Glaskunsten

Man kan altså ikke bo på landet og have et drivhus, hvis man ikke kan skære glas.
Denne enkle og uomgåelige leveregel har jeg længe fornægtet - ganske enkelt fordi jeg er en kylling og bange for at skære mig på glasset. En frygt, der ikke blev mindre sidste år, da Ole henne om hjørnet satte hånden gennem en drivhusrude og skar en pulsåre op med både ambulance og akutbil til følge.
Men mandag måtte jeg bide i det sure æble. Et vindue i hjørnet af drivhuset var faldet ud - og jeg har sådan set en masse gammelt glas stående - så der var ikke andet for end at komme i gang.
Glaskniven var for længst indkøbt og lå og samlede støv på værkstedet, så jeg skulle sådan set heller ikke kunne gå ned på grej.
Men evnerne var der nu ikke lige. Efter et par forsøg måtte jeg erkende, at der vist nok skal en del håndelag til at arbejde i glas. Nu bor Mathis lidt længere nede ad vejen - og han er lidt af en glaskunstner og uddannet i det ædle fag, så ham fik jeg fat i. Ikke for at lave arbejdet, men for at lære mig det.Så mandag formiddag var jeg på kursus i glaskunsten - og lærte blandt andet at lytte til glassets lyd, når jeg skærer - og i løbet af dagen fik jeg skåret så meget glas, at det var lige før, at jeg synes, at det er sjovt.
Og nu er ruderne i drivhuset i orden - klar til en lang vinter, hvor der ikke ret gerne skulle komme sne i glashuset. Tak til Mathis for det lille kursus.

Jesper