Dagens ord VIII

Det er almindelig kendt, at helt almindelige danske ord nemt får et lidt latterligt præg, når de bliver oversat til norsk. Jeg har tidligere her for eksempel omtalt "vindpose", der bliver til "vindpølse".
Således også med det gode danske ord "klæbehjerne". I dagens udgave af Kvitt eller doppelt lærte jeg, at klæbehjerne på godt norsk - jeg havde nær sagt selvfølgelig - hedder "klisterhjerne"! Sådan er det bare.
Fra utallige quizzer i radio og TV ved vi forresten, at klappen kan gå ned, når man pludselig ikke kan svare på et ellers ganske elementært spørgsmål. På norsk får man "jerntæppe"!
På Norsk Polarinstitutt slider mange af de udenlandske medarbejdere med at lære norsk. Ikke underligt, at de bliver forvirrede, når nordmænd og danskere tilsyneladende forstår hinanden uden problemer, når vi tænker på, hvor forskellige sprogene alligevel er. Men en ting har norsk og dansk tilfælles - og det er en stor gåde for alle udlændinge: Der er forskel på - at slå sig på flasken og at slå sig på flasken!

Ha' det
Jesper

Blå blomster

Vejret er ligesom ikke noget at skrive om her til morgen. Det har regnet hele natten, og det er overskyet. Så stemningen var nok mest for de indendørs sysler.
Jeg satte mig til at lege lidt med Canons program til administration af billedfiler med mere. Og til det havde jeg lige brug for en stribe nye billeder, som jeg tog på altanen lige uden vinduet her i herreværelset.
Som man vil se, står vores altankasser ekstremt flot. Jeg er vildt imponeret over, at det er lykkedes Dina at holde liv i stedmødrene hele sommeren, men de blomstrer stadig livligt. Altankassen med de blå og lilla blomster er fantastisk flot - og så er det slet ikke nødvendigt at bruge beskidte tricks fra billedbehandlingen for at få den blå farve frem.
Margueriterne i altankassen er gamle kendinge fra Grønland. Men når sommeren var ovre og nattefrosten holdt sit indtog, var de kun en tredjedel så store, som dem vi har her i Straumsbukta. Det er en meget tydelig effekt af Golfstrømmen.
Der er ligesom lidt opklaring i vejret ude i sydøst - hvis jeg er heldig, bliver det godt vejr til højvandet ved 18-tiden. Så måske bliver det alligevel til en fisketur i løbet af dagen?

Ha' en god weekend
Jesper

Vinter på vej

Københavns kommunes tidligere borgmester på teknikområdet var som bekendt Søren Pind - og man skulle næste tro, at han har haft en finger med i spillet i denne fine Storm P-indretning, som i øjeblikket kører rundt på vejene i Tromsø kommune og stikker pinde i grøftekanterne.
Så kæphøj har den friske Venstreløve nok ikke været...
Men den ubehagelige kendsgerning er, at vinteren ubønhørligt er på vej. Derfor skal vejene markeres, så vi kan finde rundt i vintermørket, og så sneplovene kan se, hvor de skal køre. Det sker med sådan nogle orange plastikpinde med refleksbånd, som i disse dage bliver sat i grøftekanterne på alle veje med cirka 30 meters mellemrum. Og til det formål har Tromsø kommune altså en fin maskine, så den opgave kan klares med en enkelt mand bag rattet i en lastbil.
Jeg må indrømme, at jeg aldrig har set noget lignende. Men smart er det da. Og det er vel kun, hvad man kan forvente i et land, der er så plaget af sne som Norge. I følge CIAs World Factbook er der 93.000 km vej i Norge, så det er altså også sådan rundt regnet mindst 5.000.000 pinde, der skal stikkes i jorden her i det spirende efterår. Det er noget af et job - især når man tager i betragtning, at der er mangel på arbejdskraft i landet.
Når foråret kommer, vil mange af pindene være væk. Dels er de kørt ned eller knækket, og dels har jeg bemærket rundt omkring, at folk bruger dem til alle mulige formål, hvor man lige har brug for en tynd pind. For eksempel i haverne eller til at genne køer med. Strengt taget er det vel ikke tilladt, men jeg går ud fra, at det er det hårdt prøvede norske folks stilfærdige forsøg på i det mindste at få lidt ud af oliemilliarderne. For selv om benzinpriserne angiveligt falder i disse dage i både Danmark og Sverige, så kniber det altså heroppe, hvor Statoil har mere eller mindre monopol på salget. En liter diesel kostede torsdag morgen 13,95 her i Tromsø.
Og så står weekenden for døren - igen!

Ha' det
Jesper

Kajakmanden

Søndag eftermiddag fik jeg et kort øjeblik den vanvittige tanke, at nu får Dina besøg af familien. Det skyldtes denne kajakroer - eller kajakmand, som vi ville sige i Grønland - der tilfældigvis kom sejlende forbi haven.
Et hurtigt kig på kajakken afslører imidlertid, at det ikke er en grønlandsk qajaq. Ser man godt efter, vil man bemærke, at kajakken er forsynet med ror. Ingen grønlænder med respekt for sig selv og sit kajakhåndværk kunne drømme om at komplicere en af verdens mest effektive romaskiner med sådan en himstregims. Der vil være alt for stor risiko for, at roret vil gå i stykker - og desuden svækker det den enkle, men særdeles solide konstruktion. Det er også overflødig tonnage, der kun tjener til at sænke farten. For den grønlandske kajak er - målt i kalorier pr. meter - verdens mest energieffektive transportmiddel. Og så der er altså ikke plads til overflødig vægt. Det er faktisk sådan, at hver eneste grønlandsk kajak bliver håndbygget, så den passer kajakmanden lige så nøjagtig, som en teenagepiges cowboybukser sidder stramt.
Jeg fandt i øvrigt et gammelt billede i arkivet. Det forestiller Deres beskedne blogger i en plastik-kajak. Historien bag billedet, der såvidt jeg husker er fra 1998, er den, at jeg som gildemester i Sct. Georgs Gildet i Godthaab havde overrakt en check på 10.000 kroner til Nuuk Qajaqklub. Klubben kvitterede med at invitere på en sejltur. Og da jeg som amatør i kajakkunsten næppe kunne forventes at holde balancen i en grønlandsk kajak, var alle parter enige om, at det nok var bedst, at jeg brugte klubbens øvelseskajak. Sådan en standardkajak af plastik er cirka dobbelt så bred som en grønlandsk kajak og derfor noget lettere at holde i balance, så jeg er klubben dybt taknemmelig for det generøse tilbud.
Billedet var i øvrigt forsidebillede på Nuuk Ugeavis den pågældende uge. Så vidt jeg husker, er det taget af gildebror Poul Hendriksen.

Ha' det
Jesper

Jordbærmarker for evigt

Egentlig er jordbærsæsonen forbi, men kigger man godt efter nede mellem bladene, kan vi stadig finde en lille håndfuld af de mest lækre, smagfulde jordbær hver dag.
Der er sådan en daglig lille glæde, som vi desværre ikke har illusioner om vil vare evigt.
Det havde The Beatles tilsyneladende for 41 år siden, da de udgav Lennon-McCartney-sangen Strawberry Fields Forever. Det er en sentimental sang om barndommen. Jordbærmarkerne - Strawberry Fields - var navnet på haven til et Frelsens Hær børnehjem i nærheden af John Lennons barndomshjem.
Sangen blev udgivet på single i februar 1967 - efter Yellow Submarine og før All You Need is Love. Det var den første Beatles-single siden Love Me Do, der ikke strøg direkte ind på førstepladsen på den engelske topti, men måtte se sig slået af Engelbert Humperdincks Release Me. Strawberry Fields tog imidlertid revanche og er noteret som nummer 76 på Rolling Stone Magazines liste over verdens 500 bedste sange - en position, som Engelbert Pumpernickel aldrig er kommet i nærheden af.
B-siden til Strawberry Fields var i øvrigt Penny Lane, og hele herligheden er indspillet i Abbey Road i november-december 1966.

Ha' det
Jesper

Lille sommerfugl...

Det smukke efterårsvejr bliver også nydt af sommerfuglene i Straumsbukta.
I eftermiddags tog jeg dette dejlige billede af en nældens takvinge, der sad og sugede nektar i blomsterne foran huset.
Nældens takvinge er kendt for at at være aktiv næsten hele året - fra det tidligste forår og så frem til nu, og vi har faktisk en del af dem i haven i øjeblikket. Selv om den er ganske almindelig, er den også temmelig fotogen, som det ses.
Weekenden er forbi - god arbejdsuge til alle.

Ha' det
Jesper

Indian summer

Vi har den seneste uge haft noget, der ligner indian summer her i Nordnorge.
Det er det smukkeste solskin og næsten ingen vind. Specielt søndagen har været helt fantastisk, så der har været tid til masser af udendørs aktiviteter.
Blandt andet har vi nu fået plukket rønnebær til den berømte rønnebærgele fra Straumsbukta. Rønnebærrene i år er store og fine - og der er rigelige mængder, så det tog såmænd ikke lang tid at plukke de par kilo, som vi har brug for.
Men i øvrigt så tog jeg også en tur i ribskrattet nede ved elven. Det er sådan et selvsået ribskrat, og hvis der havde været slanger i Nordnorge, havde jeg næppe forsøgt mig, for planterne står så tæt, at man næppe ved, hvor man sætter foden. Det lykkedes mig også at samle et par kilo ribs dernede - og det er et godt supplement til de ribs, vi har i haven.
Nu er kartoffelhøsten ovre. I følge Leif-Inge har den været knap så god som sidste år, men vi har i hvert fald kartofler nok, som han siger. Jeg berettede i sidste uge om vores selvsåede solsikke i kartoffelbedet, og den har overlevet høsten - omend den nu er blevet lidt ensom. Prøv at sammenligne med billedet her.
Vi håber selvfølgelig, at det gode vejr holder nogen tid endnu. Latyrussen er først begyndt at blomstre i weekenden, og stokroserne er godt på vej, men trænger til et par dage mere med sol.

Ha' det
Jesper

Liden skrue...

Lad det være sagt med det samme: Jeg er et kæmpefjols til mekanik og biler og sådan noget...
Derfor nåede panikken også uanede højder, da jeg lørdag eftermiddag måtte konstatere, at bilen var punkteret - og at jeg befandt mig langt hjemmefra på en parkeringsplads uden for et butikscenter i Tromsø.
Sagen er nemlig den, at min bil som så mange andre moderne biler ikke er udstyret med reservehjul (som jeg heller ikke ville kunne finde ud af at skifte), men et aggregat til en nødreparation af hjulet.
En hurtig tjekker i forsikringspapirerne viste imidlertid, at punktering er dækket af mit vejhjælpsabonnement, så jeg slap med skrækken og fik en flink mand fra Viking - noget ligesom Falck - til at reparere hjulet.
Skulle det ske en anden gang, tror jeg nu også, at jeg vil være i stand til at pumpe flydende klister i dækket, så nu har jeg da lært det.
I øvrigt skruede Vikingmanden skruen på billedet ud af dækket. Hvordan en 15 mm skrue er havnet der, har jeg ingen anelse om, men det er i hvert fald en bekræftelse af det gamle ord om, at en liden skrue kan vælte et stort læs.

Ha' det
Jesper

Måneskinnets skygge

På mandag kl. 11.13 helt nøjagtig er der fuldmåne, men allerede her i weekenden har månen set temmelig fuld ud.
Jeg kan simpelthen ikke stå for det her billede taget lidt over midnat ud over bugten med Bentjordstinden i baggrunden.
Det får mig til at tænke på Mike Oldfields og Maggie Reileys gamle jukebox-hit Moonlight Shadow. Lige siden udgivelsen i 1983 har sangen været fast inventar i beverdinglernes og bodegaernes jukeboxe under kategorien sentimentale tudesange. Sangen er en rigtig ørehænger, velproduceret og temmelig upbeatet i tempoet, og at den skulle gå hen og blive en lise for sentimentale drukmåse forekommer mig egentlig lidt underligt, hvis det altså ikke lige var fordi, at Mike Oldfield dygtigt har antydet, at sangen var inspireret af John Lennons død i 1980. Desuden findes der forskellige videoer med sangen, der på billedsiden understøtter det sentimentale. Og så er der vel dem, der måtte mene, at der ikke er langt fra druksentimentalitet og til månesyge - en sindstemning hvor man angiveligt skulle være ekstra sensibel i tiden omkring fuldmåne.
Er du i det sentimentale hjørne og har lyst til at genhøre Moonlight Shadow, kan du klikke her. Prøv at lægge mærke til trommespillet og leadguitaren - det er faktisk ikke særlig sentimentalt, men billederne...

Ha' det
Jesper

Reinlykke

Reinlykke eller på dansk ren(-)lykke var titlen på en docusoap, norsk TV sendte sidste vinter. Den handlede om en samisk families trængsler og glæder gennem et helt år og var en stor succes heroppe.
Men renlykke kan nu også være et godt stykke renkød. Som sagt havde jeg kufferten fuld af ren, da jeg kom hjem fra Kautokeino. Blandt andet en rigtig lækker samisk specialitet, som vi fik fredag aften.
Det er røget mørbrad fra renen - stegt som mørbradbøffer og serveret med nye kartofler, rosenkål og hjemmelavet syltetøj af helt nyplukkede tyttebær - og for billedets skyld gejlet op med lidt persille og en kvist frisk timian fra haven. Behøver jeg at sige, at det smagte himmelsk?
Det er det, som jeg forstår ved reinlykke!

Ha' det
Jesper