søndag den 23. juni 2024

Glædesblus

Sankthans

Sankthans-aften var vejret for en gangs skyld hæderligt - hverken Sahara-tørke eller Bergen-regn - så jeg benyttede de mange sankthansbål på egnen til at lave nogle genrebilleder, som jeg kan bruge i de kommende år i min lille butik.

Jeg lagde ud på Øland, hvor bålet børnevenligt blev tændt allerede kl. 19.30 og fortsatte så til Slettestrand, hvor sankthansfesten er for voksne mennesker, så her blev bålet først tændt kl. 21.

Det blev så også en dårlig undskyldning for at snuppe en isvaffel med to lakridskugler og lakridskrymmel i Slettestrand Gl. Iscafe. Det er en dårlig vane, jeg har tillagt mig, eftersom jeg ikke tåler alkohol så godt længere. Så må det vel være tilladt med en fredagsis i stedet for fredagsøl - også selv om sankthans faldt på en søndag.

Mens jeg var på stranden, løb jeg ind i Christina, som også havde kameraet med. Hun fangede mig så i varmeflimmeret fra bålet, mens jeg fotograferede.

Godt set. Det er et fantastisk billede, der mest af alt minder om maleri - ikke et Skagens-maleri, men et ægte Slettestrand-maleri.

Foto: Christina Pedersen

Ingen kommentarer: