Havens stolthed

Hvis man sådan lidt hurtigt skal lave en etnografisk beskrivelse af haveejere, kan man dele dem ind i to grupper.
Den ene gruppe er Søren Ryge-segmentet, der mest interesserer sig for at holde liv i skidtet, til det kan spises - og ikke går så meget op i, om der måske er lidt ukrudt ind i mellem rækkerne, der forresten slet ikke behøver at være lige.
Den anden gruppe er Claus Dalby-segmentet, som går meget op i, hvordan tingene ser ud - og som gerne render rundt med en saks tidlig og silde for at rette op på naturens gang.
Der skal ikke herske tvivl om, at jeg tilhører Søren Ryge-segmentet - og det bærer min have da også præg af. En frodig affære tør jeg godt sige - præget af en dejlig regnfuld sommer og flittig brug af hestegødning.
Men når sandheden skal frem, er jeg alligevel ganske stolt af stenbeddet foran huset, der er ganske blottet for ukrudt - og som nu er ved at gro godt til. Da vi overtog huset, var det et vildnis af græsser og katost, så en søndag morgen sidste sommer tog pokker ved mig, og jeg gravede hele lortet op - inklusive de store sten. Så lagde jeg fibertex i bunden og smed stenene tilbage i rigtig købe-jord uden ukrudt.
Det er disse anstrengelser, som jeg nu kan høste frugten af. For det ser jo flot ud med masser af husløg, engelsk græs og hvad alle disse stenbed-planter ellers hedder. Prikken over i'et er den gamle rustne kæmpegryde, der står ved hjørnet af huset. Det er nok sådan en ting, som jeg ellers kunne have fundet på at smide væk - men Dina er glad for den og passer den med stor omhu. I øjeblikket, hvor skoven falmer trindt om land, er det selvfølgelig blomstende lyng, der er i gryden.
Så selv om manden måske er en Søren Ryge-type, er der åbenbart også lidt Claus Dalby i generne.