Et grønlandsk bierhverv

Grønlandsk honning med gourmet-potentiale

Midt i Det Grønlandske Arboret står der bistader,
som producerer en velsmagende grønlandsk honning
 med et stort eksport-potentiale.

Der er ikke meget skov i Grønland, men lidt er der alligevel. Ved lufthavnen og den tidligere amerikanske base i Narsarsuaq i Sydgrønland ligger Det Grønlandske Arboret – en temmelig stor forsøgsskov på 150 hektarer.

Ude i denne lidt eksotiske skov mellem træerne går en mand med en ikke mindre eksotisk hobby. En glad mand oven i købet, for hans hobby er blevet til lidt af en succes.

Manden hedder Ole Guldager. Til daglig er han leder på det lille museum i Narsarsuaq, der fortæller historien om, hvordan amerikanerne en sommerdag i 1941 gik i land og i løbet af få måneder byggede en af krigens vigtigste lufthavne dybt inde i det sydgrønlandske fjordsystem. Det anslås, at flere end 10.000 fly mellemlandede i Narsarsuaq under krigen - og i krigens sidste dage var det hundredvis af fly hver eneste dag.

Ole Guldagers hobby er biavl, og bistaderne står for enden af bygdens eneste vej på et sted, hvor der under verdenskrigen og Korea-krigen var et amerikansk hospital. Hospitalet er væk nu. Kun en skorsten står tilbage, og stedet er nu skov med lærk, birk og poppel som de vigtigste træsorter.

- Det er vel de færreste, der forbinder Grønland med bier og honning, men det findes, og det er endda en fornuftig forretning, fortæller Guldager med et smil, mens han tjekker bistaderne iført fuld biavler-ornat.

Allerede i halvtredserne var der forsøg med biavl blandt de sydgrønlandske fåreholdere, men det gik lige så stille i stå, og bierne døde efterhånden.

Ole Guldager har stor succes med
 produktionen af grønlandsk honning.

Der kom først for alvor fart i den grønlandske biavl, da antropologen Ole Hertz i slutningen af 90’erne flyttede 20 bifamilier fra Læsø til Grønland. Det skete i et forsøg på at redde Læsøs oprindelige brune bi, der på det tidspunkt var truet af den genetisk set stærkere og mere produktive gule bi, så man kan med en vis ret hævde, at den lille ø mellem Göteborg og nordjyske Frederikshavn har spillet en væsentlig rolle i udviklingen af det grønlandske bi-erhverv.

Det gik imidlertid ikke så godt med bierne fra Læsø.

- For det første var bierne desværre inficeret med en mide, der svækkede dem. For det andet er 20 bifamilier alt for lidt til at undgå indavl – og det tog i løbet af en årrække livet af bierne fra Læsø, der i 2006 var reduceret til tre bifamlier.

- Der var simpelthen behov for nye dronninger, fortæller Ole Guldager. I Danmark er sådan, at man kan købe en dronning med dags varsel på bicentralerne og så komme videre med det samme.

De brune bier kommer fra Sverige og trives
 fint i det barske grønlandske klima.

Sådan er det ikke i Grønland, for det er ikke nogen helt nem sag at transportere dyr over landegrænserne. Det kræver meget papirarbejde, men i 2012 fik Grønland en helt ny bestand af brune bier fra Nordsverige. De svenske brune bier er mere hårdføre og betydeligt bedre rustet til det til tider temmelig barske klima i Sydgrønland. Den brune bi kan arbejde ved temperaturer tre grader lavere end den gule bi.

Klimaet er nemlig barsk i Narsarsuaq i vinterhalvåret. Middeltemperaturen i juli er 10,3 grader mod -6,8 i januar. Desuden er Narsarsuaq ganske udsat for voldsomme orkaner, der kan lamme trafikken i lufthavnen i dagevis, hvad de fleste rejsende i området har erfaret på egen krop. Forfatteren til denne artikel har en gang siddet på det lille hotel i Narsarsuaq og ventet på godt vejr i fire dage.

Der er ingen risiko for, at de svenske bier kan forvandle sig til en invasiv dyreart, for de brune bier kan ikke leve i Grønland uden menneskets mellemkomst og kan ej heller parre sig med de to eksisterende grønlandsk humlebi-arter, så eksperterne frygter ikke dette problem.

Set fra Ole Guldagers side er det også en anden stor fordel ved den brune bi, der er mindre aggressiv end gule bier.

Ikke at det er et problem for Ole Guldager, der er en erfaren biavler, men han drømmer om at udvikle biavler-erhvervet til andre steder i Grønland – og derfor gerne lærer fra sig til de grønlandske fåreavlere i området. Han er begyndt selv at lave dronninger, og der er flere biavlere nær Narsarsuaq. Desuden er der en enkelt biavler ved Arsuk tæt på den tidligere danske flådestation i Grønnedal.

Ole Guldager har selv 25 bistader og producerer næsten et halv ton honning om året. Han vurderer, at området skal op på omkring 100 bifamilier, før den grønlandske bi-bestand kan blive bæredygtig rent genetisk set, så man kan undgå indavl.

Det er naturligvis de senere års varmere klima i Arktis, der gør biavl i Grønland muligt.

- Varmen er naturligvis en forudsætning for honningproduktionen – og det er varmen, som giver os medvind. Vinteren i år var temmelig hård, og jeg mistede mange dronninger, men foråret kom usædvanligt tidligt, ligesom sommeren i år har været varm ind til nu, så produktionen i år bliver på niveau med sidste år, anslår Guldager.

Ole Guldagers honning sælges i den grønlandske
 detailhandel for mellem 50 og 60 kroner for 125 gram.

Ole Guldager tapper sin honning på glas med 125 gram. De sælges i blandt andet de grønlandske Brugser og i butikskæden Pisiffik til 60 kroner glasset. I lufthavnen i Narsarsuaq sælger souvenirshoppen Guldagers honning til 50 kroner glasset. Det giver en kilopris på 400 kroner, der kan sammenlignes med de cirka 100 kroner, som man typisk giver for dansk bihonning købt ved landevejen eller i gårdbutikker.

Den grønlandske honning er selvfølgelig et sikkert souvenir-hit, men den er også lidt af en delikatesse, der er meget brugt af kokke, som dyrker det nye nordiske køkken. Den grønlandske mad-ambassadør og nestor i det grønlandske gourmetkøkken Ane Sofie Hardenberg siger:

- Honningen fra Narsarsuaq smager godt - der er meget timiansmag – og den er helt eminent som smagsforstærker til saucer.

Ole Guldager har planer om at øge sin egen bestand af bier til måske 50 eller 60 stader. Det giver også mulighed for at begynde at producere Gelée Royale, der er den særlige honning, som bierne fodrer dronningen med. Den er ekstra rig på vitaminer og mineraler og sælges i vidt omfang til medicinal-industrien, der bruger produktet i kosttilskud og helseprodukter.

Det meste af Guldagers honning-produktion går til hjemmemarkedet, men han ser også store perspektiver i en eventuel fremtidig eksport til blandt andet Danmark. I første omgang nok mest til gourmet-restauranter, men biavleren er heller ikke blind for de muligheder, der ligger i forbrugernes ønsker om fødevarer med en god historie bag.

- Der må være potentiale til en eksportsucces, der ikke kræver store offentlige investeringer og tilskud, siger en optimistisk biavler, der i det hele taget har store forventninger til fremtidens grønlandske honningproduktion:

- Stort set hver eneste fjord fra Kap Farvel og op til Nuuk har inde mellem fjeldene et mikroklima, der kan bære biavl, selv om indlandsisen kun er få kilometer væk. Der er altså tale om hundredvis af egnede steder, der kan ernære en familie uden offentligt tilskud, som det ellers er normalt i den grønlandske landbrugsproduktion, siger biavleren, der selv har biavlen som bierhverv.

Så summa-summarum: Den grønlandske biavl har det godt, og der er store fremtidsperspektiver, selv om det i første omgang gik galt med de nordjyske bier fra Læsø. Biavl er et bi-erhverv med store muligheder i Grønland.

Artiklen blev bragt første gang i Nordjyske Stiftstidende 31. juli 2016.