Hjertets poesi

Hilsen fra dr. Brok

Den forrige historie om mine eksperimenter med hjerter og bacon har inspireret dr. Brok - alias den pensionerede Skørping-læge Axel René Aubertin - til et par vers om hjerter i flødesovs.

Med Suzanne Bjerrehuus ord kan jeg kun sige: - Sådan har jeg aldrig fået den før...

Gennem årene har jeg fået mange dejlige reaktioner på mine skriverier her på bloggen, men det er nu første gang, at jeg får en kommentar på versefødder. Det er et minde for livet - og det skal fejres, så jeg deler den lige her:

Hjerter i flødesovs.
Det er det rene smovs.
Smager af himmerrig. Ja. Og med bacon i.
Mer kan jeg ikke sig’. Det kan vi alle li’
Sådan en lækker ret.
Spises nu ganske let.
Gerne med rødvin til.
Det er jo det vi vil.

Sådan et måltid mad.
Det gør en mand så glad.
Se, hvor han spiser op.
Til maven siger stop.
Nu er han lykkelig.
Og vil til ”kokken” sig’.
Føler mig helt i sky.
Med din gourmetmeny.

Tak til dr. Brok!

Med bacon i hjertet

Gastronomiens grundstof på nye eventyr

Når min mor lavede hjerter i flødesovs, var hjerterne fyldt med svesker. Det smagte godt. Når jeg laver hjerter i flødesovs, fylder jeg dem med persille. Det smager også godt.

Så dybest set er der slet ingen grund til at fifle med opskriften, for når det virker, skal man ikke ændre det. Alligevel kunne jeg ikke dy mig forleden.

Jeg fyldte derfor svinehjerterne med bacon. Det røgede svinekød er et af gastronomiens grundstoffer, og der findes næppe en ret, der har taget skade af lidt bacon. Bacon er smækfyldt med umami og på en gang både en grundingrediens og et krydderi - og der findes næppe noget andet kødstykke, som man kan blive mæt af bare ved at spise 100 gram. Kort sagt: Vejen til mandens hjerte går gennem bacon.

Så selvfølgelig skulle det prøves. Det fungerede også fint - og specielt sovsen fik et ekstra pift af røgsmagen. Alligevel tror jeg, at det fortsat er persille-varianten, der er min favorit.

Dels er jeg helt basalt temmelig konservativ - og holder meget af det enkle og det utvistede. Men det handler også om kontrast i smagen. For efter et par timers kogetid, som er normen for fyldte hjerter, var der ikke meget smag tilbage i baconen. Persille derimod bevarer sin egen smag under tilberedelsen - og giver et modspil til kødet.

Sandsynligvis havde jeg en instinktiv fornemmelse af det. For i hvert fald fik den tilhørende kartoffelmos et ordentlig skud persille efter en pludselig indskydelse. Så retten gik altså ikke ned på persille.

Men ellers er hjerter med bacon nemt at lave. De skyllede og rensede hjerter fyldes med bacon i tern og ombindes med bomuldssnor. De brunes i en gryde, og der krydres med lidt peber. Der er salt i bacon, så man må endelig ikke komme salt ved. Så får herligheden lov til at simre i en halv liter vand et par timer. Hjerterne tages op, suppen reduceres til næsten ingenting og der tilsættes en kvart liter fløde. Jævnes med maizena. Det bliver saucen pænere af, end hvis man bruger hvedemel. Saucen smages til med gele - i det aktuelle tilfælde den hjemmelavede rønnebærgele - og måske lidt salt.

Og så skal det lækre kød og møre kød serveres med kartoffelmos, der rigtigt kan suge saucen, som jeg foretrækker at kalde sovs. Det er herremad!

Imellem bloggere

Bag Dovregubben er et menneske

Foto: Torben Agersted

"Hjemmestyret".
 Foto: Torben Agersted

For nylig dukkede en ny blog op i bloglandskabet. Den hedder Jammerbugt.nu og har et stærkt fokus på livet her på egnen.

Bag dette blogtilskud står journalisten Grethe Rolle og fotografen Torben Agersted. Den ny blog så dagens lys stort set på samme tidspunkt, som jeg kunne fejre mit indlæg  nummer 3.000 her på bloggen. Det synes de to "jammerbloggere" var en passende anledning til et besøg her på parcellen.

Det var lidt spændende. Normalt er det jo mig, der fører pennen og kameraet, men her var det omvendt. Det er der kommet et meget sjovt interview ud af, som jeg kun kan være glad for. Måske lidt for pænt, men det skal man næsten være et skarn for at mene.

Mennesket bag Dovregubben.
Foto: Torben Agersted

Grethe Rolle tegner portrættet med blød blyant og maler med den brede pensel, men det er heller ikke nemt at sammenfatte et langt liv i få linier, så det lever jeg med. Sandheden må jo ikke stå i vejen for den gode historie, som jeg altid har sagt.

Jeg er også godt tilfreds med de flotte portrætfotos, som Torben lavede af bloggeren og Hjemmestyret. Det er magisk, for jeg ser jo helt rar ud... Tak for det.

Men læs selv med og se, hvad Grethe og Torben fik ud af en kop formiddagskaffe her på Nørremarksvej. Portrættet findes her.

I sandhedens interesse skal det lige med, at jeg overhovedet ikke skriver grønlandsk - og mine mundtlige udfoldelser på Dinas modersmål er heller ikke til fuldkommenhed.

Høstfest

Tak for den gode høst

Stemning og fest på Øland.

Høstfesten er en af de smukkeste traditioner herude i det landlige Danmark. En sammenkomst, hvor man fejrer, at høsten er i hus, og bonden siger tak for det gode arbejde. Og nogle sender måske også en tak til Skaberen, som har ladet både solen skinne og regnen regne i passende mængder over agrene.

Ingen høstfest på Øland uden hestebaren.

I gamle dage blev høstfesten altid holdt lige omkring mikkelsdag - 29. september - der også var en de såkaldte skiftedage, hvor karle og piger kunne skifte til en ny arbejdsplads.

Mikkelsdag var før helligdagsreformen en helligdag til ære for ærkeenglen Mikael, som man skulle stå sig godt med, hvis man ville have en plads i himlen.

Høstfesterne kunne være ganske løsslupne med livlig aktivitet i både halmen og buskene nær festen. Erfaringen sagde, at kødets lyster på dette tidspunkt af året kun sjældent resulterede i småfolk.

Årsagen kendte man naturligvis ikke dengang, men videnskaben har fundet ud af, at der er noget om snakken. Der blev i perioden op mikkelsdag høstet humleknopper til den ølproduktion, der var på alle gårde. Humleknopperne, der er humlens hunblomster, indeholder et østrogen-lignende stof, der forstyrrer ægløsningen hos pigerne - akkurat som P-piller. Og da humlehøsten var kvindearbejde, havde mange af pigerne haft kontakt med humle, så de var beskyttet mod uønsket graviditet i den periode.

En stor tak til John, der for 31. år i træk lagde
 maskinhus til begivenhederne.

Lørdag holdt vi høstfest på Øland - og det blev en god og traditionsrig fest, selv om vi - som de ordentlige mennesker vi er - ikke var så løsslupne som forne tiders bønderpiger og -karle.

Høstfesten var helt efter bogen: Ølandssang, madkurve, amerikansk lotteri, hestebaren og dans til god musik med Peter Olsen. Det var 31. gang, at John lagde maskinhus til denne årlige Østerby-begivenhed - og han modtog som sædvanligt stor tak for værtsskabet.

Høsten er i hus. Parcellens resultat af
Nordeuropas største amerikanske lotteri.

Det amerikanske lotteri til høstfesten på Øland er noget helt særligt. Det er nok Nordeuropas største, og Dina og jeg har altid en lille konkurrence om, hvem der hjemfører flest gevinster. Høsten i det amerikanske lotteri var ikke så stor som tidligere år, men jeg kunne da med stor tilfredsstillelse konstatere, at jeg scorede to gevinster mod Hjemmestyrets enlige præmie. Man har jo ikke helt tabt tavet endnu...

Bjarne førte an på dansegulvet med stort engagement.

Og så blev der tid til en svingom med mutter...

Blaffersangen...

Politikerrobot

Opfindelse med fremtidsperspektiv

Nu er det slut med politikere, der klipper røde snore. Det er virksomheden Intech, der har programmeret en af deres robotter, så den klarer tjansen for politikerne.

Det blev demonstreret, da Europas største fiskerimesse, Danfish, forleden åbnede i Aalborg Kongres- og Kulturcenter. EU-parlamentsmedlem Søren Gade holdt åbningstalen, men han overlod det hårde arbejde med den røde snor til robotten.

Det åbner helt nye perspektiver i dansk politik. For er der egentlig den store forskel på politikere og robotter? Jeg vil godt vædde på, at hvis man stiller en robot op til næste valg, så bliver det en stemmesluger af de helt store.

Danfish har været min arbejdsplads onsdag til fredag, så der er blevet snakket fisk for alvor. 400 udstillere viste det nyeste isenkram i branchen, og der blev gjort mange gode handler. Jeg dækkede messen for blandt andre den grønlandske avis Sermitsiaq, men havde også et par andre jobs i dette fiske-mekka.

Onsdag var jeg lidt udfordret med en deadline, så jeg havde fået lov til at komme ind, før messen åbnede. Til gengæld agerede jeg fotomodel for AKKC's informationschef, Susanne Kabel, der skulle skrive en notits om pressedækningen til Danfish Daily, der  messedagene var aflæggeravis af FiskeriTidende.

Det gjorde jeg gerne, for jeg kender Susanne fra de gode gamle dage i Nuuk, så det blev da også lige en snak om dengang.

Og snak er jo en væsentlig del af sådan en messe. Jeg mødte mange gamle bekendte fra Grønland, for fiskeriet er jo det grønlandske hovederhverv, så det bliver de kommende dage til flere artikler, hvor jeg holder fokus på det kystnære jollefiskeri, der er en væsentlig og uden for Grønland lidt upåagtet del af det grønlandske fiskeri - og som bidrager med betragtelige mængder af torsk, hellefisk og krabber.

Det var i øvrigt ikke alle sælgerne, der lige havde fanget, at jeg "bare" var en del af pressekorpset, så jeg fik flere gode tilbud og kunne - hvis jeg havde haft lyst - blandt andet have hjembragt et par fine let brugte trawl-skovle, ligesom jeg fik et tilbud på en app til at styre en flydedok. Jeg måtte desværre afslå det gode tilbud, for jeg har ikke lige plads til en flydedok på Nørremarksvej...

Drabet på en spejder

Mindehøjtidelighed

Merete Raetzel Breaa (forrrest) uddelte tre donationer
 fra Richard Raetzels mindefond. Modtagerne var fra venstre 
Ulla Madsen, Valdemar Atterdag Gruppe i Gistrup, Kurt Keldorff
fra Nordjysk Spejdermuseum, Gert Simonsen og Heidi Hoff 
fra Sofiendal Gruppe samt Mette Pilegaard fra Valdemar Atterdag.

75 års-dagen for drabet på Aalborg-lægen og spejderlederen Richardt Raetzel 7. oktober 1944 blev markeret ved en højtidelighed i Gildeborgen i Hasseris.

Ved højtideligheden blev der uddelt tre donationer fra Richard Raetzels Mindefond, der støtter spejderarbejdet. Pengene blev overrakt af Raetzels barnebarn Merete Raetzel Breaa.

- Drabet på Raetzel var et såkaldt clearingmord, hvor tyskerne og deres danske håndlangere hævnede en stikkerlikvidering. Raetzel var meget aktiv i Det Danske Spejderkorps, hvor han på drabstidspunktet var divisionschef i Nørrejyske Division. Efter drabet blev der oprettet en mindefond på initiativ af blandt andre Raetzels spejderkammerat, chefredaktør Alf Schiøttz-Christensen, Aalborg Stiftstidende, fortalte gildebroder Jørgen Orlien til mindehøjtideligheden, hvor der også blev vist film fra spejderarbejdet under krigen.

Siden oprettelsen har Richard Raetzels Mindefond uddelt over 300.000 kroner til spejderarbejdet i Nordjylland, uddelinger som alle er tildelt efter fortjeneste. Årets donationer var hver på 5.000 kroner.

  

Drabet på Raetzel fandt sted på hjørnet af Rosenlundsgade og Aagade i Aalborg, hvor der nu er en mindeplade for den dramatiske begivenhed. I dagens anledning blev mindepladen om eftermiddagen dekoreret med flere kranse.

I midten af firserne boede jeg i Rosenlundsgade, og jeg passerede dagligt mindepladen, der sidder på muren til et hus, hvor der dengang var en smørrebrøds- og delikatessebutik i kælderen. Jeg har hentet adskillige kilo tatar, hjemmelavede salater og håndskåret pålæg i den butik...

Uddelingerne fra Richard Raetzels mindefond gik til Sofiendal Gruppe, Valdemar Atterdag Gruppe og Nordjysk Spejdermuseum.

Sofiendal Gruppe som påskyndelse for det initiativ, som er udvist ved genskabelse af tidligere Sofiendal Gruppe i et lokalområde, som er under kraftig byudvikling og med et stort medlemsgrundlag. Med den økonomiske håndsrækning håbede fonden, at være med til at skabe grobund for udvikling og udbredelse af spejderideen til gavn for børn og unge i lokalområdet.

Valdemar Atterdag Gruppe tildeltes en donation som anerkendelse for den store indsats, der gennem mange årtier, og på grundlag af de grundlæggende principper for spejderbevægelsen er udvist for forsat at udvikle, styrke og udbrede kendskabet til spejderideen til gavn for børn og unge i Gistrupområdet.

Nordjysk Spejdermuseum blev tildelt donation som erkendelse for det store arbejde, der udføres med indsamling og arkivering af effekter og beskrivelser omkring spejderarbejdet især i det Nordjyske område samt for arbejdet med bevarelse af gamle smalfilm ved overførsel til moderne digitale medier, således at eftertiden kan opleve øjeblikke fra den svundne tid.

Trold i Rold

Troldeprutter og slimede orm

Celina gør klar til at bygge en troldehule.

Rigtige trolde spiser selvfølgelig musehaler, fluevinger, skrubtudser og slimede orm. Det beviste en flok spejdere i alderen tre til seks år på en familiespejddag i Rold Skov søndag.

Arrangementet foregik på skovlegepladsen Røverknolden nær Skørping og havde ”Trold i Rold” som tema. De små spejdere var på et rigtigt spejderløb med opgaver, der alle havde med trolde at gøre.

Blandt andet skulle de smage på troldebryg, fiske troldkonens redskaber op af dammen, bygge en troldehule og flette en troldehale. På turen gennem skoven fulgte spejderne et spor af troldeprutter, der ligner havregryn til forveksling.

- Spejdere er seje – også selv om man kun lige er begyndt på spejderlivet – så det blev en herlig dag, selv om vejret var noget omskifteligt. Vi ønsker at vise børnene, at vi er mange, der brænder for det samme. Vi håber, at nye venskaber og samarbejde vil spire fra denne dag, siger Anne Jochumsen, der er familiespejd-leder i Jørgen Skytte-gruppen i Svenstrup.

Dagen sluttede ved frokosttid med paella til alle – selvfølgelig lavet over bål.

”Trold i Rold” samlede 250 familiespejdere og forældre fra Aalborg-området. Det var arrangeret af DUKA (De Uniformerede Korps i Aalborg) og var blevet mulig takket være en donation fra DDS’s Udviklingspulje.

Familiespejd er det første trin i spejderlivet, hvor børn i alderen 3 til 6 år mødes sammen med forældrene – typisk hver anden søndag. Familiespejd har fokus på natur og bevægelse, samtidig med at børnene samles om bålet, lærer at bruge kniv og økse og arbejder med tovværk.

Artiklen er en pressemeddelelse, som jeg har skrevet for DUKA.

Althaea fiskede troldkonens gaffel op af dammen.

Johanne, Martin, Else og Anker viser deres
troldedukker lavet af naturmaterialer.

Selv om man stadig kører i barnevogn, kan man sagtens
lege trold. Det er Astrid her beviset på.

Nuuks Plads

Undergrunds-nyt

Nuuk har fået sin helt egen plads i København. Det skete sidste søndag, hvor Københavns metro blev udvidet med en ny såkaldt citylinje, der forbinder bydelene i den centrale del af hovedstaden.

En af stationerne hedder Nuuks Plads, og det er ikke helt tilfældigt, fortæller pressekoordinator Kåre Møller Madsen fra metro-selskabet.

- I de første planer hed stationen ”Ved Landsarkivet”, men Vejnavneudvalget i København ville gerne sende en hyldest til Grønland. Så da stationen ligger i nærheden af både Hans Egedes Gade og Godthåbvej blev det besluttet, at den nye plads på grænsen mellem Nørrebro og Frederiksberg skal hedde Nuuks Plads.

Den nye station ligger ud til Jagtvej og er et imponerende bygningsværk, der ikke minder meget om busstoppestederne i Nuuk. Perronerne ligger i 20 meters dybde og arkitekturen under jorden er dels præget af rulletrapperne, der fører op til jordens overflade, og vægbeklædningen, der er udført i sort, grå og brun skifer.

- Oprindeligt ville vi gerne have brugt grønlandske sten til stationsrummet, men det var hverken teknisk eller økonomisk muligt, fortæller arkitekt Nille Juul-Sørensen fra arkitektfirmaet Arup.

- Men farvevalget skal gerne give mindelser om farverne på det grønlandske fjeld, forklarer arkitekten, der bevidst er gået uden om alle ideer om isfjelde.

- Vi har ikke ønsket af lave stationen som en grønlandsk kliche, men noget, der minder den københavnske befolkning om Grønland. Nu har vi sat Nuuk på bykortet – og nu er det så op til københavnerne, om det skal bruges til nogle særlige grønlandske arrangementer, siger arkitekten.

Den nye cityring i København er 15,5 km lang med 17 stationer. Anlægsarbejdet blev pågyndt i 2009 og har kostet godt 22 milliarder kroner. Det forventes, at cityringen vil transportere 300.000 passagerer om dagen.

Artiklen er bragt første gang på Sermitsiaq.AG 6. oktober 2019.

Rødder

Udsigt til nattefrost

Med udsigt til måske nattefrost de kommende dage må vi så småt berede os på, at der bliver en del arbejde med at redde gladiolus, pelargonier, knoldbegonier, georginer og så videre.

Jeg tog hul på festlighederne lørdag med at høste de sidste af sommer-gulerødderne. Vinter-gulerødderne får lov at blive i jorden.

Det var en prægtig høst. Det var cirka et halvt bed, så det betyder alt andet lige, at sammen med vinter-gulerødderne har vi i hvert fald gulerødder frem til foråret.

Selvforsyning er det - omend i beskeden grad, for vi skal jo stadig ud og købe kartofler, rosenkål, ærter - og hvad husholdningen ellers kræver af grøntsager.

Men porrer, løg og gulerødder: Det har vi...

Glasfacade og tidsånd

Industriens Hus

Jeg bruger jo en god del af min arbejdstid på at deltage i konferencer. Onsdag var det en investorkonference om byudviklingen i Nuuk.

Konferencen foregik i Industriens Hus ved Rådhuspladsen i København - og jeg må med skam indrømme, at det helt er forbigået min opmærksomhed, at huset blev totalrenoveret i 2013.

I 80'erne kom jeg temmelig meget på en restaurant på adressen, som hed Copenhagen Corner - og til min store forbløffelse opdagede jeg så onsdag, at der ikke længere er restaurant der. Og det skyldes altså den oversete restaurering...

Copenhagen Corner var en god restaurant med lækker mad til efter københavnske forhold fornuftige priser. Men det allerbedste var nu, at restauranten kunne tilbyde slotsaftapninger fra fine, franske vingårde og man afregnede pr. glas. Det gjorde det muligt at smage topvine, som normalt var uden for min økonomiske rækkevidde. Det var her, min store kærlighed til  Bourgogne- og Alsacevinene blev grundlagt.

Industriens Hus, der er hovedsæde for DI (tidligere Dansk Industri og endnu tidligere Industrirådet) var dengang et temmelig tidstypisk rødt murstensbyggeri i halvfjerserstil, men det er nu skiftet ud med en gigantisk glasfacade - og indvendigt er flisegulv, mursten og kraftige rørkonstruktioner også skiftet ud med gulvtæpper, siddegrupper, kaffemaskinebar og høje cafeborde uden stol til networking - helt i overensstemmelse med tidsånden.

Men en ting er nu uforandret - og det er de mange lysreklamer på facaden, der i flere menneskealdre har været et arkitektonisk kendetegn for huset, der er et symbol på magt, handlekraft, initiativ, fremskridt og de ideer, som har skabt det materielle grundlag for velfærdstaten. En slags katedral eller Mekka for det kapitalistiske Danmark - sagt med al respekt.

Det er næppe heller tilfældigt, at huset ligger vis-a-vis Københavns Rådhus. Fra Matador-spillet ved vi jo, at det er byens dyreste grund. Industriens Hus har ligget på adressen i forskellige udformninger siden 1872.

Det blev også til en lille gåtur over Rådhuspladsen til den nyåbnede Metrostation. Københavns Rådhus er i øvrigt et fantastisk byggeri - nationalromantikkens vigtigste danske bygningsværk, der bestemt er et besøg værd og tegnet ned til mindste detalje (kopper, møbler og meget andet) af arkitekten Martin Nyrop. Onsdag eftermiddag faldt jeg for de gargoil-lignende fabel-næsehorn ved trappepartiet.