Tillykke

Min mor havde fødselsdag i dag. Det fejrede vi selvfølgelig med at hejse flaget og sammen med alle fuglene tidligt onsdag morgen udbragte jeg et hip hip hurra i dagens anledning.
Bortset fra at jeg altid bruger flaget ved passende lejligheder, så er det jo heller ikke ligefrem første gang, Dannebrog vajer over Straumsbukta. Fra 1387 og frem til 1814 var Norge en del af det danske kongerige - noget som temmelig uvenligt kaldes for 400-årsnatten heroppe. Efter Kielerfreden i 1814, hvor Frederik den 6 havde holdt på den forkerte hest i Napoleonskrigene, blev Norge afstået til Sverige.
Forståeligt nok var nordmændene ikke særligt tilfredse med at blive svenskere, og den 17. maj 1814 blev Norge udråbt som et selvstændigt rige med Eidsvoll-forfatningen. Det er forklaringen på, at den 17. maj den dag i dag er en stor festdag i Norge, og det er også forklaringen på det sælsomme fænomen, at den norske grundlov er affattet på dansk.
Imidlertid insisterede den svenske kronprins Karl Johan på at være norsk konge. De venlige nordmænd lod ham få sin vilje, og det var først i 1905, at Norge fik sin egen kongefamilie, da den danske prins Carl blev udråbt som Kong Haakon VII. Der har vi så forklaringen på, at hovedstrøget i Oslo hedder det samme som en svamp, nemlig Karl Johan. Samme svamp hedder i øvrigt steinsopp på norsk.
Nok om historien. Ser man godt efter på billedet, ser man, at der er lidt rimfrost i græsset og i særdeleshed på bilruderne. Så nu er vinteren alvorligt på vej, men det er nu først tilladt at køre med pigdæk fra den 15. oktober, så jeg må nok til at belave mig på at køre lidt tidligere hjemmefra de kommende morgener.

Ha' det
Jesper

Den afskyelige snemand

I Tintin i Tibet møder vi den afskyelige snemand i dens særlige himalayanske variant, som kaldes for Yeti. Myten om den afskyelige snemand eller Bigfoot, som den også kaldes er historien om et menneskelignende væsen, som angiveligt lever i bjergene og kendes udover fra Himalaya også i Nordamerika og Australien.
Hergé går i sin fortolkning videre. Den afskyelige snemand er ikke blot menneskelignende i udseende, men også i følelser og det er en rørende historie om, hvordan Yetien tager sig af Tintins mødstedte ven, Tchang, som er faldet ned med et fly i Tibets uvejsomme bjergmassiver. Yetien viser sig at være alt andet end afskyelig og bliver på den måde også et billede på, hvor galt det kan gå, når vi mennesker møder hinanden med frygt i stedet for tillid.
Dens menneskelige sider afsløres også af, at den har hang til spiritus. Den stjæler kaptajnes whisky - og det udløser følgende svada i Jørgen Sonnergårds frie og levende oversættelse: "MRKRPXZKRMTFRZ! Min whisky, din drukkenboldt! ... Fyldebøtte! ... Sut! ... Bavian! ... Klaptorsk! ... Svamp! ... Spritter! ... Subjekt! ... Spruttyv! ... Svirebror! ... Svumpukkel!"
Tintin i Tibet er et af de mest vellykkede albums med Tintin, men selvfølgelig overgår det ikke den bedste af dem alle - Det gådefulde juveltyveri.
Men hvorfor nu al den snak om afskyelige snemænd og Tintin?
Jo, det viser sig, at vi har en Yeti i baghaven - i hvert fald er ligheden slående på det billede, jeg tog af vores odder her til aften.
Solen var gået ned, og det var halvmørkt, da jeg så et eller andet bevæge sig i tangbæltet nede ved stranden. Det viste sig at være odderen, der lå og hyggede sig med en fisk. Det var så mørkt, at det næsten var umuligt at fotografere, men ved hjælp af PhotoShop er det lykkedes mig at presse billedet så meget, at man faktisk kan se odderen ligge der godt kamufleret i tangen. Og som den ligger der, ligner den faktisk Hergés Yeti set bagfra.
Det kan vi så filosofere lidt over i de lange vinteraftener. Vi fik sæsonens første nattefrost natten til i dag, og i skrivende stund fryser det en halv grad. Jeg kan se, at bilruderne er iset til, så det bliver nok til en "skraber" i morgen tidlig.

Ha' det
Jesper

Den store lysfest

Den store lysfest var titlen på en LP med Nanna, Peter Belli og Steffen Brandt fra slutningen af 80'erne.
Men det kunne ligeså godt være titlen på vejret mandag. Hele dagen vekslede det mellem sol og regn, og sådan rent meteorologisk var det vel det, man kunne kalde en ret interessant dag.
Det udfordrede i hvert fald min indre fotograf ret voldsomt, og det blev til mange billeder på turen hjem fra arbejde. For det vekslende vejr gav også et helt utroligt lys - næsten uvirkeligt med mange farver i.
De to billeder er taget i hver sin retning - sydvest og nordøst ved Tisnes, som ligger cirka 10 km fra Straumsbukta. Vi ser en imponerende regnbue over Tromsø og ovre ved Bentjordstinden giver solen skyerne bukser på. Flot, flot. Bemærk i øvrigt, at det stort set ikke blæser, så regnbuen kan spejle sig i fjorden.
Vejrudsigten lover sol og klart vejr tirsdag. Vi tør næsten ikke håbe på det.

Ha' det
Jesper

Tæt på

De mange blomster i haven har nærmest opfordret mig til at lege med nærbilleder den seneste tid. Det er ikke fordi, det er så svært med et ordentligt kamera, men resultatet er nu alligevel ganske imponerende, når jeg nu selv skal sige det. Jeg tog disse billeder af nogle dugfriske eller snarere regnvåde latyrus søndag morgen, da der var lidt stilstand i uvejret. Klik på billederne og nyd dem i stor størrelse.






















Ha' det
Jesper

Når lyset bryder frem

Det har stormet og regnet hele weekenden - i større eller mindre grad.
Fra lørdag morgen til søndag morgen fik vi 42 mm regn og vinden har været oppe omkring de 20 meter i sekundet i nat.
Men i den gyldne time, mens jeg sad og i køkkenet og nød den første kaffe søndag morgen, var der et kort øjebliks tilstand i uvejret. Der kom endda et lille hul i skyerne, hvor solen kunne skinne ned på en regnbyge ude over fjorden. En hel lille eksplosion af lys. En time efter var det slut og alt var igen indhyldet i grå skyer.
Stormen har været hård ved vores latyrus - ærteblomsterne, der først nu i de seneste par uger er kommet i blomst. Man ser på billedet tydeligt, at de lange ranglede planter i den grad er trængt op i en krog - men nu er vi altså også begyndt at klippe af dem, for i det mindste at få lidt glæde af dem indendøre.

Ha' det
Jesper

On the road

Tag med på en rigtig roadmovie.
Forleden tog jeg det lille kamera i hånden, mens jeg kørte på arbejde i en dejlig våd efterårsmorgen, hvor Norge stråler i rødt og brunt. Billederne er godtnok noget dogmeagtige - taget gennem frontruden, håndholdte, uskarpe og skæmmet af reflekserne fra parkeringstilladelsen, men de giver alligevel et fint indtryk af den cirka 35 kilometer lange køretur mellem Straumsbukta og Norsk Polarinstitutt i Tromsø kogt ned til et par minutter - og husk at skrue godt op for lyden. Musikken er nemlig fed - og ikke spor dogmeagtig.
God tur!

Norges knyttede næve

Torsdag forsvandt vores telefon- og internet-forbindelser af ukendte årsager. Natten til fredag var vi ramt af seks timer uden strøm.
Så er det jo betryggende at vide, at den norske marine passer på os, mens vi sover.
Fredag morgen, da jeg vågnede, lå dette norske orlogsfartøj bogstavelig talt i kartoffelbedet - mindre end en sømil fra strandkanten. Nu bilder jeg mig dog ikke ind, at denne repræsentant for Norges knyttede næve mod øst havde taget ophold i Straumsbukten for at passe på Dina og Jesper, mens vi var afskåret fra omverdenen - det er nu nok snarere for at spare havnepengene.
I øvrigt sker det påfaldende ofte, at enten strømmen eller telefonforbindelsen ryger. Jeg har ikke forsket i årsagen, men jeg kan ikke frigøre mig fra tanken om, at man muligvis ikke har de samme traditioner for at vedligeholde ledningsnettet og installationerne, som vi har i Danmark. Her i Straumsbukta er det i hvert fald ikke alene husene, der "lidt skæve stå" - telefon- og elmasterne lever også godt op til ordene i H.C. Andersens gamle sang.
Ha' en god weekend.

Jesper

Isbjørne i gaderne

Når man som jeg har boet adskillige år i Grønland, så virker det lidt patetisk, når man omtaler en storby som Tromsø som Arktis, men det er ikke desto mindre den gængse opfattelse i Norge. For mange nordmænd er byen et eksotisk sted, der ligger langt mod nord.
En undersøgelse for nylig viste, at 19 procent af befolkningen i Oslo tror, at der lever isbjørne i Nordnorge. Det har også vist sig, at når en velestimeret forskningsinstitution som Norsk Polarinstitut søger medarbejdere, er det svært at få nordmænd til at søge. "Det er stort set kun unge mennesker, som har bjergklatring eller kajakroning eller andre ekstremsporter som den altoverstigende hovedinteresse, der søger", forklarede en tidligere ledende medarbejder ved instituttet mig forleden. "Den internationale sammensætning af medarbejderstaben er ikke udtryk for en bevidst strategi, men simpelthen udtryk for bitter nød. Nordmænd vil ikke til Tromsø", sagde vedkommende.
For mig afslører disse ting en dobbeltmoral i Norge, som bliver mere og mere tydelig. Man har et nationalt dannelsesideal i Amundsen og Nansen, som man gerne vil leve op til. Derfor bliver Arktis omtalt i alle festtalerne, og det socialistiske norske regime taler ofte om vigtigheden af at satse i Nord. Men som en af mine naboer sagde en gang: "Hitler gjorde mere for Nordnorge end nogen siddende norsk regering nogensinde har gjort" og refererer dermed til, at værnemagten faktisk udbyggede infrastrukturen i Nordnorge. Glemt er selvfølgelig, at samme hr. Hitler også brændte hele Finnmark af på tilbagetoget.
Og lad det være sagt med det samme: Tromsø har ingen som helst lighed med det Arktis, jeg kender. Der er adskillige daglige flyforbindelser ud af byen - uanset vejret. Her er træer og veje. aviserne udkommer jævnligt og samme dag som i resten af landet. vareforsyningen er stabil og man oplever aldrig, at samtlige butikker er udgået for kartofler for eksempel. Der er heller ingen fattigdom, som man ellers ser overalt i Arktis blandt urbefolkningen. Samiske virksomheder i Nordnorge - primært rendrift - har den relativt set højeste egenkapital i norsk erhvervsliv. Og værd at notere sig - der er ingen isbjørne i gaderne, når vi ser bort fra de udstoppede som kreative handlende stiller foran butikkerne for at leve op til myten om, at Tromsø er Arktis - og det er sgu da patetisk! Tromsø som et arktisk Disneyland!
Jeg er glad for at bo her - netop fordi det ikke er Arktis, som jeg kender det. Så jeg mener, at det er på tide, at vi får gjort op med myten om nordmænd som seje typer, der spiser is tre gange om dagen. Det var noget, der skete i landets glorværdige fortid. I dag er norske polarforskere folk, der helst sidder på Karl Johan og drikker cafe latte, mens de snakker om vigtigheden af at bevare miljøet og beskytte urbefolkningerne. For eksempel sidste år, da det norske miljøministerium foreslog et totalforbud mod snescootere. Området skal være et reservat - ikke et levested for almindelige mennesker.
Jo, der er langt fra Oslo til Tromsø!
Isbjørnene på billedet er selvfølgelig ikke fotograferet i Straumsbukta. De er såmænd fra Skandinavisk Dyrepark i Kolind. Den ene af dem hedder i øvrigt Nuuk!

Ha' det
Jesper

Kamikaze

Kamikaze betyder guddommelig vind på japansk og var oprindelig brugt om en kraftig storm, der i 1281 udslettede Kublai Khans flåde og dermed reddede Japan fra de mongolske horders invasion. Sidenhen blev udtrykket brugt under anden verdenskrig om de japanske selvmordsbombere, der styrede deres fly mod de allierede krigsskibe.
Den vind, vi har i Straumsbukta i dag, er alt andet end guddommelig - den er bare pisseirriterende. Det er ikke fordi, det normalt blæser særlig meget her - men den første efterårsstorm går vi selvfølgelig ikke fri af. Den river og slider i alt. Vi har måttet tage altankasserne ned, fordi de var ved at falde ned, og jeg har været ude og binde stokroserne og ærteblomsterne op. Og det allerværste er næsten, at nu begynder bladene at falde af træerne.
Det har været ret voldsomt. Blandt andet er det gået ud over nogle hindbærplanter, som jeg flyttede i foråret. De er simpelthen knækket ved jordoverfladen.
Til gengæld har vi fået rigtig brænding nede ved stranden - og det er da meget sjovt til en afveksling. Nyd billedet og sammenlign for eksempel med hovedet på bloggen!!!
Det skal også med, at vi rigtig kan nyde de guddommelige toner fra den vindharpe, som vi fik af Anne og Henrik til vores 110 års fødselsdag i maj, så endnu en gang tak for den.
Jeg vil gætte på, at vi her til aften har omkring 20 sekundmeter. Det skulle i følge vejrudsigten flove af i løbet af natten til det, der på norsk hedder en laber brise - cirka 7 sekundmeter

Ha' det
Jesper

På sangens vinger

En af de mærkeligste og samtidig en af de mest gribende og underholdende biograffilm, der nogensinde er lavet, er den norske Heftig og begejstret. Filmen, der også er en af de få norske kommercielle filmsuccesser, havde premiere i begyndelsen af 2001 og fyldte de norske biografer med et jublende publikum.
Heftig og begejstret er en besynderlig film, der absolut ikke lever op til almindelige kommercielle krav. Det er et dokumentarisk epos, der handler om mandskoret i en af Norges mest afsidesliggende bygder, Berlevåg, der ligger tæt på Nordkap. Historien er både gribende og morsom og kalder på alle følelser - og derfor var successen i hus allerede på premieredagen.
En så stor succes skal selvfølgelig have en efterfølger, og den havde premiere i 2002. På sangens vinger hedder den, og vi brugte søndag eftermiddag til at se den - nærmest i mangel af bedre, men filmen har nøjagtig de samme kvaliteter som etteren, så søndagen var ikke ligefrem spildt.
Historien er ganske kort, at mandskoret i Berlevåg blev så berømt efter den første film, at de i efteråret 2001 blev inviteret på en måneds turne rundt i USA. Det skete tre uger efter den 11. september, og vi følger blandt andet korets besøg på de endnu rygende ruiner på Ground Zero. Men mest af alt handler filmen om, hvordan de 30 let bedagede herrer, der for flestes vedkommende ikke er vant til at være hjemmefra, klarer sig uden kjerringerne - nordnorsk for kællingerne (Det er den bedste oversættelse, men der ligger ikke noget specielt nedsættende i den nordnorske betydning). På turen skal de klare alting selv - stryge skjorter og det vanskeligste af alt: selv tage smokingsløjfe på. (Jeg ved det af bitter erfaring, og har flere gange måttet bede receptionisten på hotellet om hjælp.)
På sangens vinger er mindst lige så vellykket som Heftig og begejstret, men man kan jo fundere lidt over, om filmen ville fungere, hvis ikke det er fordi, den er toeren. Jeg tror helt ærligt ikke, at den kan ses med særligt stort udbytte, hvis ikke man har set etteren.
Det har pudsigt nok været lidt bøvlet at finde frie billeder til historien. Normalt plejer filmselskaberne ikke at være så karrige med den slags, men det her er selvfølgelig også Norge, hvor statsstøtten til film er så stor, at en normalt kommercielt udviklet filmbranche faktisk ikke findes. Statsstøtten er sikkert også grunden til, at de fleste norske film er så uinteressante, at der ikke er nogen, der gider se dem. Heftig og begejstret 1 og 2 er undtagelsen, der bekræfter reglen.
Her til aften står den i øvrigt på rensdyrkoteletter med kantarelsauce og den berømte rønnebærgele fra Straumsbukta. Det skal nok blive godt! I morgen er det pudsigt nok mandag og endnu en uges arbejde står for døren. God arbejdslyst.

Ha' det
Jesper