Både torsdag og fredag har jeg haft gang i røgeovnen.
Indtil videre ser det ud til, at den fungerer fint. Allerede torsdag aften kunne vi sætte tænderne i det første lille stykke røget bacon - og det smagte så godt, at jeg mildest talt har fået blod på tanden.
I hvert fald skulle der fredag eksperimenteres med noget, som jeg ikke lige kunne finde en opskrift på. Så jeg tog et stykke ribbenssteg - i forvejen behørigt saltet og tørret - og lagde det på en rist direkte på røgbakken, mens jeg gik i gang med et røge et nyt stykke bacon.
Det blev en succes. En kulinarisk perle er skabt. Efter to en halv times varm røgning var ribbensstegen færdig. Mør, saftig og røget! Og da det jo kun var et lille stykke kød, blev det hurtigt fortæret. Men jeg er helt sikker på, at den skal gentages med et ordentligt stykke i fremtiden - for det smagte lækkert og kan tilberedes, mens jeg alligevel har noget andet røgeovnen.
Nu er der måske nogen, som undrer sig over, at jeg har kastet mig over svinekød - i stedet for straks at gå i gang med kendte lækkerier som laks og vildt. Det har lidt med økonomi at gøre. Ribbenssteg er noget af det billigste, man kan finde i butikkernes købedisk - og så længe, at jeg udelukkende prøver røgeovnen af og ikke er sikker på resultatet, er der altså ikke nogen grund til at fyre en laks til 150 kroner kiloet af. Desuden er fisk generelt meget følsomt over for temperaturen, når det skal koldrøges - røgen må helst ikke komme over 23 grader, og skal gerne være lavere. Indtil videre er det lykkes helt pænt. Fredagens temperatur i røgkammeret oversteg ikke på noget tidspunkt 14 grader.
Jeg ville imidlertid gerne have den lidt højere op - for det har noget med røgetiden at gøre. Jo koldere røg, jo længere røgetid. Jeg justerede derfor lidt - og lørdag har temperaturen ligget helt pænt omkring de tyve grader - men til gengæld bruger ovnen for meget røgsmuld. Så det er ikke lige sagen ved en lakserøgning, der tager mindst 12 timer. Men jeg fortsætter test-arbejdet i weekenden - og så må vi jo se, hvad det ender med.
Jesper
Cycling instead of running
21 timer siden
4 kommentarer:
Måske jeg skal til at læsetræne lidt, var sikker på der stod vandrøgtet ribbensteg.
Held og og lykke med rygningen.
JowDeet ._.
Nu er det sikkert også dem, som vil mene, at ribbensstegen er lige så vandrøgtet som den er røget - men sådan kan jeg altså lide den.
Forresten kender jeg godt til det med at læse forkert. For et par år siden havde jeg problemet med ordet "lakridser", der i sammenhængen viste sig at være ridser i lakken - og ikke slik, som jeg ellers troede...
Hej Jesper "Ryge" Hansen
Selvom konstruktionen ligger noget fra en Storm P. tegning, så er resultatet imponerende.
Husk der er torvedag onsdag og lørdag i Aalborg.
Hej Per - indrømmet, det ser lækkert ud, ribbensstegen ltså, ikke Storm P-tegningen. Men du skulle nu også prøve at smage det...
Send en kommentar