fredag den 14. januar 2011

Dronningens fald

Hetz og heksejagt er blot nogle af de udtryk, som er fundet frem om forløbet frem til Lene Espersens fald torsdag aften - og jeg skal da være den første til at indrømme, at de seneste dages fremfærd fra pressens gribbe - Gentlemen of the Vultures - ikke har været nogen speciel fornøjelse at se.
Men vi skal ikke glemme, at det nordjyske blålys ligger, som hun selv har redt. At hun ikke gad tage til et arktisk topmøde er i den her sammenhæng kun en mindre brøler.
Lene Espersen demonstrerede allerede sin rystende inkompetence, da hun som justitsminister nedlagde det danske politi i forbindelse med den såkaldte politireform. Vi må ikke glemme, at det er hendes skyld, at selv store byer i Himmerland, Han Herred og Thy i dag er uden politibetjening - og at den gode gamle landbetjent i dag er fortid.
Det er Lene Espersens skyld, at vi herude i "udkantsdanmark" galgenhumoristisk spørger: Hvad er ligheden mellem en politibetjent og en 1000 kroners seddel? - Jo, man har dem aldrig, når man behøver dem!
Så det er simpelthen pjat og spind, når de nordjyske konservative græsrødder nu hyler op om, at Lene Espersen er blevet offer for en heksejagt. Med politireformen viste hun, at hun foragter den nordjyske befolknings elementære ønske om lov, orden og sikkerhed, hvilket ellers altid har været gode konservative mærkesager. Sidenhen har hun jo i imponerende grad afsløret en så himmelråbende ignorance og total mangel på dømmekraft, at det på alle måder overgår ethvert rygte om blondiners manglende intelligens.
Og hvis Det Konservative Folkeparti overhovedet skal have en fremtid i Nordjylland, bør partiets tillidsfolk hurtigst muligt lægge afstand til denne historiske fadæse - i stedet for at hyle som en flok mellemøstlige grædekoner.
Forresten vil det også øge statsministerens chancer for at blive siddende i stolen, hvis han i løbet af dagen får gjort det klart for Lene Espersen, at hun naturligvis heller ikke kan fortsætte som udenrigsminister.
Læs også: Dummere end politiet tillader

Jesper

Ingen kommentarer: