Årets video

Sidste år havde jeg en meget ambitiøs plan. Jeg ville hver eneste dag fra april til november tage et billede af haven fra den samme position. Til sidst skulle alle billederne redigeres sammen til en video, der viste årets gang i haven.
Planen holdt selvfølgelig ikke. De første dage tog jeg et billede hver dag, men så skulle jeg på tjenesterejse og senere på ferie, andre dage glemte jeg det - og så var der de dage, hvor vejret bare var så dårligt, at man slet ikke orkede at skulle ud.
Alligevel blev det til 55 billeder - og dem har jeg nu redigeret sammen til Årest Video 2008. Teknisk set er videoen ikke imponerende. Jeg havde monteret kamerastativet på en hegnspæl, men som det vil ses, står den altså ikke helt fast, så nøjagtig den samme position er lidt af en tilsnigelse. For at kunne håndtere billederne i en stor videofil, er de voldsomt downsizet - og desuden er billederne ikke individuelt justeret for lysudsving. Endelig er der det problem, at billederne ikke er taget på samme tid om dagen - samt vores havemøbler, der springer frem og tilbage i billederne.
Alligevel synes jeg, videoen giver et meget godt indtryk af årets gang her i Straumsbukta. Det første billede er taget den 31. marts og det sidste den 9. november.
Som musik har jeg valgt Dovregubbens Sal af Grieg. Den stammer fra Peer Gynt, og det havde vel egentlig været mere nærliggende at bruge Morgenstemning - men det ville være blevet alt for forudsigeligt, idyllisk og kedeligt. Dovregubbens Sal rummer meget mere dramatik og minder om, hvor hurtigt vejret kan slå om heroppe. Og så er den jo et fint lille hint til adressen på denne blog.
Her er så "Video of the Year 2008":


Ha' det
Jesper

Shhhh...!

Jeg var i Oslo fredag. Tre hurtige møder og så hjem igen.
Det er en forholdsvis ukompliceret tur - ikke mindst takket være Flytoget, som forbinder Gardermoen med Oslo Centrum (det måske kommende Kristiania:-) ). Det fungerer efter norske forhold forbløffende godt. Man putter sit kreditkort i en automat, når man går ombord - og sekunder senere har man en kvittering på e-mail, og så bruger toget 19 minutter på at tilbagelægge de godt 50 km ind til byen.
Flytoget har netop haft 10 års fødselsdag og er, som det kan ses, ganske potent i designet. Det kører hvert 10. minut og har en regularitet på cirka 96%. Det er ganske godt, men det er altså også en service, man får lov at betale for. 170 norske kroner koster billetten. Jeg vil i al stilhed minde om, at det koster 21 kroner at tage metroen fra Kastrup til Kongens Nytorv - bare til sammenligning.
Og selvfølgelig er der noget at brokke sig over for et gammelt brokkeøre som mig. Hvert togsæt er udstyret med 20 sæder i en såkaldt stillekupe, hvor det forventes, at man opfører sig stille og roligt - og så er det i øvrigt forbudt at bruge mobiltelefon der. Det passer mig meget godt, da jeg synes, at andres mobilsnak er noget af det mest irriterende, der findes. Desværre er de fleste nordmænd i deres selvbillede så vigtige personer, at de føler sig højt hævet over at skulle tage hensyn til andre.
Turen tager som sagt 19 minutter. Bag ved mig sad en ældre dame og underholdt sin sidemand med historien om en eller anden fætters brækkede lårbensknogle og efterfølgende operation. Kort efter start gjorde jeg opmærksom på, at det faktisk var en stillekupe - og så fik det heldigvis en ende, omend damen satte en sur mine op. Men der gik ikke lang tid, før manden foran mig - smart type med tændt laptop begyndte at drive sin virksomhed via mobilen. Et prik på skulderen og en pegefinger mod "mobil-forbudt-skiltet" gjorde ham rød i hovedet og i løbet af en fire til fem minutter fik han afsluttet forretningerne. Endelig fred. Nej, fem minutter senere begyndte en anden Karl Smart skråt bag mig sandelig også at drive køb og salg via mobilen. Så opgav jeg og tre minutter senere trillede vi ind på Oslo S.
Men jeg spørger mig selv, hvorfor folk sætter sig i en tydeligt mærket stillekupe, når de ikke kan finde ud af at holde kæft. Næste gang tror jeg, at jeg tænder en smøg, selv om rygning er tydeligt forbudt - så skal jeg nok få kjeft, som det hedder på norsk.

Ha' det
Jesper

Politikersnak

Den norske regering tog i dag hul på valgkampen forud for efterårets stortingsvalg ved at møde op på Polarmiljøsenteret med ikke mindre end fem repræsentanter.
Regeringen står ikke for godt i Nordnorge, der er typisk Fremskridtsparti-land, så man havde en ordentlig godtepose med af gyldne løfter.
Noget af det ganske konkret og ganske kontant, mens andet nok var mere luftigt. Statsminister Jens Stoltenberg begik blandt andet følgende oratoriske perle:
Regjeringen har startet arbeidet med å forberede beslutningsgrunnlaget for å kunne anskaffe et nytt isgående forskningsfartøy. Forutsatt at kvalitetssikringen er tilfredsstillende tar regjeringen sikte på å anskaffe et nytt isgående forskningsfartøy med hjemmehavn i Tromsø i løpet av de nærmeste årene.
Bemærk venligst, at man har "startet arbejdet med at forberede beslutningsgrundlaget..." Det kan vist ikke betegnes som andet end et ualmindelig langt tilløb. Og så den allerværste: "Forudsat at kvalitetssikringen er tilfredsstillende..." Pas altid på, når politikere taler om kvalitetssikring - det betyder som oftest nej! Sidst præsterede regeringen at stoppe planerne om vinter-ol i Tromsø ved at kvalitetssikre beslutningsgrundlaget. Kvalitetssikringen bestod i så meget livrem og seler, at det var åbentlyst, at budgetterne måtte overskrides. Og endelig skal man bemærke afslutningen "i løbet af de de nærmeste år". Så er der i hvert fald ikke lovet for meget.
Der er sandelig langt til Kennedys berømte og hyperpotente "this nation should commit itself to achieving the goal, before this decade is out, of landing a man on the Moon and returning him safely to the Earth".
Jens Stoltenberg er faktisk en god taler - og meget folkelig. Almindeligvis bliver han aldrig kaldet andet end Jens - akkurat som Danmark en gang havde en Anker. Men i dag imponerede han ikke.
Jeg skal tidligt op og en tur til Oslo fredag.

Ha' det
Jesper

Vi drosler (h)videre...

Jeg har tidligere skrevet om den ringdrossel, der i øjeblikket holder til i vores selje-røn.
Egentlig troede jeg, at det var en sjagger, men kvarterets ornitolog, Stein, havde blik for dens hvide halsbånd og fastslog med stor sikkerhed, at der er tale om en ringdrossel. Og det er lidt af en sensation, for så burde den i virkeligheden være i Nordafrika i øjeblikket.
Efter et par dage, hvor jeg slog mig til tåls med Steins forklaring, begyndte tvivlen imidlertid at nage. For en ringdrossel er ensfarvet på ryggen - cirka samme farve som en hun-solsort. Og det passer altså ikke med vores arrige fætter ude mellem alle rønnebærrene - den har tydelige hvide pletter på ryggen. Vi begyndte derfor at snakke om der måske var tale om en hybrid af en art - eller at den måske var et forvildet eksemplar af en for os ukendt nordamerikansk drosselart.
Enden på det hele blev, at Stein sendte et billede til de norske ornitologers sjældenheds-udvalg i Oslo. Herfra lyder dommen i dag, at der er tale om en ringdrossel - men at den er delvis albino.
Se, nu husker vi jo fra biologi-timerne, at albinisme ikke kan gradbøjes. Så mere præcist er der tale om et leukistisk eksemplar af en ringdrossel. Leukisme vil sige, at den delvist mangler farvepigmenteringen i fjer og hud, men at blandt andet øjnene ikke er røde, som hos albinoer.
Det er en egenskab, som man har avlet en del på, hvorfor tamænder og hønseracen hvide italienere er hvide, men ikke er albinoer med røde øjne - vistnok fordi skindet på en hvid fugl tager sig mere appetitlig ud, når kræet er plukket.
Med den viden in mente er det også nemmere at forstå, at vores ven derude ikke er draget til nordafrika med sine artsfæller. I naturen er det ofte sådan, at individer med et afvigende udseende bliver udstødt fra fællesskabet - og har svært ved at klare sig. I naturen altså, for holder de sig til mennesker, er det ofte en fordel med et aparte udseende. Menneskene har en forkærlighed for de lidt sært udseende dyr - og i bymiljøet er truslerne ofte anderledes. Derfor ser vi også gråspurve og vildænder med leukisme i byernes parker - hvor de lever fedt af deres udseende.
Som en kuriøsitet vil jeg lige gøre opmærksom på, at en isbjørn ikke bare er en leukistisk brun bjørn. Den har nemlig farvepigmentering i fuldt omfang. Inde under den hvide pels er isbjørnen nemlig neger. En stor fordel, da den sorte hud tiltrækker solens stråler i et ellers koldt klima.
Med disse ord regner jeg med, at beretningen om ringdroslen i Straumsbukta denne vinter er ved at være slut.

Ha' det
Jesper

Solglimt

Lørdag bød på det helt fantastiske senvinter-vejr. Solen bagte fra en skyfri himmel hele dagen, ikke en vind rørte sig og temperaturen lå lige under frysepunktet.
Alle snetosserne var af hus for at stå på ski, og jeg tog havestolen og satte mig foran huset. Det blev til et par gode timer i solen, og de runde kinder er nu blevet herligt røde.
Jeg havde kameraet med mig i det fromme håb, at der måske ville komme nogle sjove fugle forbi. Det skete ikke, men jeg forsøgte mig så med at fotografere sneen. Et af billederne havde denne sjove lille glimt-effekt, som ellers er sådan noget, man lægger på bagefter i PhotoShop.
Bagefter tog jeg en frisk gåtur ned til Straumsbukta City i det fromme håb måske at møde en elg, men det skete nu heller ikke. Så du må nøjes med et billede af det lille hus i Straumsbukta - badet i vintersol.
Det ser idyllisk ud, men nu hvor tiden sig nærmer, hvor vi skal flytte, begynder husets fejl og mangler altså også at være tydelige. Strømmen er dimensioneret forkert, så vi ikke kan have varme i entreen, hvor også trappen til første sal er. Så det er med at huske sutskoene, når man står op om morgenen. I det hele taget er stueetagen rygende utæt og elvarmen underdimensioneret, så havde vi ikke brændeovnen, ville det være en kold fornøjelse at se fjernsyn om aftenen. Det er heldigvis noget bedre på loftet, hvor vi har herreværelset, soveværelset og Dina's kontor.
Solen står mandag op kl. 6.33 og går ned igen kl. 17.17, så det begynder efterhånden at ligne en ordentlig dag. Der er udsigt til lidt gråvejr mandag og tirsdag, men ellers tyder vejrudsigten på fint vejr også i den kommende uges tid.

Ha' det
Jesper

Dagens ord XIII

Det er nok mere korrekt at betegne det som ugens ord; det er nemlig Kristiania.
I den forløbne uge skulle bystyret i Oslo nemlig diskutere, om den centrale del af den norske hovedstad igen skulle have dette smukke gamle danske navn til minde om en af de mere succesrige danske regenter.
Det er kulturudvalget i den norske hovedstad, som har anbefalet navneændringen, og i onsdags skulle afgørelsen være faldet. Desværre blev dagsordenspunktet udsat til næste møde om tre uger.
Oslo består i dag af 15 bydele. Dele af centrum ligger i disse bydele. Regeringskvartalet og Youngstorget er i bydel St. Hanshaugen, Centrum vest med Aker Brygge er i bydel Frogner, og den østlige del af sentrum i bydel Gamle Oslo. Resten af centrum er uden for bydelsopdelingen, men omtales normalt som Sentrum. Og det er det område, som man nu vil give betegnelsen Kristiania. Området omfatter blandt andet Kristian IV’s smukke gamle by fra 1624, som ofte betegnes kvadraturen på grund af de rette gader.
Nu er sådan en navneændring ikke noget, man sådan lige gør i Norge. Debatten har været voldsom, fordi mange mener, at det er udtryk for snobberi og et knæfald for dansk kolonialisme, sådan at bruge et udtryk, som stammer tilbage fra 400-årsnatten, som man smagfuldt kalder den periode, Norge var under det danske kongehus.
Som sagt mener et flertal i kulturudvalget, at Kristiania er et godt navn til den navneløse bydel. Det bliver spændende at se, hvad det ender med.

Jesper

Trafikdøden

Det er så synd for Dina. Hun vil så gerne se en elg i virkeligheden, men det er endnu ikke lykkedes - også selv om den seneste optælling viser, at der skulle være 28 elge i skoven oven for vejen.
Nå ja, nu er der altså kun 27 tilbage - for i morges, da jeg kørte på arbejde, lå denne døde elg i vejkanten kun 800 meter fra vores hus. Åbenbart ramt af en bil i løbet af natten og i øvrigt pænt afmærket med en advarselstrekant.
På vej ind mod byen ringede jeg og vækkede Dina, så hun havde chancen for at se en død elg - når nu de levende ikke vil vise sig.
Hun stod da også op og gik ned ad vejen. Men da var det allerede for sent. Elgen var væk - så hun har stadig til gode at se en elg her i Straumsbukta.
Jeg har vel efterhånden set dem en halv snes gange - elgene. Men jeg må indrømme, at specielt om aftenen er jeg meget bange for at møde en elg på vejen. Og den døde elg her til morgen er en påmindelse om, at den frygt bestemt ikke er ubegrundet. Uden i øvrigt at være ekspert vil jeg vurdere denne afsjælede elg til at være en mindre en af slagsen, så det er bestemt ikke noget at spøge med.
Forresten fik vi elggryde i går aftes. Det er en af mine livretter - og i øvrigt en god anledning til at smage på den berømte rønnebærgele fra Straumsbukta.
Billedet er taget ved otte-tiden, og som man kan se, har vi haft det mest vidunderlige vejr i dag. Høj klar himmel, masser af skarp forårssol og temperatur lige omkring frysepunktet. På en sådan dag bør man være udendørs - og ikke sidde på et lummert kontor. Jeg håber alvorligt, at det gode vejr vil holde sig til weekenden med. Efter de seneste vejrvarsler at dømme skulle chancerne være gode.

Ha' det
Jesper

Mindre Grandiosa

En mand kommer ind på en cafe og beder tjeneren om en kop kaffe uden fløde.
- Så'gerne, siger tjeneren, men kommer et øjeblik senere ud igen og siger:
- Vi er desværre udgået for fløde. Gør det noget, at det bliver en kop kaffe uden mælk?
Jeg kom til at tænke på historien, fordi norske medier i øjeblikket er fyldt med reklamer for en ny variant af nationalpizzaen Grandiosa. Pointen er, at den nye - og i øvrigt dyrere variant - er uden paprika, som det hedder på norsk, altså uden tern af peberfrugter på dansk.
Morgen efter morgen er budskabet blevet banket ind i mit hoved - at nu kan man få Grandis uden paprika.
Jeg må indrømme, at jeg forstod ingenting. Hvad var vitsen?
Jeg måtte til at spørge mine norske kolleger, og det viser sig, at en meget stor del af den norske ungdom ikke kan lide peberfrugt. Hidtil har det været en fast ingrediens i Grandiosaen - og de unge har derfor brugt timer på at plukke de små pebertern ud af pizzaen, inden de spiste den.
Det er altså et underligt folkefærd, disse nordmænd. De spiser flere pizzaer end noget andet folk. Og så viser det sig oven i købet, at den aller mest solgte pizza indeholder en ingrediens, som de ikke kan lide. Og man derfor kan sælge pizzaen og tjene en tier ekstra, hvis man sælger den uden denne ingrediens. Et sådant folk af særlinge er faktisk dømt til at leve til evig tid i en afsondret fjelddal, hvor solen aldrig skinner!
Det begynder altså at ligne en tendens, for det er det samme folk, der har bygget skilifter i alle små flækker, og så blærer de sig over for hinanden med, at de naturligvis ikke bruger liften for at komme op til toppen af bjerget! Ja, alting var faktisk meget bedre i gamle dage, da man brugte træski og der ikke fandtes skilifter.
De er simpelthen bindegale!
Her er TV-reklamen for Grandiosa uten paprika - den er faktisk meget godt lavet!



Ha' det
Jesper

P.s. Det er næppe kendt uden for Norge i dag, men i sin tid stemte det norske skiforbund imod norsk deltagelse i vinter-OL, fordi man fandt det uforeneligt med skisportens karske sjæl at deltagerne skulle bo på højfjeldshoteller i Alperne.

En neddroslet sjagger

Den her arrige karl, som vogter over seljerønnen, har efterhånden voldt os en del hovedbrud. For et par uger siden kaldte jeg den en sjagger her på bloggen, fordi det faktisk er den eneste drossel-art, som kan ses på vore breddegrader i øjeblikket. Men særlig sikker var jeg egentlig ikke. Nogen drosselekspert er jeg nemlig ikke.
Kvarterets ornitolog, Stein, har imidlertid kigget på den og mener med sikkerhed at kunne fastslå, at der er tale om en ringdrossel. Det er imidlertid lidt af en sensation, for så burde den faktisk være i Nordafrika i øjeblikket. Men da en anden ornitolog har set en ringdrossel i Larseng - fem kilometer herfra - skulle den være god nok. Der er i hvert fald en ringdrossel i Nordnorge i år.
Den lever sådan set godt. Som det kan ses, er der stadig masser af bær i træet. Alle andre fugle, som kommer i nærheden, bliver øjeblikkelig jaget væk - også selv om jeg har set både husskader og silkehaler tage for sig af retterne, når vores ringdrossel er lidt væk fra haven.
Det bliver spændende at se, om den overlever vinteren. Det er koldt i øjeblikket - cirka minus 12 i morges.
Kuldegraderne til trods måtte jeg en tur ud i haven i nattøjet, da jeg stod op, lige da det var ved at blive lyst. Nede ved bådehuset lå en kæmpeflok edderfugle - og det er sjældent, at de er så tæt på land, som tilfældet var i dag. Prøv en gang at klikke på billedet og se de mange flotte hanedderfugle, som jo godt ved, at det er om at være pæn i an(d)trækket, nu hvor ynglesæsonen står for døren. En flot midterskilning har de sørme også anlagt - akkurat som Hercule Poirot.
Stein har i øvrigt fortalt mig, at jeg godt kan opgive at lave ordentlige edderfuglebilleder herude. Det er meget nemmere inde i havnen i Tromsø - der er edderfuglene nemlig meget mere tamme, siger han. Jeg har skrevet det gode råd bag øret - og vil en gang i den kommende fremtid prøve teorien af.
Solen står i morgen op kl. 7.09 og går ned igen kl. 16.45. Det klare, men kolde vejr skulle i følge meteorologerne holde sig hele den kommende uge.

Ha' det
Jesper

Rypesnaps

En af denne blogs læsere, som kalder sig Isperlen, har læst artiklen Regntid, hvor jeg blandt andet omtaler min rypesnaps.
Han spørger venligt, om jeg vil videregive opskriften, og det gør jeg da gerne.
Se, allerførst skal man have fat i en friskfanget rype, som ikke må være flået. Når man renser rypen, skal man have fat i kroen, der sidder ved halsen. Her gemmer rypen nemlig sin føde, når den fouragerer for så at fordøje det ved en senere lejlighed, når den ikke er eksponeret for rovfugle og andre farer.
Kroen indeholder en masse rypeguf - bær, skud og spirer - og det er det, som vi bruger til snapsen. Jeg tager indholdet af kroen, kommer det i en flaske og fylder en halv liter vodka på. Efter tre måneders trækketid, filtrerer jeg snapsen, som nu har forhåbentlig har fået en flot gylden farve. Jeg bruger en si - ikke et kaffefilter - så jeg får svævet med i den endelige udgave. Herved sikrer jeg mig, at snapsen vil fortsætte med at udvikle sig i den efterfølgende lagringsperiode. Det er selvfølgelig tilladt af smage på snapsen i forbindelse med dekanteringen, men ellers siger tommelfingerreglen, at den skal have lov at stå mindst tre måneder yderligere. Hvis man ellers har rygrad til det, kan snapsen tåle at stå meget længere - og det bliver den ikke ringere af. Men en del af fornøjelsen ved at lave snaps og bjesk er jo netop at følge udviklingen i smagen, så jeg synes nu ikke, at man skal vogte alt for nidkært over den.
Det fascinerende ved at lave rypesnaps er, at ikke to produktioner smager ens. Smagen vil altid afhænge af, hvad rypen har i kroen - og det kan variere ganske meget efter biotop og årstid. Men godt smager det nu altid.
Det kan være svært at få fat i friske ryper i Danmark, men jeg har hørt, at man kan skaffe kro-indholdet gennem foreningen af Eksperimenterende Danske Brændevinsamatører - EDB.
Rypebestanden har det i øvrigt med at variere temmelig voldsomt og topper sådan cirka hvert tiende år. Det kalder man for rypeår - og efter hvad jeg har hørt, er det rypeår i Grønland netop nu. Til gengæld har rypejagten i Troms og Finnmark været temmelig ringe i år.
Ellers er der kun en ting at sige: Skål!

Jesper

P.s. Jeg skylder nok lige at gøre opmærksom på, at både Nordjyske Stiftstidende og Jyllandsposten nu har skiftet illustrationerne til historien om idioten, der skød sig selv, så billederne viser en revolver.
Henrik har i øvrigt indstillet fjolset til en Darwin-reward - og det har min fulde opbakning.