Danmarks mest stjålne ølåbner

Bang og Olufsens berømte ølåbner siges at være Danmarks mest stjålne samfunds-hjælper - som man kaldte den slags i gamle dage - og er helt uden konkurrence det produkt, som Bang og Olufsen har produceret flest af.
Prototypen til ølåbneren så dagens lys en aften i 1937. Den blev udviklet af Holger Krogh, som arbejdede på Bang og Olufsens laboratorie-værksted som maskinarbejder. Han var om nogen inspireret af Peter bang og Svend Olufsens ideer om funktionelt design - og værkstedet bar i mange år efter hans død navnet Kroghs Værksted.
I de sene aftentimer på værkstedet skar han logo-oplukkeren ud i krydsfiner og fik kollegerne i forniklingsafdelingen til at forkrome den, inden han præsenterede ideen for Peter Bang, som blev så begejstret, at han på stedet købte rettighederne formedelst 25 kroner. Siden har det danske designikon brugt ølåbneren som reklamegave - eller merchandise som det kaldes i dagens Danmark.
Ølåbneren kunne i mange år kun erhverves, hvis man fik den forærende eller simpelthen nolede den- og det har givet den statussen som Danmarks mest stjålne samfundshjælper. Faktisk findes der en Facebook-side for folk, som indrømmer, at de har stjålet en Bang og Olufsen oplukker.
Tiderne har siden skiftet - og den kan i dag købes for en rund 50'er - det dobbelte af Holger Kroghs honorar i 1937. Den er fremstillet indtil nu i godt to millioner eksemplarer. Det er et antal, som de ellers eksklusive Bang og Olufsen-produkter sjældent kommer i nærheden af.
Der er vel næppe nogen, som vil påstå, at oplukkeren er direkte køn, men den ligger godt i hånden. Og så virker den til sit formål. Akkurat som det, jeg vil påstå er verdens bedste og mest suveræne fjernbetjening - Beo4 - der blev lanceret i 1994, og kan bruges til alle Bang og Olufsen-produkter, som er fremstillet siden 1988 - noget der er helt unikt i en verden, hvor stort set alle elektroniske produkter har deres egen fjernbetjening. Det er genialt!
Med Beo4 kan man klare sig med en fjernbetjening. Den er oven i købet programmerbar og kan bruges til at styre alt fra gardiner, lys, tyverialarmer og til boblebad. På nettet har jeg sågar set et eksemplar brugt som computer-mus. Så hvis der er et produkt fra den danske radio/TV-producent, som nogensinde skal gøre logo-samfundshjælperen rangen stridig som mest producerede produkt, må det bestemt være Beo4.
Holger Krogh holdt åbenbart af at arbejde i sit værksted om aftenen, for ølåbneren var ikke det eneste, han lavede. Under krigen byggede han en modeljernbane med et fantastisk damplokomotiv og et par meter skinner. Motoren til lokomotivet havde han fundet i vraget af et tysk fly, som var styrtet ned i nærheden af Struer. Motoren var så stærk, at lokomotivet kunne trække en symaskine efter sig. Peter Bang tilbød ham 500 kroner for modeljernbanen - 20 gange honoraret for oplukkeren - men Holger Krogh takkede nej. Det skulle være en gave til hans sønner.
Holger Krogh var under krigen også aktiv i modstandsbevægelsen. Hans bidrag til kampen var naturligvis radiosendere - og så reparerede han håndvåben. Når de skulle testes, affyrede han dem ind i tørvene i Svend Olufsens fyrkælder!

Ha' det
Jesper

Håndbog for halvgamle mænd

Normalt betragtes halvgamle mænd som denne blogger som temmelig vrisne og gnavne, men jeg kan afsløre, at jeg er en meget glad mand.
Det er jeg, fordi jeg har læst Håndbog for halvgamle mænd, der blandt andet indeholder et helt katalog over emner, som gamle gnavpotter kan brokke sig over. På den måde har jeg fundet ud af, at jeg absolut ikke er alene, når jeg brokker mig over journalister, som spørger interview-ofre om, hvad de føler, over interviewede som begynder alle svar med et jamen, over sammensatte ord som deles, over nutid brugt konsekvent (såkaldt dramatisk præsens), over den overdrevne brug af engelske ord og så videre og så videre.
Læsere af denne blog vil vide, at det er emner, som jeg lystigt tager op - og nu ved jeg altså, at jeg ikke er alene. Det er jeg selvfølgelig glad for.
Men træerne vokser altså ikke ind i himlen. Håndbogen, som selvfølgelig udkom på fars dag i år, betegnes beskedent af forfatterne som en toilet floor book i modsætning til en såkaldt coffee table book. Hvorfor forfatterne ikke kan udtrykke sig på dansk, når de selv brokker sig over de engelske ord, er selvfølgelig lidt af en gåde, men det må vi nok hellere lade ligge.
For bogens mission er klar og sympatisk: "Vi kan lige så godt erkende det: Vi halvgamle mænd har en forbløffende stor viden på utallige områder. Derfor er vi også forpligtet til at øse af den, så vore omgivelser kan blive næsten lige så kloge som os. Alt andet ville være egoistisk."
Denne nyttige håndbog byder på en meget præcis beskrivelse af mænds aldring - lige fra den frygtelige dag, hvor frisøren uden at fortrække en mine spørger, om han lige skal studse øjenbrynene. Der er en beskrivelse af de forskellige halvgamle mandetyper - lige fra den ulidelige ungsmarte, som ikke vil se det uafvendelige i øjnene til rabatmanden, der i takt med stigende indtægter bliver mere og mere fokuseret på at spare penge, og som har stadige mareridt om dengang, han kom til at rykke på den forkerte knap på flaskeautomaten og dermed donerede 23 kroner til Red Barnet.
Jeg er meget glad for det afsnit i bogen, som forklarer, hvorfor vi halvgamle mænd snorker. Knap så begejstret er jeg for en rask, lille test, hvor man kan se, hvor gammel man er - af sind, ikke af alder naturligvis. Jeg må åbent erkende, at jeg endte med prædikatet "du er allerede så langt inde i spiralen, at du risikerer at blive gammel før tid". Herregud, bare fordi man har en otiumstol, fodrer fugle og siger "Åhja, har vi det ikke godt?", når jeg sætter mig til bords.
Håndbog for halvgamle mænd er skrevet af Bjarne Schilling og Gorm Vølver, som er folkene bag ATS-rubrikken i Politiken. Det forklarer naturligvis, hvorfor de to herrer stiller sig noget uforstående over for jyder, som er stolte af at komme fra Jylland - og som derfor i følge forfatterne er et oplagt emne for en halvgammel mand at brokke sig over. Det er naturligvis en stor misforståelse, som er meget almindelig på Djævleøen i almindelighed og på Rådhuspladsen i særdeleshed. Bortset fra denne iøjnefaldende skønhedsfejl er bogen glimrende illustreret af Roald Als, der jo er kendt fra blandt andet flere gode kogebøger - den halvgamle mands yndlingslitteratur.
Jeg har lidt svært ved at vurdere den litterære værdi af Håndbog for halvgamle mænd og afstår derfor fra at give den karakter på tørfiskeskalaen, som jeg ellers plejer at gøre i forbindelse med bogomtaler.

Jesper

Nanoq

Lørdag eftermiddag gjorde vi rent i det lille hus på Øland - og vi havde klart fortjent en drink inden aftensmaden.
Jeg holdt mig til den traditionelle pastis, men Dina er sådan lidt mere til fest og farver, så jeg mixede hende en Nanoq.
Nanoq er grønlandsk og betyder isbjørn - og det er da også drinkens mere almindelige navn på dansk. Jeg mixede den på ægte grønlandsk facon med lidt is, 2 cl vodka, et stænk blå Curacao og Faxe Kondi. I resten af verden bruger man Seven-Up eller Sprite, men det kan man ikke få i Grønland - og man bruger derfor Faxe Kondi i stedet.
Isbjørnen er et populært og kraftfuldt dyr, som skaber mange billeder. Det er sikkert derfor, at man får fire forskellige opskrifter, hvis man googler "Polar Bear drink". På det internationale drinkskort ser det ud til, at den mest almindelige udgave af Polar Bear er en blanding af cacao-likør og mint-snaps. Her i huset holder vi os til den grønlandske udgave - og for en sikkerheds skyld bruger vi altså også drinkens grønlandske navn.
Nanoq er forresten også navnet på det grønlandske selvstyres hjemmeside - se dk.nanoq.gl/.

Skål
Jesper

Brændt lakrids

Efter at vejret den seneste måneds tid mest af alt har været til udendørs sommersysler, så bød fredag på regn og rusk - kort sagt en dag, hvor det var allerbedst at være indendørs.
Jeg benyttede lejligheden til at kæle lidt ekstra for aftensmaden og blandt andet byde Dina på en lille dessert-overraskelse. Det er bestemt ikke hver dag, at vi får dessert, men jeg holder meget af at lave disse usunde kaloriebomber, der kan få englene til at synge.
Det blev til en variant over créme brûlée, som jeg ellers betragter som en lidt vulgær og kedelig dessert, hvilket især skyldes, at man fik den overalt i de tre år, jeg arbejdede i Norge. Så når det nu skulle være, så skulle det i hvert fald ikke være den slagne opskrift. Jeg gjorde ganske enkelt det, at jeg skiftede vanillen ud med lakridspulver. Også lidt vulgært måske, men ganske overraskende - jeg havde nemlig ikke fortalt Dina om mine planer. Her er så opskriften på fire portioner créme brûlée med lakrids. Varm en halv liter fløde. Imens rører du fire æggeblommer, 100 gram sukker og en-to teskeer lakridspulver sammen. Når fløden er varm, men ikke kogende, røres hele baduljen sammen og hældes i serveringsskåle. Det bages i vandbad en halv times tid i ovnen ved 150 grader. Efter bagningen skal det køles ned i køleskab. Inden serveringen drysses med et tyndt lag rørsukker, som karamelliseres med en créme brûlée-brænder. (Har du ikke sådan en i køkkenet, kan en almindelig gasbrænder til ukrudt såmænd også bruges, men så skal du nok gå udendørs med det! Du kan også bruge ovnens grill-element, men det er den dårligste løsning, for det varmer hele desserten.)
Til hovedret denne fredag aften serverede jeg stuvet spidskål med skinke. Det er sådan en rigtig sommerret, som smager drøngodt. Snit spidskålen og kog den i lidt letsaltet vand under låg i ti minutter. Lav en smørbolle og hæld kogevandet på. Tilsæt lidt mælk for at farve sovsen ordentlig hvid og krydr med lidt friskkværnet peber. Kom den kogte spidskål i sovsen og giv det hele et opkog inden serveringen.

Velbekomme
Jesper

Bilka vs. Brugsen

Onsdag eftermiddag flød vandet i stride strømme foran Bilka i Aalborg Storcenter. Det var lykkedes en varevogn fra Brugsen i Svenstrup at ramme en brandhane klokkerent, så alle, der ville en tur i Bilka, måtte ud på en mindre omvej med indkøbsvognen.
Konkurrencen er hård på det danske dagligvare-marked - og situationen kunne nemt give luft til fantasier om, at kæderne er gået over til håndgribeligheder i kampen om kunderne.
Så slemt står det dog næppe til, men folk foran varehuset kunne nu ikke lade være med at trække på smilebåndet af den uheldige chauffør fra Brugsen, der således fik skabt stor opmærksomhed om konkurrentens indgangsparti.
Forresten er en brandhane ikke bare en brandhane. På Wikipedia kan man finde en større artikel om brandhaner, der blandt andet oplyser, at "hanen er forsynet med et dæksel, en lås til dækslet, samt en lås for vandgennemstrømningen. Disse to låse betjenes med en såkaldt brandhanenøgle."
Det er trivia på højt plan - og efter læsningen er man således i stand til at vinde Danmarksmester, når ugens tema en gang bliver brandhaner - hvad kaldes den anordning, som man bruger til at betjene en brandhane???
God fornøjelse.

Jesper

Troværdighed

Morgenavisen Jyllands-Posten spørger i dag på sin hjemmeside læserne, om den verserende skattesag har skadet Helle Thorning-Schmidts troværdighed.
Nu har damen jo aldrig været troværdig, så skaden er vel til at overse?

Jesper

Spagetti

Jeg så forleden "Den sidste actionhelt" med Arnold Schwarzenegger. Filmen er en fantasi, hvor en dreng på laterna-magisk vis bliver en del af den film, som han ser i biografen. Da det sker, opfører han sig ganske dumdristigt, fordi han biograf-kynisk kalkulerer med, at man ikke skyder børn i film.
Det sker normalt heller ikke i den lettere genre, men går vi til en af de tungeste - en af de bedste film, som nogensinde er produceret, så sker det altså - det utænkelige. En lille rødhåret dreng med fregner bliver koldt og kynisk skudt ned.
Det er naturligvis Sergio Leones "Once Upon a Time in the West", som jeg her tænker på.
Det er en af de mest helstøbte og gennemarbejdede film, som findes. Et studie i menneskelig ondskab, lang som et ondt år, næsten uden handling, men spændende som en actionkomedie. En historie, der er fortalt på filmmediets præmisser næsten uden tale. Der går således fem minutter i åbningssekvensen, før de første replikker bliver fyret af - og da det er en western stort set samtidig med, at pistolerne begynder at tale - tre skurke skal hente Charles Bronson på en jernbanestation, men de har kun tre heste med. Overskurken griner: - Det ser ud til, at vi har en hest for lidt... Charles Bronson: - Nej, I har to for mange... Og sådan fortsætter det de næste tre timer.
Once Upon a Time in the West er berømmet for lydsiden. Her tænker jeg ikke blot på den eminente brug af Ennio Morricones musik, der forresten sagtens kan stå alene uden film. Nej, selve lydsiden er kynisk gennemarbejdet til det perfekte. Bedst i en scene lige før den førnævnte dreng bliver skudt. Han er på jagt med faderen og et eller andet sted ude i bushen er skurkene. Lyden af græshopper, fuglesang og anden natur er næsten øredøvende. Pludselig tier fuglene og græshopperne... Spændingen stiger til det ulidelige. Som sagt - en meget kynisk udnyttelse af lydsiden.
Denne verdens bedste western er aktuel, fordi der netop har været premiere på en ny, restaureret og såkaldt uncut version i biograferne. Jeg er nu ligeglad, for uncut-udgaven har længe været tilgængelig på DVD, og den er en af de mere spillede i min samling. Især efter at jeg har fået 40 tommer skærm.
For Once Upon a Time in the West er en af den slags film, der skal ses enten i biografen eller på en kæmpe-TV-skærm. For filmen er ikke just hæsblæsende i handlingen. Den virker i kraft af billederne, og Ennio Morricone tager sig den tid, der skal til for få fortalt historien. Nyd blandt andet dette klip fra slutningen af filmen, hvor handlingen forløses, og vi forstår, hvad det hele har handlet om.(Og skynd dig så enten i biografen eller ned til videoforhandleren - for det er simpelthen uforsvarligt at se det på en computer-skærm.)Når du har set klippet, forstår du sikkert også, hvorfor filmen er karakteriseret som en western-opera, hvor deltagerne i stedet for at synge, stirrer!



Ennio Morricone producerede en hel stribe westerns i Italien, fordi det var væsentligt billigere at lave film der end i USA. Filmene blev i sin tid derfor noget nedladende kaldt spagetti-westerns. Men det skal man nu ikke lade sig narre af. Morricones westerns er helt generelt noget af det bedste, som findes inden for genren.

Jesper

P.s Rubrikken endte på "Spagetti", men kunne lige så godt have været "Mænd, der stirrer" eller "Man skyder da børn"!

Anders Ands ende

Enden er tilsyneladende nær for Anders And, der i følge TV2 er i sit livs krise. Oplaget på "verdens sjoveste ugeblad" er de seneste år styrtdykket katastrofalt fra 220.000 eksemplarer i 1990 til sølle 37.000 i dag.
Nu er et oplag af den størrelse ikke sådan at kimse af i en tid, hvor stort set samtlige trykte media oplever tilbagegang, men det er alligevel en tilbagegang, som er til at føle på.
Men det store spørgsmål er så, om det betyder enden for Anders And. Og selvfølgelig gør det ikke det. Dertil er serien om anden uden bukser et alt for vigtigt bidrag til tegneserie-kunsten. Vi har for mange år siden vænnet os til, at vi ikke får flere nye hæfter med Tintin, men det afholder os jo ikke fra at blive ved at læse de gamle historier.
Sådan er det også med Anders And. Vi har haft vore lykkestunder sammen. Jeg kan stadig tage mig selv i at citere fra sømandens klagesang: "Jeg føler skæbnen true, for med pil og bue, jeg skød en albatros", som var et af de rigtige svar, da Anders i sin tid deltog i en TV-Quiz for at vinde et krydstogt til Sydhavsøerne. Vi har gennem årene nydt historierne om den uheldige and, som med et utrætteligt gåpåmod har taget kampen op mod alle livets udfordringer - ikke mindst en stor og besværlig familie med Onkel Joakim og Fætter Højben som de værste, men vi har sandelig også nydt Anders kampe mod naboen Knarvorn på Paradisæblevej - og ikke mindst alle Anders dødsdømte forsøg på at skabe sig et anstændigt udkomme.
Tænk også på, at udtryk som Langbortistan, som i dag findes i danske ordbøger, oprindeligt stammer fra Anders And. Og folk i min generation kan vel også stadig reagere på en uønsket situation med et dybfølt "Uakk".
Ægte donaldister sværger til Carl Barks gamle historier, men jeg sluger dem allesammen. Anders And var det første blad, som jeg abonnerede på - og jeg har stadig 60'er-årgangene samlet i tidsskiftkassetter stående på lokummet til fornøjelig adspredelse i en presset stund.
Jeg køber stadig bladet med jævne mellemrum - og på det rent kunstneriske plan bliver der fortsat produceret gode historier med Anders And. Rent episk var han i krise i 70'erne og 80'erne, men efter at danske Egmont har taget ansvaret for udviklingen, er kvaliteteten steget væsentligt.
Men skulle det utænkelige ske - at Anders And blive ramt af bladdøden, så har vi stadig minderne. Men det vil være begrædeligt for de kommende generationer af unge. For hvor er egentlig incitamentet til at lære at læse i vore TV-tider - hvis altså det ikke lige var fordi, at Anders And dumper ind ad brevsprækken en gang om ugen?

Ha' det
Jesper

Foto: Det Kongelige Bibliotek. Den sidste side i den første historie om Anders And - Anders And som brandmand - er klikbar, så du kan nyde Rip, Rap og Rups udrykning som Brandmand nummer 13 1/3, 13 1/2 of 13 3/4, mens vi ser silhuetten af Anders "De kan velnok sagtens" - en rigtig klassiker.

Dagens ord XXVIII

Det er ikke altid lige nemt med de nordiske sprog. Jeg har oplevet adskillige udlændinge blive forbløffet over, at vi taler tre forskellige sprog her i Norden - og så alligevel forstår hinanden. Det kan føre til situationer, hvor det går helt galt. For eksempel her i aften, hvor TV2 charlie viste et afsnit af sommer-krimien "Tavse Vidner", der har retsmedicinerne som helte. Aftenens afsnit i den engelske serie handlede om et drab begået i Norge femten år tidligere. I prologen fulgte vi derfor en eftersøgning efter et lavineskred i Norge. Det var lavet næsten minutiøst korrekt med norske politiuniformer. Alligevel blev scenen skæmmet alvorligt, fordi de medvirkende statister talte svensk.
For de engelske seere gør det nok ikke den store forskel, men det er bestemt ikke noget, vore norske venner bryder sig om at se. Forresten gik det galt igen lidt senere i filmen. Igen var det en scene, som angiveligt skulle foregå i Norge - men den skarpsindige seer bemærkede straks, at en medvirkende bil var højrestyret!
Simpelthen sjusk - og det er en skam, for de laver ellers nogle af verdens bedste TV-serier i England, mener denne Barnaby-fan.

Jesper

Søndagsmesse

Søndag var jeg til messe i den katolske kirke i Aalborg. Det er anden gang i år, at jeg har været i kirke, så det er ved at blive en dårlig vane.
Søndagens kirkebesøg skyldtes, at to af mine gamle venner fra Grønland - Judith og Ernst -skulle optages i "Den Katolske Kirkes fulde fællesskab", som det hedder. Ernst har været alvorligt syg gennem flere år - og parrets beslutning om at blive katolikker er en følge af lang tids overvejelser.
For dem var det en stor dag - og uagtet min store foragt for præsteskaber ville jeg da godt fejre denne dag sammen med dem.
Det var forresten en interessant oplevelse at være til en katolsk messe. Det var en lang forestilling sådan en sommersøndag, men det foregik i en fantastisk afslappet stemning, hvor folk uafladeligt kom og gik. Der var tilsyneladende ingen fordømmende miner, selv om en stor del af menigheden undervejs tog sig en slapper på trappen foran kirken i den dejlige sol.
Jeg finder det også bemærkelsesværdigt, at man klappede af Judith og Ernst, da selve optagelses-ceremonien var ovre. Præget af det protestantiske mørke som jeg er, har jeg lidt svært ved at vænne mig til, at man klapper i en kirke.
Begivenheden foregik i den katolske kirke i Aalborg, Sct. Mariæ Kirke. (Bemærk venligst den smukke fordanskning af den latinske genitiv-form, Mariæ). Det er faktisk en ganske flot kirke, som ligger på Kastetvej - lige ved siden af det gamle Kamillianer-kloster, som i dag fungerer som hospice. Kirken ligger lidt indeklemt mellem småindustri og beboelse her i et af Aalborgs gamle arbejderkvarterer, men indvendigt er der både masser af lys og luft. Kirken er bygget i røde sten og overalt træder det smukke murværk frem i buer og søjler. Og som i enhver ordentlig katolsk kirke er der naturligvis glasmosaikker med Jomfru Marie i vinduerne.
Beliggenheden på Kastetvej er forresten lidt problematisk for menighedens medlemmer, hvis de ankommer i bil - og en af Aalborgs ihærdige parkeringsvagter havde en god søndag formiddag foran kirken. Intet er tilsyneladende helligt for disse parkeringsvagter. Det er selvfølgelig ganske tilfredsstillende, at offentligt ansatte demonstrerer ægte verdslighed og ikke tager religiøse hensyn - men omvendt finder jeg det måske en anelse nidkært at sende parkeringsvagter på arbejde søndag formiddag - altså!
Må din gud være med dig!

Jesper