt organisationstalent, og i kraft af en fem-årig karriere som forpagter i Gigantium var han en dygtig kok, som sildelauget ved utallige lejligheder har nydt godt af.

I mindeordene dvælede viceoldermanden ved den første gang, Palle Strandgaard havde ansvaret for forplejningen. Det skete ved oktober-mødet i 2015. Menuen var tarteletter og stegte duer. Duerne var af egen avl - og den tilhørende brune sovs fik englene til at synge.

Palle Strandgaard blev ved januarmødet i år sildelaugets kun fjerde oldermand . Der er tradition for, at oldermændene har posten i årevis - og det er ganske usædvanligt, at en oldermand har det ærefulde og magtfulde tillidshverv i kun godt to måneder.

Herefter holdt laugsbrødrene et minuts stilhed.

Efter mindestunden gik arbejdet i gang. En treretters menu krævede intens indsats fra alle mand.

Gidtblanderen trakterede under arbejdet med den nok mest specielle brændevin i laugets historie. Efter mange gætterier kom det frem, at det noget tyktflydende fluidum var lavet på bacon. Den slags skal selvfølgelig prøves, men det var den almindelige vurdering, at det næppe nogensinde bliver et stort hit.

Aftenens forret var bagt torsk på en waldorf-inspireret bund af selleri, æbler og pecan-nødder med smørstegt rugbrød. Portionerne var enorme og kunne sagtens have været et hovedmåltid.

Men sådan spiller klaveret ikke i sildelauget. Det kræver sin mand at følge med, så hovedretten var beef wellington - indbagt oksemørbrad med hasselbach kartofler og en sauce på løg, æbler og champignon.

Også saucen kunne udgøre et måltid i sig selv. Spist med ske var det en glimrende eksponent for herremad i sin egentlige betydning. Skamrosen faldt i byger - og til sidst var det nødvendigt at åbne vinduerne. Det bør anstændigvis nævnes, at Ole stod for dette mesterværk.

Dessertmesteren bød på roser med skildpaddeis. Det var nu heller ikke ringe. Men der er åbenbart bund i fattigfolk trods alt - og mætheden bredte sig. Endda i en sådan grad, at den afsluttende og traditionsbundne afsyngelse af Ølandsangen foregik siddende. Det er efter skriverkarlens beskedne og aldersbetinget nedsatte hukommelse aldrig sket før.

En lang dag på kontoret

Dagens dont

Det er nu tredive år siden, at jeg rejste til Grønland på en enkeltbillet. Onsdag tog jeg afsted igen, men denne gang med returbillet. Endda til samme dag. Det har jeg aldrig prøvet før, men nogen skal jo lave det hårde arbejde...

Op klokken tre, i bad og smøre madpakke til bilturen. Klokken fire afsted til Billund. Så med fly til Kangerlussuaq og ni kvarters ophold i Grønland. Retur til Billund, hvor jeg landede 20.23 og hjem til Øland med ankomst lige før midnat.

Det var en fin tur. Godt flyvevejr og supervejr i Kangerlussuaq med solskin og femten graders frost, hvilket ikke er særlig koldt på de kanter. Luften er tør, så jeg fik ikke en gang brug for de handsker, som ellers var i rygsækken - sammen med kamera og pc, for det var jo arbejde.

Anledningen var en ny flyrute mellem Billund og Kangerlussuaq, som åbnede onsdag. Jeg var inviteret med på jomfrurejsen af Air Greenland, der satser på en ugentlig afgang hver onsdag fra det midtjyske.

Initiativet er blevet godt modtaget af mange i grønlændere i Aarhus, Odense og Trekantområdet, som ser frem til at undgå den trælse og fordyrende omvej via København - og der skal såmænd nok være mange turister, der også vil benytte sig af tilbuddet.

Her fra Nordjylland er det fortsat nemmere at flyve via Kastrup efter min vurdering - og der er også mange flere afgange end den ene ugentlige afgang. Vi nordjyder kan så håbe, at det går så godt for den nye rute, at Air Greenland igen får mod på at lande i Aalborg, som det skete nogle få gange om sommeren i perioden 2014-16.

Jeg lavede et par billeder før afgangen, for der var både kaffe, kage og taler i den festlige anledning. Lufthavnsdirektør Jan Hessellund i Billund var selvfølgelig meget stolt og ringede med skibsklokken til afgang.

Jeg skrev artiklen til Sermitsiaqs bagside under flyveturen op og sendte det til avisen, da jeg ankom til Kangerlussuaq - umiddelbart før ugens deadline.

Så blev der tid til en halv time i solen foran cafeteriet inden sikkerhedskontrol og taxfree, hvor jeg også provianterede den lækreste rensdyrspegepølse fra Kamik i Nuuk. Så lige en smøg på altanen over gaten, hvor der er et formidabelt udsyn over området. Det er smukt - og noget jeg helt bestemt vil savne, når flyene i en nær fremtid går direkte til Nuuk.

Fremtiden er usikker for Kangerlussuaq. Militæret vil fortsat være her, men den civile lufthavn og turistindustriens fremtid i området er usikker. Det problem bruger vi meget spalteplads på i avisen.

Men en fin dag var det. Sådan med en smuttur til Grønland. Men alderen begynder at trykke. Jeg var godt brugt, da jeg kom hjem 20 timer efter afgang fra Øland. Det er vist godt, at det ikke er alle dage på kontoret, som er så lange...

Forårsfornemmelser og pludselig død

Årets og livets gang

Der er tydeligvis alvorligt forår i luften. Fredag ankom de første stære til haven. Desværre i mørkningen, så ingen fotos.

Stæren er en munter fugl, som er sjov at lytte til. Endnu har de ikke slået sig ned for alvor, men nu er de her - og det er et sikkert forårstegn. Men skulle man være i tvivl, er det bare at kigge på termometret. Det er lunt og i weekenden også vindstille.

Desværre var det også tåget, så lørdagens fugletur var med begrænset udbytte. Det blev kun til fotos af en flok kortnæbbet gås og en hare, men jeg så da både storspover, sølvhejrer, fiskehejrer, krik-, pibe- og gråænder og også en stor flok bramgæs.

Det blev også til en påmindelse om livets skøbelighed. Lørdag eftermiddag efter frokost lå der pludselig en død bogfinke midt på gårdspladsen. Hvorfor den lige var død der, aner jeg ikke, men død var den i hvert fald - uden synlige skader.

Den var drattet om næsten lige ved siden af en død salamander. Det er sandsynligvis en, som lod sig lokke frem før sneen og frosten i forrige uge. Da først frosten kom, var den prisgivet. For salamandre er vekselvarme - og når først det fryser, kan de ikke bevæge sig synderligt. Så den lå altså og var død af kulde tæt ved krukkerne, langt fra jord og et livgivende skjul.

Sådan er livet også. Det eneste, vi er sikre på her i livet, er, at vi skal dø.

Dagens ord XCII

 Fællespisning

Klik på billedet og se lige underrubrikken i screendumpen. Så skete det endelig. Slåfejlen vi alle har ventet på. Sikken fest vi nu skal ha'...

Det er alle skribenters skræk at glemme et s i fællesspisning, så der kommer til at stå fælles-pisning. Alligevel sker det af og til - og i dag skete det så i underrubrikken til en artikel på Ligeher.nu om en fællesspisning i Brovst.

Det er sådan en fejl, vi alle prøver at undgå. Så vi tjekker og tjekker en gang til, når vi er i nærheden af det ord. Når det så endelig går galt, ser vi også fejlen med det samme. Splinten i din broders øje og så videre...

Jeg indrømmer gerne, at det er ikke særlig pænt at hænge en god kollega ud på den måde. Og man skal jo ikke kaste med sten, når man selv bor i et glashus. Men undskyld mig. Jeg kan bare ikke lade være...

Årets første haveprojekt

Nyt asparges-bed

Så er jeg blevet færdig med årets første haveprojekt - et nyt højbed til mine asparges.

Vejret har jo været fint den seneste tid - og det har kriblet i fingrene med at komme i jorden i takt med at vintergækker, erantis og krokus myldrer op af jorden.

Så for to uger siden gik turen til tømmerhandlen, hvor jeg indkøbte materialer til et højbed efter en model, jeg selv havde udtænkt. Så byggeriet tog lidt tid, for nok kunne jeg se højbedet oppe i hovedet, men jeg havde ikke helt gennemtænkt, hvordan det rent praktisk skulle udføres.

Så det fik jeg så et par dage til at gå med. Det er ret typisk for min måde at arbejde på. Ikke altid gennemtænkt. Men hvo intet vover, intet vinder. Jeg synes da selv, at det ser fint ud.

Søndagen forløb med høj sol, selv om der er varslet snestorm i den kommende uge. Så var det bare med at få fyldt jord i og flyttet aspargesene. De står nu i den ene halvdel i en blanding af afrettersand og kompost. Meget bedre kan asparges næppe få det. Og lidt senere på sæsonen er det så planen, at plante yderligere ti planter, som om et par år forhåbentlig er store nok til at give en anstændig høst.

Jeg ved for resten slet ikke, om det kan lade sig gøre at flytte gamle asparges-planter. Litteraturen siger ikke meget om det, men nu forsøger jeg altså. Det hastede lidt og blev årets første haveprojekt, fordi jeg har en ide om, at det nok er bedst at flytte de gamle planter, inden væksten går i gang.

Så nu glæder jeg til snestormene er ovre - og når jeg forhåbentlig skal i gang med aspargeshøsten en gang i april.

Verdens sejeste Alfred

Isbjørnene kan bare komme an

75-årige Alfred Olsen, der bor i Hals, blev landskendt, da DR for nylig sendte dokumentarserien om Sirius-patruljen.

Alfred Olsen var i sin tid den første grønlænder, som blev medlem af den legendariske militær-enhed på kun 12 mand og 80 slædehunde. Sirius håndhæver Kongeriget Danmarks suverænitet i den 972.000 km2 store nordøstgrønlandske nationalpark – det svarer til Frankrig og Spanien tilsammen – og det var ved at koste ham livet i 1971.

TV-seerne gøs, da han fortalte om en ulykke i januar 1971, hvor han sammen med tre kammerater mistede telt og udstyr i en forrygende snestorm. De overlevede kun ved at lægge sig oven på hinanden i snestormen, der varede to døgn – og det endte med, at to af mændene måtte evakueres til Rigshospitalet, mens Alfred og kammeraten Henrik måtte bruge to måneder med skånetjeneste som radiotelegrafister, inden de kunne komme af sted på forårsrejsen med slæden og de tretten hunde.

Den tur bød på en vred isbjørn. Det vender vi tilbage til, men hvordan gik det til, at Alfred Olsen blev den første grønlænder i Sirius? Det er ikke værnepligt i Grønland, så det er kun ganske få grønlændere, der får en militær karriere.

- Min far, Wilhelm Olsen, var en af de første grønlandske politimænd og arbejdede en del år i Sisimiut. Her voksede jeg op – og fik allerede som lille barn mit første hundespand på fem hunde, fortæller Alfred Olsen.

- Interessen for hundene og hundeslædekørslen har aldrig forladt mig, men jeg måtte naturligvis opgive det, da vi kort efter min konfirmation i 1961 flyttede til Hundested, fordi min far var blevet ansat i kriminalpolitiet i Frederikssund. Resten af min skoletid foregik derfor i Hundested, hvorefter jeg kom i lære som maskinarbejder på Hundested Motorfabrik.

- Jeg blev udlært i 1967 – og fordi jeg boede i Danmark, skulle jeg selvfølgelig som andre unge danske mænd på session. Jeg blev rekrut i flyvevåbnet på Flyvestation Skrydstrup i 1968 – og det var her, jeg første gang mødte en Sirius-mand, som jeg ellers kun havde hørt om i radioen. Det var min delingsfører, som selv havde været i Sirius, og han opfordrede mig til at søge ind.

- Det var imidlertid et optagelseskrav, at jeg havde en befalingsmandsuddannelse, så jeg kom på sergentskolen på Flyvestation Værløse. I 1969 søgte jeg ind til Sirius, kom gennem det første nåleøje og kom på forskole sammen med syv andre – vel vidende at der kun var brug for seks mand.

- Forskolen begyndte i januar 1970 - den første halvanden måned i Norge, hvor vi trænede skiløb og vinterkrig sammen med tropper fra de andre Nato-lande – og herefter på Holmen i København, hvor vi blev undervist i kort, kompas, flykending, førstehjælp på et højt plan, for vi skulle både kunne give indsprøjtninger, sy sår sammen og reparere tandskader med tandlæge-cement. Mere skydetræning og så motorlære. Men det med motorer kunne jeg jo i forvejen fra Hundested Motorfabrik.

- Den sidste opgave inden den endelige udvælgelse gik ud på at pakke næste års proviant til Sirius. For hvis der var noget, der kom til at mangle, så var det vores egen fejl.

Foto: Privat

- Da vi skulle gennem den endelige udvælgelse, viste det sig, at der det år var brug for syv mand, fordi en af de gamle Sirius-folk skulle hjem efter kun et år på grund af forfrysninger. Nummer otte på holdet faldt fra, fordi han havde fået en kæreste, så efter de afsluttende samtaler med befalingsmænd og psykologer, endte det med, at jeg skulle afsted til Daneborg den 13. juli 1970.

- Jeg nåede kun at være på Daneborg en dag. Så fik jeg at vide, at jeg skulle tilbringe sommeren på Ella Ø sammen med en anden af de nye og to af de gamle Sirius-folk.

- Vi skulle i sommerens løb rydde op efter isbjørnebesøg – og så havde jeg en specialopgave med at få hyttens båd, en lille kutter med navnet Arnaq, til at sejle igen. Motoren var kaput. Stemplerne var brændt af, men da det var en Hundested-motor, var det nu en overkommelig opgave at få motoren i tiptop-form.

- Efter en herlig sommer på Ella Ø vendte vi tilbage til Daneborg i slutningen af september og begyndte at gøre klar til efterårsrejsen, der er en forholdvis kort tur, hvor det først og fremmest handlede om, at vi uden erfaring skulle lære at være på tur og telte – og i det hele taget få de daglige turrutiner ind på rygraden.

- Der blev også dannet slædehold – og jeg kom sammen med den meget erfarne Sirius-mand Henrik Friis, der på det tidspunkt havde tre års Sirius-tjeneste bag sig og også var stationschef. Lige som jeg havde Henrik i øvrigt stor erfaring med hundeslæde fra barnsben. Hans far havde boet nogle år i Sisimiut, hvor han arbejdede for KGH, så vi var et godt makkerpar fra første sekund.

- Efter jul og nytår begyndte vi forberedelserne til forårsturen. Det var planen, at Henrik og jeg skulle flyve til Station Nord med hundene, kører op over Grønlands Nordspids og tilbage til Daneborg. Men turen på 4.600 km blev aldrig til noget – og det ærgrer mig den dag i dag. For det kunne have været en meget stor oplevelse.

- Men – som man også har kunnet se i TV-dokumentaren – gik kokken og teknikeren fra vejrstationen på Daneborg gennem isen på en weekend-tur, og den 10. januar blev det bestemt, at vi skulle køre fire mand til Augustadalen for at hente teknikerens lig.

- Her gik alt galt. Det blev orkan, og vi mistede teltet og det meste af vores grej. To af os fik alvorlige forfrysning og måtte efterfølgende evakueres til Rigshospitalet, mens Henrik og jeg fik gnist-tjeneste – altså arbejde som radiotelegrafister på Daneborg – den første halvdel af foråret, blandt andet fordi jeg havde fået forfrysninger i knæet.

- Men vi fik en kortere slædetur i anden halvdel af foråret. Turen gik til området nord for Danmarkshavn, hvor vi modtog flydrop med proviant, som vi fordelte til depoter i området. På tilbageturen vendte vi døgn, så vi kørte om natten og hvilede om dagen, fordi sneen blev blød i forårssolen.

- På et tidspunkt så jeg ude til højre en isbjørn – og det er superbenzin til hundene, så jeg løb efter den på skiene. Den løb op på et klippeskær, der stak op af isen, så jeg kom om foran den og fik den med et enkelt skud med riflen.

- Dengang var det tilladt – og det blev mit livs første isbjørn. Imens havde Henrik losset slæden og kom så og hentede bamse. Vi fortsatte mod den gamle fangsthytte på Hvalrosodden, hvor vi deponerede noget af kødet – og så gik turen sydover igen.

Foto: Privat

- Et par dage senere gentog historien sig. Jeg satte af sted på skiene, mens Henrik gjorde slæden klar til bjørnetransport. Jeg løb isbjørnen ind og skulle til at skyde, da jeg opdagede, at jeg havde glemt riflen. Så tog jeg min pistol og skød fem gange mod hjerteregionen. Isbjørnen lod sig ikke mærke med det, men brølede og virkede rigtig godt arrig – og jeg nåede da lige at tænke, at nu var jeg vist i knibe, da Henrik kom bagfra med slæden og nedlagde bamse med et enkelt pragtskud på stor afstand.

Efter opholdet ved Sirius fik Alfred Olsen en civil uddannelse som entreprenør og vendte tilbage til fødebyen.

- Efter nogle år startede jeg en entreprenørafdeling i kommunen. Senere deltog jeg i byggeriet af lufthavnen i Nerlerit Inaat nær Scoresbysund i Østgrønland for at se, hvordan man gør sådan noget, så vi kunne opbygge en grønlandsk uddannelse på Bygge- og anlægsskolen i Sisimiut, så de grønlandske arbejdere var klar til halvfemsernes mange lufthavnsbyggerier i syv byer på Vestkysten.

- Vi grønlændere har en pligt til at gøre tingene selv, men det kræver uddannelse, så derfor blev jeg i 1997 ansat på Bygge- og Anlægsskolen, hvor jeg senere også var med til at opbygge Råstofskolen.

Det blev også til en politisk karriere. Første gang fra 79 til 83 i kommunalbestyrelsen i Sisimiut – og siden igen som valgt for partiet Siumut i perioden 1997 – 2011, hvor han blandt andet var formand for Socialudvalget og tog initiativ til Grønlands på det tidspunkt mest moderne alderdomshjem.

Alfred Olsen holdt op med at arbejde i 2020. Her flyttede han til Danmark og et dejligt hus i Hals med udsigt over Limfjordens munding sammen med hustruen Kirsten Bødker.

Når Alfred Olsen ser tilbage på sit begivenhedsrige liv, er han sikker på, at sessionen og indkaldelsen til militæret var et vendepunkt, der banede vejen for fremtiden.

- Der er for mig ingen tvivl om, at værnepligt og militærtjeneste er baggrunden for, at så mange danske klarer sig godt i voksenlivet. Her lærer de samarbejde og ordholdenhed, som er vigtige på alle arbejdspladser – og jeg har i hele mit politiske og pædagogiske virke altid lagt vægt på militæret som et forbillede. Blandt andet sørgede jeg for, at alle skoleklasser besøgte flådens skibe, når de var i Sisimiut.

Alfred Olsen hilser det derfor med tilfredshed, at der nu efter mange års debat er lavet en aftale mellem den danske regering og det grønlandske selvstyre om at indføre værnepligtsafprøvning i alle de grønlandske uddannelsesbyer.

Det er 30 år siden, at jeg mødte Alfred første gang. Jeg var lige flyttet til Sisimiut - og Alfred inviterede mig på en tur med hundeslæden. Da Alfred for kort tid siden medvirkede i DR's Sirius-serie, tog jeg telefonen og inviterede mig selv på en frokost. Det kom der denne artikel ud af, som har været bragt i flere forskellige medier. Selvfølgelig tilpasset det konkrete medie. Denne version er udgaven fra Hals Avis.

Alfred og fru Kirsten på forårets sidste slædetur i Sisimiut 2018.