Vanvid og folkevid
 |
| Den danske sang... |
Men det bliver en mærkelig jul i år. I medierne er de
forskellige mere eller mindre sangbare julehits fortrængt af højskolesangbogen.
Og når familien Danmark juleaften danser rundt om træet, bliver det til tonerne
af ”Den danske sang er en ung blond pige”.
Efter flere end 20 års værdidebat skete det endelig. Den
danske stamme rykkede sammen på bænken mod den ydre fjende: Krænkelseskulturen.
Alle fra den venligste venligboer til hårdkogte DF’ere er enige om, at nu er
det gået for (h)vidt. Nu er det os, der er de krænkede.
På den politiske front gnider man sig i hænderne, for her er
en sag, der ikke kan tabes. Politikere, der normalt ikke just er åndsfyrster,
udbreder sig floromvundet om den danske sangskat og højskolesangbogen, hvilket
de skal have lov til – for det er trods alt mere sandt end normalt i den
politiske mudderkastning.
Det begyndte på landets fornemste købmandsskole med det
pompøse, men lidet danske navn Copenhagen Business School, CBS, hvor ”Den
danske sang…” blev forbudt, fordi den angiveligt krænkede en medarbejder, der
venligt betegnes som brun.
Det er besynderligt, at det netop skete på købmandsskolen.
Her er man ikke kendt for at dyrke rundkredsdebatter – og alle danske købmænd
ved, at hvis man vil begå sig i handelslivet i den store verden, er det vigtigt
at vise respekt for de lokale kulturer.
Det er altså også lidt besynderligt, at den pågældende
handelsskolelærer, der oven i købet er kvinde, betegnes som brun. Det er
sikkert venlig ment, for efter 20 års politisk korrekt sprogrøgt er det ganske
umuligt at sige neger, selv om det faktisk er en ganske præcis og nøjagtig
beskrivelse af de faktiske forhold, hvis der altså ikke er tale om, at hun bare
er solbrændt. Men jeg synes ikke, at brun er et særlig pænt ord. Min første
association er bæ-brun.
For resten har vanviddet sat gang i folkeviddet. Der er masser
af morsomme eksempler på krænk i den danske sangskat. ”Jeg gik mig over sø og
land” krænker kørestolsbrugere, og ”Se, nu stiger solen…” krænker de blinde.
Det er også i ligestillingens hellige navn blevet foreslået, at Herstedvester
skal skifte navn til Frustedvester, og Hvidovre skal naturligvis hedde
Sortovre.
Forhåbentlig får debatten om ”Den danske sang…”
krænkelsesvanviddet og den politiske korrekthed til at stoppe. Jeg tilhører en
generation, der har spist negerboller og sunget med på Lille Bo Andersens ”Jeg
har set en rigtig negermand”. Det er en kendsgerning – og det kan mere eller
mindre frivillig censur ikke lave om på.
Jeg tilhører også en generation, der er vant til at holde
døren for damerne. Og samtidig plejer jeg at rose enten deres udseende eller
påklædning. Det gør jeg ikke, fordi jeg betragter kvinder som sex-objekter, men
udelukkende fordi jeg er opdraget til at være høflig. For fuldstændighedens
skyld skal jeg lige tilføje, at jeg aldrig kunne drømme om at rose en mand for
hans pæne kjole – igen fordi jeg er høflig.
Jeg ser derfor også krænkelsesparatheden som en trussel mod
alle vore konventioner og regler for almindelig omgang mennesker i mellem. Dybest
set handler det om ytringsfrihed. Det kan vi ikke ofre for husfredens skyld. De
konstant krænkede må ikke få magten. Lad dem lide en krank skæbne.
Og nu vi er i gang… Jeg gider heller ikke stå til ansvar
for, hvad danskere gennem tiderne har lavet og fortsat laver. Jeg tror ikke på kollektiv
skyld og sover godt om natten, selv om Danmark i dag er bygget på blandt andet velstand
skabt af slavehandlen i Vestindien. Så ingen undskyldning herfra i den
anledning.
Jeg ønsker alle Nordjyskes læsere en glædelig jul, mens jeg spiser
fedt politisk ukorrekt uøkologisk svinekød, kommunistisk kål, ris a l’amande
holdt i nationalfarverne og stadig drømmer om den hvide jul.
På kanten, Nordjyske Stiftstidende 21. december 2018
Ingen kommentarer:
Send en kommentar