Tukuma Arctica

Et stort skib

Tukuma var en gang titlen på en dansk film med Thomas Eje i hovedrollen - og som foregik i Grønland. Det er en del år siden, at jeg så filmen, som jeg husker som ret kedelig.

Men i sidste uge dukkede Tukuma så op i Limfjorden. Tukuma (den som er kvik, vågen og har travlt) er nemlig navnet på Royal Arctic Lines nye flagskib, der sammen med to tilsvarende skibe fra islandske Eimskip skal sejle i fast fart mellem Danmark, Island og Grønland med ugentlige afgange for Aalborg (frem til 2022) og Aarhus og op til Nuuk.

Tukuma ankom sidste tirsdag fra værftet i Kina og stod ind over Hals Barre som det største containerskib, der nogensinde har besøgt havnen i Aalborg.

Og skibet er enormt:179 meter langt og 31 meter bredt og en lasteevne på 2150 20-fods containere.

Det er også højt. Overbygningen strækker sig godt 45 meter i vejret. Det svarer til en 13 etagers bygning.

Det erfarede jeg på den hårde måde, da jeg fredag formiddag var om bord på skibet. Der var mange trapper - og det var altså lidt af en udfordring for en lettere korpulent reporter og fotograf. Men jeg overlevede da, og historien kom i hus.

Det blev til to artikler til Sermitsiaq, som kan ses her og her.

Torben Agersted har opfordret mig til også at bringe nogle af billederne her på bloggen, så det gør jeg lige...

Ressourcespild

Forbrugssamfund

Dette fine Beovison M20 fulgte mig trofast i 25 år, men 
så blev TV-standarden lavet om til bredformat - og så 
måtte det ud i 2011. Nu - mindre end ti år efter - bliver
TV-standarderne igen lavet om, så næsten nye fjernsyn
 bare skal smides væk. Ressourcespild, mener jeg.

For nogen tid siden ryddede jeg op på værkstedet. På hylderne stod der lille transistorradio, som jeg ikke har brugt længe.

Med et alvorligt stik af vemod røg den i skraldespanden, selv om den kun var 20 år gammel. Lidt af et teknisk vidunder, som kunne tage både kort-, mellem- og langbølger – foruden FM, forstås. Anskaffet i 2000 under et halvt års ophold på Lofoten, så jeg kunne følge med i de danske nyheder fra Kalundborg-senderen. Det var dengang, man kunne høre dansk radio over hele verden.

Nu til dags kan man dårligt høre dansk radio i Danmark, for transistorradioen fik følgeskab i skraldespanden af min første DAB-radio, der heller ikke kan bruges mere, siden DAB-signalet blev slukket i 2017. Jeg var ellers blevet glad for især P5 og programmerne med Jørgen de Mylius, men nu har jeg da klaret mig i et par år stort set uden radio.

De tilbageværende FM-kanaler siger mig ikke rigtig noget, som de er plastret til med ligegyldige studieværter – gerne to til tre styks ad gangen - og tæppebankermusik. Så hellere læse en bog eller avis, så længe det fortsat er tilladt…

Og nu ser det ud til, at fjernsynet går samme vej. Den 31. marts flytter det æterbårne TV-signal nemlig til det såkaldte DVB-T2 – og med et trylleslag er ti år gamle TV-apparater akkurat lige så forældede som langbølgemodtageren. Det er miljøsvineri og ressourcespild i verdensklasse.

Jeg har for længst besluttet mig for, at jeg ikke køber nye TV-apparater eller hopper på bredbånds-TV. Der er nok af andre ting at bruge penge på.

Omlægningen af signalerne er ganske meningsløs. Radioerne og fjernsynsapparaterne fejler jo ikke noget, hvis det ikke var for politikerne. Jeg vil ikke lade mig spænde for forbrugsvognen. Nok er nok. I disse tider, hvor jeg skal have dårlig samvittighed over at spise rødt oksekød og fyre i brændeovnen, hører det simpelthen ingen steder hjemme, at det politiske system vil tvinge mig til at købe nyt fjernsyn.

Det er en skandale, der får de grønne ambitioner til at klinge hult. Det grønne er godt nok, når politikerne skal finde nye beskatningsobjekter, men det er et skridt frem og to tilbage, når de selvsamme politikere vil have os til at kassere brugbare fjernsyn.

En gang var jeg så naiv, at jeg troede, at politikerne var folkets tjenere. Deres fornemste opgave var at gøre det lettere at være dansker.

Jeg tog grusomt fejl. Årlige omlægninger af radio- og TV-frekvenser er blot et af mange anslag mod en god og tryg tilværelse i det lille kongerige. Dag for dag bliver det bare sværere og sværere, fordi politikerne med deres idelige reformer og nyskabelser gør, at vi skal bruge alle vores kræfter på omstillinger og gøre tingene på en ny måde. Det er uproduktivt, når man laver om på ting, som fungerer – og al erfaring viser jo, at tingene ikke bliver bedre, selv om de nye.

Men de bliver dyrere og dyrere. En gang havde vi verdens bedste telefonsystem. En udbyder og en pris. Nu skal man bruge tid og kræfter på med jævne mellemrum at tjekke priserne på skrattende mobilabonnementer hos kapitalfonde, der ikke er andet end vulgære nouveaux riches og gullaschbaroner. Og lydkvaliteten i telefonerne er bare gået ned og ned, siden Bang og Olufsen i 1983 lancerede den navnkundige Beocom 1, der var verdens første telefon med lyd i hifi-kvalitet.

Den gang kunne vi være stolte af at være danskere. Nu er der ikke så meget tilbage at være stolt af. Måske vi alligevel skal overgive os til kineserne, for der får man i det mindste lidt for skattepengene?

Jeg mener – kineserne kunne bygge et hospital til 1.000 patienter i Wuhan på kun ti dage. Nu har Region Nordjylland brugt ti år på den samme opgave i Aalborg Øst.

På Kanten, Nordjyske Stiftstidende 11. marts 2020.

Traner i grøftekanten

Nærkontakt

(Fotos er klikbare)

Tirsdag aften var jeg til den årlige generalforsamling i Friluftsrådets Aalborg-Himmerlandsafdeling. Det foregik inde bag hegnet i Tofte Skov med oplæg af Jacob Skriver, der er driftsleder på i det store - og for offentligheden lukkede - naturreservat, som er ejet af Aage V. Jensens Fond.

Desværre var det først efter mørkets frembrud, så det har jeg ingen fotos af. Men jeg kørte hjemmefra i god tid i den regndunkle eftermiddag, så jeg lige kunne tjekke elgene i Lille Vildmose. Dem så jeg nu ikke noget til, men det blev til nærkontakt med et par traner, som hyggede sig i en grøftekant.

Tranen er noget af det største fjerkræ i den danske fauna, og alene af den grund er det altid en fornøjelse at møde fuglen. Og så er det lidt nemmere at fotografere traner i Lille Vildmose, hvor de har vænnet sig til fotografer og derfor spankulerer - en trane spankulerer nemlig, hvis du skulle være i tvivl - rundt uanfægtet af mennesker.

Det var mørkt - og solen var gået ned, men jeg har presset billederne til det yderste i Photoshop, så de kan da bruges...

Udover tranerne så jeg masser af rådyr og et par sølvhejrer, men ellers var det en temmelig død sen eftermiddag.

Dagens edderfugle

Tæt på en dunproducent

Dagen begyndte på havnen i Egense, hvor jeg skulle fotografere Royal Arctic Lines nye flagskib, Tukuma Arctica, når det gik ind i Limfjorden efter turen fra værftet i Kina, hvor det er bygget.

Jeg var i god tid, for ankomsttidspunktet var i UTC-tid, hvilket jeg ikke lige var opmærksom på. Men det gjorde nu ikke så meget, for havnen var fuld af edderfugle, der slet ikke var så sky, som jeg kender det fra Grønland.

Så det blev til en serie fotos af denne i øvrigt ganske velsmagende andefugl, som er talrig langs den nordjyske Kattegat-kyst.

Bemærk i øvrigt, at jeg staver edderfugl med to d'er. Det siger Retskrivningordbogen, at man skal, men mange ornitologer bruger fortsat den gamle stavemåde med et d. Den diskussion kan man så få de lange vinteraftener til at gå med...

Men nu er det forår - og så er det frem med kameraet. For de næste par måneder bliver gode. I går så jeg blandt andet årets første skestork nede ved dæmningen. Det er sådan cirka en måned før normal tid, så det er både sikkert og vist. Foråret er kommet tidligt i år.

Urtesauce

En universalløsning

Når man serverer bøf, giver saucen ofte sig selv. Simpelthen et pandeopkog med fløde - og så er den i hus. Men andre retter er mere udfordrende.

For eksempel farserede porrer, som vi fik forleden. Her er der simpelthen ingen smag i pandefonden - og så man ty til andre midler. Jeg har en fordom om, at de fleste i en snæver vending snupper et brev bearnaise eller lignende fra Knorr - og det er da helt i orden, hvis man er til den slags.

Men jeg kan nu godt lide at gøre tingene selv på den gammeldags facon - og så er det, at jeg laver urtesauce. Det er en fin gammel opskrift, som har fulgt mig siden kollegietiden - sikkert med inspiration fra Karolines kogebøger, der var vældigt populære på den tid.

Jeg begynder med et antal uspecificerede rodfrugter - porre, gulerødder, selleri, pastinak (men endelig ikke rødbede) - hvad er nu lige er for hånden i huset, for saucen er også et effektivt middel mod madspild...

Det skæres altsammen i julienne (tynde strimler) eller brunoise (bittesmå tern), så der er en god håndfuld (til fire personer). Urterne vendes i lidt smør i en kasserolle, og der tilsættes så et glas hvidvin eller to. Lad urterne snurre et kvarters tid. Hæld fonden fra og vend urterne endnu en gang i lidt smør og tilsæt så en lille ske maizena. Rør godt rundt og tilsæt så fonden og lidt fløde. Smag til med salt og peber. Det er så det. Bliver saucen for tyk, kan man jo give den lidt ekstra fløde eller hvidvin - og er den for tynd, kan den eventuelt monteres med koldt smør.

Det er simpelthen så s.... nemt at lave, det smager tusind gange bedre end Knorr - og så er saucen et godt middel mod madspild, for den kan sagtens laves af de smårester, der nu en gang ligger i køleskabets urteskuffe...

Grønland på Øland

Kor i kirken

Torsdag aften var der korsang for følsomme sjæle i Oxholm kirke. Det var koret Ikinngutigiit, der bød på grønlandsk korsang for øboerne på Øland, men der var nu også mange udefra, der havde kørt lang vej for at få del i oplevelsen.

Ikinngutigiit er det grønlandske kor i Nordjylland - og efter min mening et af de bedste i Danmark. Jeg har nu fulgt koret i en årrække, siden nogle af kormedlemmerne i sin tid sang til Dinas og min 110 års fødselsdag i Blokhus i 2008.

Koncerten var arrangeret af Marie Nielsen, der er medlem af menighedsrådet i Øland-Langeslund. Hun stammer fra Alluitsup Paa, men har boet mange år i Arentsminde - og i øvrigt en god ven af det lille hus på Øland. En stor tak for det fine initiativ.

Her i vandkanten har vi jo meget til fælles med Grønland. Blandt andet lysten til en god kop kaffe - og efter koncerten var der selvfølgelig kaffe med hjemmebagt drømmekage. Grønlandsk og ølandsk kultur i en højere enhed. Nuann..!

Hvide fugle

Tæt på sølvhejren

I øjeblikket går der næsten ikke en dag, uden at jeg ser sølvhejrer ved dæmningen. Og det lader til, at de er begyndt at vænne sig til fotografen.

I hvert fald kom jeg ganske tæt på den flotte fugl i dag - og er ret godt tilfreds med billedet. Sammen med sølvhejren gik der også en fiskehejre, men det virkede nu som om, at de ikke var helt tilfreds med hinandens selskab. I hvert fald blev der gået en del rundt - og de to fugle flyttede sig næsten synkront - lidt til højre, lidt til venstre, lidt frem og lidt tilbage - men hele tiden med tre til fire meters afstand. Ganske sjovt at se.

Sølvhejren er en relativ ny fugl i den lokale fauna, så den optager mig meget - og det bliver til mange fotos. Sikkert lidt trættende for læserne, så vi tager lige et kig på nogle af de øvrige fugle:

Først og fremmest den flotteste af dem alle: Hannen af lille skallesluger. Desværre var det så ikke i dag, at jeg kom tæt på, men et dokuskud blev det da til.

Også hannerne af stor skallesluger er nu i pragtdragt. De er ikke specielt bange af sig, men for en sikkerheds skyld svømmer de altid væk fra fotografen. Heldigvis kiggede dagens store skallesluger sig over skulderen imens, så man kan se næbkrogen, der er skabt til laks og ål, som er den store skalleslugers livret - gourmet som den er...

Fastelavn

Leoparden, Darth Vader og andet godtfolk...

Fastelavns-søndag blev tilbragt i godt selskab med familiespejderne og mikroerne i Sofiendal Gruppe, hvor jeg gav en hånd med, mens de voksne holdt generalforsamling.

Vejret var fint og ungerne friske, så vi slog katten af tønden. Det tog lidt tid, for når man kun er tre til fire år, er selv den mindste børnetønde lidt af en udfordring. Men der er jo udfordringerne, man vokser med, så det er derfor, man er spejder.

Og bagefter var der fastelavnsboller og kakao. Så kan man vel ikke forlange mere af en fastelavns-søndag?

Stort jordfaldshul på Øland

Mette forstyrrede nisserne

Fri adgang til troldene og nisserne i Øland Skov. Foto: Mette Glarborg

Kontakten med de underjordiske - trolde, elvere og nisser - blev forleden pludseligt meget nærværende for skovejer Mette Glarborg, der ejer Øland Skov.

Jordfaldshullet undersøges nærmere med
rendegraverens bagskovl. Foto: Mette Glarborg

Under arbejde med rendegraveren på Vester Skovvej nær Bjørnebo forsvandt jorden pludseligt under baghjulet og åbenbarede et mindst seks meter dybt jordfaldshul.

- Uhyggeligt.....Det var heldigt, at forhjulet på traktoren ikke gik igennem først, men baghjulet. Phew, det kunne have gået helt galt, skrev skovejeren på Facebook.

Efter den uhyggelige nærhuls-oplevelse skulle hullet lige undersøges, så bagskovlen på rendegraveren blev sendt i dybderne. Den stikker seks meter og kunne ikke nå bunden, så det var virkelig et hul i jorden af mytologiske dimensioner, Mette Glarborg der havde fundet.

Af sikkerhedshensyn blev hullet dækket med det samme - og det er egentlig en skam, for det er lidt af en sensation, mener seniorforsker Bertel Nilsson fra GEUS - De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland. Han er begejstret for fundet.

Skovlarmen er seks meter lang - og den
kunne ikke nå bunden af
jordfaldshullet. Foto: Mette Glarborg

- Vauw, der er tale om et virkeligt dybt jordfaldshul, fortæller han i telefonen og forklarer, at jordfaldshuller ikke er ualmindelige i Thy og Han Herred.

- Jordfaldshuller opstår ofte, hvor der er kalk og kridt i undergrunden. Når det regner, vaskes kalken ud i grundvandet, så der lige så stille opstår et hulrum under jordoverfladen, så det hænger egentlig fint sammen med de seneste måneders megen regn, forklarer forskeren.

- Vi har flere andre observationer af jordfaldshuller omkring Brovst, der mestendels får os til at hælde mod jordfaldsteorien.

- Man kan ikke lave prognoser på, hvor eller hvornår jordfaldshuller opstår, men der er en sammenhæng med stor nedbør. I udlandet har man flere eksempler på jordfaldshuller så store, at de har hevet hele huse eller boligblokke med sig, men så slemt er det dog ikke sket i Danmark - endnu.

Bertel Nilsson har efterfølgende diskuteret hullet i Øland Skov med sine kolleger - og der kan også være en anden forklaring på hullet:

- Vi diskuterer, om det eventuelt kunne være en gammel flintmine, da hullet er meget smalt og meget dybt. Flint blev udvundet fra søgehuller der var 1,5-2 meter brede og kunne blive ret dybe (5-6 meter). De mest eftertragtede flintsorter var den jyske flint fra egnene nord for Limfjorden – og den østdanske flint, som man blandt andet kunne finde i skrivekridtet på Stevns og Møn.

Selv om Mette Glarborg nu har dækket hullet i Øland Skov til, er der ingen garanti for, at det hjælper:

- Hvis vandet stadig flyder dernede, vil det jo fortsætte med at tage materiale med sig. Så man kan fylde hullet op med jord, men det kan godt opstå igen.

Bertel Nilsson hører gerne fra andre, der har kendskab til jordfaldshuller eller flintmineskakter på Øland. Hvis der er nogen, der ved noget, er man meget velkommen til at kontakte mig - og jeg vil så formidle historien videre.

Forårskåde sølvhejrer

Fredagsfugl

Fredag eftermiddag stod der egentlig fredagsøl og havearbejde på skemaet. Dagen var begyndt fint med solskin og stille vejr, så jeg øjnede en chance.

Men midt på eftermiddagen blæste det, og skyerne trak til, så det blev i stedet til smuttur med kameraet. Lyset var ikke for godt, da de regntunge skyer trak ind over Limfjordslandet, så det var der heller ikke meget sjov ved.

Men et par fotos af forårskåde sølvhejrer blev det da til. Det er ved den tid, hvor fuglene er i hormonernes vold - og der var ingen tvivl om, at de to smukke fugle havde et godt øje til hinanden, så jeg satte næsen op efter saftige sex-scener.
Det blev der nu ikke noget af, men det er da det rene luksus, at vi nu også kan regne Ulvedybet og Gjøl Bredning som et forholdsvis sikkert sølvhejrested. Jeg ser den flotte fugl næsten hver dag.

I øvrigt er lærken også kommet til Øland - og i stille vejr kan jeg fra kontoret høre lærkernes sang over markerne. Så nu mangler vi bare lige, at regnen og blæsten tager af. Så er det forår.