mandag den 31. oktober 2011

Nu til mobil

Verden er af lave - ingen tvivl om det. For samtidig med at computerskærmene bliver større og større, er der flere og flere, der bruger mobiltelefoner i stedet for pc'en til internettet.
Det er egentlig ret fjollet, at man vil bruge en lillebitte skærm til det formål - og dybest set afspejler det, at verden er i ungdommens vold. For intet normalt seende menneske over 40 år kan se noget som helst på en sådan mobilskærm - det er vore arme endnu ikke lange nok til.
Lidt hjælp er der dog at hente - for nu tilbyder Google, der jo er hjemsted for Dovregubbens blog-aktiviteter, et særligt mobil-layout, der gør bloggen lidt mere læsevenlig på små skærme til de såkaldte smart-phones.
Det er et tilvalg, som redaktøren - altså undertegnede - skal foretage. Og selv om jeg er dybt skeptisk over for alt dette mobile telefonhalløj, har jeg altså nu valgt det til - for selvfølgelig er jeg interesseret i, at flest mulig skal kunne læse Dovregubben.
Det skete for et par måneder siden - men hidtil har jeg ikke haft nogen rigtig mulighed for at teste det. Men eftersom DLG, der er min mobil-leverandør, nu tilbyder en rigtig bonderøvstelefon, der kan tåle vand og en tur i sølet (Sony Ericson Active), er jeg sandelig også gået over til en smart telefon, der vel må være den umiddelbare oversættelse af smart-phone.
I øvrigt vil bloggen se ud, som den altid har gjort, når du bruger en pc til at tjekke Dovregubben. Det har jeg ikke tænkt mig at ændre på - for hvorfor ændre noget, der virker?
Verden er muligvis af lave - men det er jeg ikke...

Jesper

Ingen kommentarer: