På den gammeldaws facon
Det var derfor ikke uden skepsis, at jeg havde mit første møde med vendsysselsk grønkål, da jeg flyttede til Aalborg i slutningen af halvfjerserne. Men det smagte tossegodt, som man siger på de kanter - og jeg var solgt på stedet.
Men jeg erindrer også fra barndommen, at både min mor og min farmor besværede sig over grønkål, som det var et vanskeligt og hårdt arbejde at tilberede, når man gjorde det rigtigt fra bunden af. Derfor har jeg nu i mange år ved juletid nydt den færdige af slagsen, der gerne er på tilbud i supermarkederne på denne årstid.
Men forleden fik jeg tre kålstokke forærende - og nu skulle det altså være. Stokkene fyldte hele køkkenvasken og lidt til, men jeg gik i gang med at strippe - altså at fjerne bladene fra stokkene. Det var sådan set nemt nok, men også et noget trivielt arbejde, så jeg begyndte at fornemme, at der nok var noget om snakken, når både mor og farmor mente, at det var et knokkelarbejde.
Bladene kom i den største suppegryde med lidt letsaltet vand - og det var forbløffende at se, hvor lidt der kom ud af det. Efter fem minutters kogetid var kålen reduceret til kun lige at dække bunden af gryden.
Så kom det rigtigt hårde arbejde, for nu skulle kålen knystes. Det vil sige, at man samler kålen i boller og knuger vandet ud af dem. Det endte med seks små kålbolde, som jeg så snittede fint. Hele baduljen kom på panden med stegesmørret fra medisterpølsen og to deciliter suppe. Så tilsatte jeg en kvart liter fløde og smagte til med salt, peber og sukker.
Behøver jeg at sige, at det smagte tossegodt? Endnu mere tossegodt end købekålen - og var det ikke fordi vi er nordenfjords, kunne jeg godt være fristet til at sige, at det smagte himmelsk. Meget bedre end købekålen, der ved nærmere eftertanke er alt for finhakket.
Men et knokkelarbejde var det. Tre stokke grønkål svarer sådan cirka til seks portioner. Derfor har jeg heller ikke planer om at slå mig på at dyrke grønkål i haven. Den lukkede have er alt for sårbar, når kålsommerfuglene hærger, så det vil der ikke komme noget godt ud af.Heldigvis er der mange af øboerne, der dyrker grønkål på friland, så til næste år vil jeg holde mig til, når kålen bliver budt ud på den lokale facebook-side.
2 kommentarer:
Hej Jesper, det er som om nogen godt kan se dyden i de der gamle kålretter, som jo selvfølgelig smager ekstra godt, fordi de altid er krydret med “kan du så huske dengang vi ....... ?“. Herhjemme bruges der meget tid på hvidkål i mange afskygninger, blomkål til suppe, rosenkål i stuvning osv. osv. Mit største problem er hvilken vin - forudsat det skulle være vin - vi skulle drikke til de der mærkelige smagsvarianter, som vel egentlig går over i umami. Du ville måske nok vælge en Dark Ale, Brown Ale, eller evt. en IPA fra Lottrup, men det kunne måske også være Obsession?, som har en smule sødme?
Hilsen Bent Bonne
Hej Bent
Nu er grønkål jo mest julefrokostmad, og det vil sige øl og brændevin. Personligt er min smag ikke så avanceret i den henseende, så jeg foretrækker Royal Eksport og Rød Aalborg, men jeg stiller altid et større udvalg af brændevine (også hjemmelavede) på bordet, så gæsterne selv kan vælge.
Men skulle jeg vælge vin, vil jeg lade det være lidt op til kødet - og de øvrige serveringer. Som rødvin ville jeg nok vælge en ripasso. Og som hvidvin vil jeg helt sikkert vælge Cave de Ribeauvilles Riesling eller måske Gewürtztramineren.
Obsession har alt for lidt rygrad til grønkål efter min mening.
Send en kommentar